Den hyggelige hiphopfestival i Søndermarken havde efter to småskizofrene år finpudset profilen til denne tredje omgang og skåret rocknavnene væk.
Vanguard stod i denne weekend som en rendyrket hyldest til amerikansk guldalderhiphop med navne som DJ Premier, Kool Keith, M.O.P., Sugarhill Gang og Mobb Deep i spidsen. Suppleret af nogle rigtigt gamle groove-drenge som The Blackbyrds, Lee Fields og Roy Ayers, som rapperne har samplet, og kun ganske få danske acts som S!vas og Bikstok til at fylde programmet ud.
Det resulterede i en mere fokuseret, men også væsentligt mere nichepræget festival – hvor musikken mere var fra dengang end nu – og det fungerede faktisk fortrinligt, selvom der fortsat er plads til forbedringer.
Fem opture ved Vanguard Music Festivals veteran-lineup:
Optur nr. 1: Der er intet som nostalgisk fællesrap
Selvom det i år ikke var lykkedes arrangørerne at kapre et navn fra hiphoppens øverste hylde, blev publikum på ingen måde snydt for at rappe med på fortidens hits. Faktisk stod klassikerne weekenden igennem næsten i kø, og effekten af den nostalgiske fællesrap syntes at være rendyrket glæde hver gang.
Fredag fik M.O.P. og Dead Prez publikum til at gå amok til de to triumferende anthems ’Ante Up’ og ’Hip-Hop’, og lørdag stak hitparaden helt af, da både DJ Premier og Sugarhill Gang + Melle Mel og Scorpio tog publikum med på en guidet tur gennem nogle af genrens største klassikere.
Sidstnævnte havde selvfølgelig også et trumfkort i ærmet i form af ’The Message’ og ’Rapper’s Delight’, to af rappens grundsten, men det var alligevel Mobb Deep, der stjal showet, da de lukkede festivalen med sirenerne fra ’Shook Ones’ bragende ud af højtalerne.
Optur nr. 2: Spilleglæde frem for stjernenykker
Det ses desværre ofte, at hiphoppens store stjerner virker som om, at de næsten ikke kan vente med at komme af scenen og hjem på hotellet, når de giver koncert. Men det var absolut ikke tilfældet med de gamle drenge på Vanguard. Mange af artisterne blev hængende på festivalpladsen, efter de havde spillet, og dukkede op til hinandens koncerter. Det bidrog til en varm og positiv stemning, der matchede de hyggelige og afslappede omgivelser i Søndermarken.
D.I.T.C., Sugarhill Gang og Melle Mel & Scorpio fortsatte endda festen det meste af lørdag nat i pumpehuset med et afterparty, der lod til at være drevet af oprigtig glæde for at få lov til at holde fest med folk. Prisen for den mest dedikerede artist går dog til Jay Electronica, der blev spottet på første række til Mobb Deep-koncerten iført en nyindkøbt Mobb Deep-hoodie fra merchandise-standen. That’s love!
Optur nr. 3: Man kan godt have swag, selvom man er over 50
Veteranen Kool Keith, der har været aktiv i næsten 30 år, indtog scenen iført turkis skjorte, en lilla pailletjakke, store solbriller og et guldtørklæde svøbt om en hat med det amerikanske flag. Det skete til tonerne af hans porno-anthem ’Sex Style’ – titelnummeret fra det måske mest liderlige hiphopalbum nogensinde.
Der var dog ingen blandt publikum, der grinte af den midaldrende mand, som rappede sig igennem et respektindgydende katalog af klassikere og på vejen fik vist, hvem der står bag utallige udødeliggjorte samples såsom »change my pitch up, smack my bitch up«. Respekten fra også den yngre del af publikum var åbenlys.
Se flere opture og et par nedture på næste side.
Optur nr. 4: De gamle soul-drenge tændte festen
Mens nogle af rapperne kæmpede med at vinde interessen fra den del af publikum, der ikke kendte deres bagkatalog, forholdt det sig anderledes med festivalens alderspræsidenter. Lee Fields, Roy Ayers og medlemmerne af The Blackbyrds har alle for længst rundet 60, men diskede uden dikkedarer op med dansevenlige grooves.
Særligt Lee Fields and the Expressions var blandt festivalens absolutte højdepunkter. Som en fattigmands James Brown (dog uden Browns moves!) erobrede den relativt ukendte sanger øjeblikkeligt publikum med sin autentiske deep soul, og hans dybfølte skrig blev besvaret med jubelbrøl fra publikum. At dømme ud fra reaktionen kunne den del af programmet godt udvides yderligere næste år.
Optur nr. 5: Mobb Deep satte standarden for en fokuseret rapkoncert
Mobb Deep var castet i en rolle som hovednavn, deres status ikke helt kunne leve op til. De leverede dog en forbilledlig præstation med et fokuseret set, der undveg tarvelige klicheer såsom endeløse opfordringer til publikum om at råbe og pauser med tamme dj-tricks. I stedet stod den på et velbalanceret show, hvor deres benhårde bagkatalog kom til sin ret og der virkelig var fokus på rappen.
Der var for få blandt publikum, der kendte deres numre indgående, til at det kunne blive en fest på linje med Wu-Tang Clan for to år siden, men showet var et studie i en fokuseret rapkoncert.
Der er dog stadig plads til forbedring:
Der manglede et hovednavn
I 2013 og 2014 blev Vanguard lukket af fantasiske koncerter med henholdsvis Wu-Tang Clan og The Roots. Det var hovednavne, der på én gang var ikoniske repræsentanter for den guldalderhiphop, festivalen fokuserer på, men samtidig appellerede væsentligt bredere end de øvrige nichenavne. Det skabte en balance i programmet, der manglede i år. Selvom Mobb Deep sluttede programmet af med en af festivalens bedste koncerter, havde de ikke tyngden til at skabe en folkefest.
Der venter naturligvis Vanguard-arrangørerne noget af en udfordring, hvis de skal overtale The Fugees eller Outkast til en ny reunion – eller Jay Z til en smuttur til Søndermarken i privatjetten, men manglen på et hovednavn satte et eftertrykkeligt præg på årets festival og var givetvis også grunden til, at den ikke var så velbesøgt. Er det ikke noget med, at der er snak om en N.W.A-reunion-tour næste år?
Lidt mere luft i programmet, tak
For tredje år i træk var Vanguard hermetisk tæt pakket med en times spilletid til hver kunstner og ingen indlagte pauser. Arrangørerne skal have ros for rent faktisk at formå at få rapperne til at gå på til tiden i en genre, der er notorisk berygtet for forsinkelser, men de to dage føltes næsten som en sprint.
Sidste år måtte funklegenden George Clinton, der er berømt for sine maraton-groove-fester nøjes med en stærkt amputeret koncert på en lille times tid for at give plads til en besynderligt malplaceret Mew-koncert. I år fik D.I.T.C. trukket stikket, da uret rundede en time midt i deres bedste nummer og koncertklimaks ’Day One’, mens M.O.P. efterfølgende med nød og næppe fik lov til at spille ’Ante Up’ færdig. Lidt færre koncerter og dermed en smule mere luft og fleksibilitet i programmet næste år ville være en fordel for alle.