Det er ikke hver dag man bliver sat til at interviewe en vaskeægte legende, så man accepterer gerne, at vejen dertil er lidt mere omstændelig end vanligt.
Tidligt torsdag aften – kl. 17.42, for at være præcis – ringer Sir Paul McCartneys personlige assistent til mig og forklarer, at Paul personligt vil ringe mig op om en lille halv times tid. Jeg bekræfter assistentens indtryk af, at forbindelsen er helt som den skal være. Det var bare lige det, han ville sikre sig. Ergo, er kysten klar.
Dagen før har Pauls publicist i London ladet mig vide – også via en personlig samtale – at snakken med Paul bliver præcis 10 minutter lang. Jeg spørger ham, om jeg har frie hænder til at spørge om alt? »Bestemt«, lyder svaret, »men Paul vil sikkert helst tale om nutiden og fremtiden«. Noget siger mig, at det er en elegant omskrivning af en mindre høflig variant: Genér venligst ikke min klient med flere spørgsmål om Beatles og John Lennons fortræffeligheder, tak!.
Men tilbage til torsdag: Kl. 18.22 ringer min mobil, og selvom Pauls PA har varskoet mig på forhånd, er det et lille, men frydefuldt, chok at trykke ’svar’ på sin mobil for i det næste sekund at høre en fremmed, men alligevel meget velkendt stemme i den anden ende…
Det er en snakkesalig og venlig musikhalvgud med en lettere rusten stemme (der forhåbentlig reagerer godt på en dansk hedebølge!), som over de næste – gavmilde! – 15-16 minutter diverterer med sin glæde ved festivaler, yngre samarbejdspartnere som Kanye West og Rihanna foruden sin ukuelige optagethed af vegetarisme og global bæredygtighed.
»Hej, Paul her! Du venter på et opkald fra mig, gør du ikke?«
Jo! Det kan man vist roligt sige… Hej Paul! Hvordan har du det?
»Jeg har det godt, mange tak. Varmt, men godt«.
For det første… Sir, vil jeg gerne takke dig for denne mulighed for at tale med dig. Det er i sandhed en stor ære…
»Du er mere end velkommen«.
Jamen, så lad os komme til sagen: Det er 11 år siden, at du sidst gav koncert her i Danmark. Hvad kan publikum forvente sig af din koncert på lørdag?
»Gud, ja, det er sørme længe siden sidst. Jeg har haft det samme band de seneste 10-12 år, så jeg mener, at det er det samme hold, der spillede sidst jeg var i Danmark. Så er vi vel blevet 10-12 år bedre… (griner) Nej, seriøst, vi er et bedre band nu, mere sammenspillet, med et langt bedre kendskab til hinanden. Det går strygende. Og alle taler meget pænt om Roskilde som et dejligt sted med en god atmosfære, så det ser jeg meget frem til. Jeg har hørt mange gode ting om festivalen gennem årene«.
En stor del af publikum på en festival som Roskilde er unge mennesker. Har det en betydning for, hvordan du griber koncerten an?
»Det er sjovt, fordi jeg plejede altid at være af den overbevisning, at festivaler… det er sådan mest for unge, fremstormende bands med energien helt uden på tøjet. Men for en del år siden fortalte en god ven, som var taget til Glastonbury i professionelt øjemed, mig, at jeg virkelig skulle overveje at spille der, fordi atmosfæren var så speciel. Du ved, campingpladser, telte, lejrbål, de lyse sommeraftener, stor venlighed, folk der hjælper hinanden… Og så spillede jeg endelig Glastonbury i 2003 eller 2004 (det var i 2004, red.), og det var en virkelig god oplevelse, så…«
(Vi bliver afbrudt af en høj lyd – et ’klonk’ som det kan være svært at afgøre om kommer inde fra eller uden for tourbussen. Paul spørger sin sidemand, hvad der foregår, før han vender tilbage med replikken: ’Nå, det var vist bare trafikken… og bare rolig: Det er ikke mig, der er chaufføren!’ Han griner)
»Nå, hvor var vi?… Jo, altså, jeg ændrer ikke særlig mange ting. Et yngre publikum er ikke mere kræsent end et ældre. Tværtimod. Nogle gange skifter jeg måske et par sange ud, men ikke mere end det. Fornylig har vi for eksempel spillet ’Sing the Changes’ fra The Fireman-projektet (et eksperimenterende album, McCartney lavede sammen med Martin Glover fra Killing Joke i 2008, red.), og den går rent hjem.
Men nu om dage elsker jeg faktisk festivaler. Folk kommer for at have det sjovt, og det elsker jeg. Der er ikke noget så inspirerende som unge mennesker, og festivaler er et perfekt sted at indfange al den positive energi. Et festivalpublikum er som regel generøst og sender den energi lige tilbage i hovedet på de optrædende«.
