Paul McCartney – arbejdssejr på Orange Scene

Det var en Sir Paul i hopla, der lørdag aften charmerede sig vej til overtidsforløsning på Orange Scene. Det var tydeligt at mærke på den næsten drenget kåde McCartney, der jokede, fortalte anekdoter og fyrede indlærte one-liners af på dansk, at han stadig synes, det er sjovt at spille.

Med lyspunkter, nogle mere funklende end andre, fra det bagkatalog næppe nogen anden i verden kan matche, fik vi både en god portion Wings, både gammelt og nyt solomateriale samt naturligvis en lang række af de største sange fra Beatles-tiden, der alle som en blev modtaget med ærefrygtig taknemmelighed fra en proppet dyrskueplads.

Bevæbnet med sin ikoniske Höfner-bas inviterede his Paulness os fra start på en noget bumpende ’Magical Mystery Tour’, hvorefter sange som ’Let Me Roll It’ og ’And I Love Her’ mindede os om, at vi havde at gøre med en musikhistorisk ener. Og nok er stemmen blevet mindre fyldig med årene, men imponerende var det alligevel at høre, hvordan Macca stadig rammer selv de skingreste skrig og allerhøjeste toner klokkerent.

Var Sir Paul selv i legende topform, var det et noget mere afmålt, grænsende til det dødssyge, band, han blev bakket op af. Som et professionelt tv-underholdningsorkester lød de fire musikere mere som et Beatles-coverband end som nogen, der ville andet end blot at tjene hyren. Og det var således også, da McCartney, højt hævet på et podie, lod band være band og ene mand spillede ’Blackbird’ og – tydeligt rørt – ’Here Today’, som han til stor jubel tilegnede vennen John Lennon, at den første gåsehud begyndte at spores blandt publikum.

Mindre heldige var den fjollede ’All Together Now’ og titelsangen fra computerspillet ’Destiny’, der med videosekvenser fra fantasyspillets gameplay skudt op på scenens bagtæppe føltes som en malplaceret reklame, et fremmedelement, i mesterens hitparade.

Stikket kom dog, disse fejlskud til trods, sikkert hjem, og hvordan kunne det også andet, når man som en af historiens største sangskrivere kan samle 60.000 mennesker i ekstatisk fællesskrål og kalde verdensarv som ’Let It Be’ og ’Hey Jude’ sine egne?

Forinden havde fyrværkerikanoner skudt McCartneys og Wings’ ’Bond’-tema ’Live and Let Die’ langt ud på de bagerste rækker, og da den 73-aarige multiinstrumentalist svingende med Dannebrog og sluttede ekstranummer-afdelingen af med ’Can’t Buy Me Love’ og ’Golden Slumbers’/’Carry That Weight’/’The End’ var det en Sir Paul McCartney, der med masser af tricks, men heldigvis mest i kraft af sin unikke sangskrivning, hev en arbejdssejr med hjem fra sit første møde med Roskilde.

Se hele vores omfattende dækning af Roskilde Festival HER.

Læs også: Eksklusivt interview med Sir Paul McCartney: Om Roskilde, Kanye og kødfrie dage