Tænker du nogensinde over, hvordan du kan holde dig relevant i det moderne poplandskab, eller er du helt fortrøstningsfuld i forhold til, at de yngre generationer nok skal opstøve din musik uanset, hvad du foretager dig?
»Det bekymrer mig ikke. Helt ærligt. Jeg er altid på udkig efter at lave nye ting. Det er mere spændende at skrive sange, hvor du udfordrer dig selv. Det er dét, jeg bekymrer mig om. Beatles’ musik vil nok bestå, uanset hvad jeg gør eller ikke gør. Forstår du, hvad jeg mener?
Jeg kan godt lide at beskæftige mig med unge musikere, fordi de bringer en friskhed ind i processen, der er inspirerende.
Jeg har arbejdet med Kanye og Rihanna, som du sikkert har bemærket, og så lavede Mark Ronson to sange for mig på mit sidste album (’New’ fra 2013, red.), og jeg lavede to eller tre sange med Paul Epworth. Men lad mig understrege: Jeg arbejder ikke med nogen, fordi de er unge, men fordi de er gode. Det er altid hovedkriteriet«.
Apropos Kanye og relevans: Hvordan kom det samarbejde i stand?
»Med Kanye var det sådan lidt: ’Skal jeg virkelig springe ud i det – er det mon overhovedet min boldgade?’ Men så tænkte jeg: ’Hey, jeg har jo intet at tabe’. Det er hans sag. Hvis det ikke bliver særlig godt, er det hans skyld (griner).
Men helt ærligt talt: Jeg nød virkelig at arbejde sammen med ham. Vi satte os sammen to eller tre eftermiddage, og de bestod mest i, at jeg kastede ideer efter ham, og så tog han fat i det, han fandt interessant. Det var en ny måde at arbejde på for mig. Men jeg lod ham om at diktere processen. Det var op til ham at gøre med mine ideer, som han ville. Han kunne lave noget akustisk, noget elektronisk, noget poppet, noget mærkeligt. Han kunne endda kassere det, for min skyld (griner).
Det næste, der skete, var, at der pludselig en dag kom tre sange tilbage til mig fra Kanye, som jeg lyttede til, og de var baseret på de ideer, eg havde arbejdet på med ham. ’FourFiveSeconds’ var den ene, og så var der ’All Day’ og ’Only One’. Men, altså, jeg møder mange interessante mennesker, og dermed mange mulige samarbejdspartnere, og Kanye er bestemt en af de mere interessante… (griner)«
Hvad bidrog du konkret med til fx ’FourFiveSeconds’?
»Som sagt, så kastede jeg bare ideer efter ham. Jeg anede intet om slutresultatet eller om han overhovedet ville bruge noget af det, før han sendte mig de tre sange til gennemlytning. Første gang jeg lyttede, var jeg ret forvirret. Jeg talte med en af Kanyes folk, Noah – en utrolig rar mand – og spurgte ham: ’Jamen, hvor er jeg henne?’. Og han grinte og sagde: ’Jamen, selve groovet er da din guitar, mand!’
Det, Kanye havde gjort, var forholdsvis simpelt. Han havde sat hastigheden på indspilningen op. Det er sådan set det. Men det var nok til, at jeg først ikke kunne genkende det. På et tidspunkt i den færdige version kan man faktisk ane lyden af min stemme, der lyder som Chip og Chap på udflugt, fordi den også var på optagelsen af guitaren! (Paul imiterer lyden af sin egen op-speedede stemme og griner)
Nå, men altså, guitaren, det er mig. Sagen er den, at de her er hans sange. Jeg stolede på, at han nok skulle være i stand til at vurdere, om der var noget, der kunne bruges. Jeg leverede rygraden, kan du sige, eller måske ville det være bedre at sige, at jeg gav ham nogle ret basale ingredienser, og ud af det lavede Kanye en kage, en lækker, men lidt usædvanlig kage fyldt med hans krydderier (griner). Han er en virkelig god kok!
Glasuren på kagen (griner)… var Rihanna. Han fik hende tilføjet efterfølgende, fordi han mente, at sangen ville passe godt til hende. Så lyttede jeg til det én gang til. Det virkede. Det næste skridt var, at vi lavede en video. Det var super, rigtig sjovt. Det var sammen med det her hollandske instruktørpar, som jeg har glemt navnene på. De har nogle umulige navne at huske (Inez van Lamsweerde og Vinoodh Matadin, red.), men de gjorde et rigtig fint stykke arbejde. Næste trin var, at vi spillede til Grammy-showet i februar… Rihanna er en fremragende performer, så det var en stor fornøjelse. Jeg må sige, at jeg er glad for, at jeg hoppede med på vognen…«
Vil du sige, at der er forskel på at lave musik sammen med nutidens popstjerner i forhold til fortidens?
»Uden for The Beatles og Wings spillede jeg egentlig ikke med så mange popstjerner dengang…«
Michael Jackson?
»Ja, Michael og… og… Elvis Costello! Hvis han tæller som popstjerne? Det gør han næppe. (griner) Mit samarbejde med Michael var meget old school, meget klassisk, meget… rent. Det foregik præcis, som jeg plejede at skrive musik sammen med John i de tidlige Beatles-dage. To mennesker i et rum, der sammen prøver sig frem, mens de sidder ved det samme klaver eller i hver sin stol med hver sin guitar. Den slags falder mig meget nemt.
Med Kanye var det helt anderledes. Hans arbejdsproces handler ikke på samme måde om at finde frem til et resultat, en sang. Det handlede om, at jeg strøede forskellige ideer med løs hånd, og så tog han det, han kunne bruge, og satte det sammen med sine egne ideer. Det er ikke min måde at arbejde på, og bliver det nok aldrig, men det fungerede i sidste ende. For det er tre gode numre, synes jeg. Han ved, hvad han vil. Han er dygtig… og udspekuleret… i ordets bedste betydning!«
Okay, jeg har en lidt anden type spørgsmål her på falderebet: På din nuværende turne (’Out There’, der startede helt tilbage i maj 2013, red.) har du ført kampagne for vegetarismen som sag. Du har blandt andet søsat et initiativ, der hedder ’Meat Free Monday’, som er slået ret stort igennem på de sociale medier. Føler du, at du, som en verdensberømt popmusiker, har et ansvar for at bidrage til kampen for en bedre planet – og bliver lysten til at gøre den slags kun større med alderen?
»Det går langt tilbage. Vi gjorde det også med Beatles. Vi var modstandere af Vietnamkrigen og var ikke bange for at sige det højt. Sagen er den, at hvis du er nogenlunde intelligent vil du have en mening om verdens tilstand. For sådan en som mig, er det et valg: ’Vil jeg have, at min berømmelse skal blandes sammen med mine holdninger?’
Jeg har været vegetar i mere end 30 år, og jeg mener, at det er et bud på en løsning på nogle af de udfordringer, vi står over for globalt. Kødindustrien og kæder som McDonald’s og KFC er ansvarlige for en abnorm kødproduktion og en dybt forurenende praksis. Det er obskøne mængder kød, de producerer. Køer, der prutter, det er på en måde ret sjovt, men hvis du ganger med milliarder og ser på den faktiske virkning af de gasser, de slipper ud – det gør faktisk en stor negativ forskel. Det handler om fremtiden, det handler om de kommende generationer, om sundhed og velvære… Jeg er glad for at kunne støtte den slags projekter, og jeg oplever at mange, især unge, er interesserede og engagerede i det. Så jeg vil gerne bidrage til at sprede information og foreslå løsninger, så længe jeg ikke prædiker noget. Det ønsker jeg ikke. Folk kan godt tænke selv«.
Her i Danmark havde vi for ganske nylig valg, og et nyt parti – Alternativet – havde stor succes med at appellere til vælgerne ved en dagsorden om bæredygtig energi og bæredygtig udvikling, herunder et konkret forslag om kødfrie dage. Så på den måde kan man sige, at din idé har spredt sig…
»Det lyder glimrende. Det vidste jeg ikke. Glimrende. Det er generelt min oplevelse, at det også på regeringsniveau vækker genklang med tanker om bæredygtighed. Ofte bliver det ved snakken og de fine fraser, og så må vi se… Men det er helt oplagt. Klimaforandringer, overbefolkning, fedme… Der skal ske noget nyt. Prøv at gå rundt i Disneyland og se, hvor mange kødædende, fede mennesker, der er sådan et sted. Det er skræmmende. Og en del af problemet er den markedsføring som kødindustrien og dens aftagere slipper af sted med at sprede som gylle… I forhold til klimasagen er det det samme: Der er magtfulde interesser – blandt andet olieselskaber, bilindustrien – der lobbyer imod forandring. Klimafornægtere er sgu ret hjerteløse mennesker…
Altså, jeg opfatter faktisk bare mig selv som en mand af folket, der siger en ret oplagt sandhed lidt højere end menigmand. Det er et privilegium, jeg har«.
Tiden er gået, kan jeg se…
»Ja, det er den da også«.
Mange tak for din tid! Det var en stor fornøjelse at tale med dig.
»Selv tak. Det var hyggeligt.
Vejret skulle blive fremragende. Så nyd det.
»Mange tak. Det vil jeg gøre. Jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver sjovt. Vi er meget spændte«.
Læs også: 10 råd til Paul McCartney, hvis han vil levere årets koncert på Roskilde