Sidste uge gav D’Angelo sit første tv-interview i over ti år. R’n’b-sangeren, der sidste år sammen med sin gruppe The Vangard gjorde comeback med det storroste album ’Black Messiah’, har ellers gjort en dyd ud af at holde sig ude af det offentlige søgelys. D’Angelo indvilligede dog ganske eksklusivt i at lade sig interviewe af den amerikanske talkshow-vært Tavis Smiley i hans show af samme navn. Det blev sendt over to aftener a 25 minutter.
Det er dog ikke samtlige 50 minutter af interviewet, der er lige interessant. Der bliver ganske rigtigt snakket om den kunstneriske proces bag ’Black Messiah’, hvad D’Angelo søger at udtrykke, hvilke forbilleder han har, og hvad det er, musik i det hele taget kan. Men D’Angelos baggrund i en religiøs familie fylder også en del, ligesom han og Tavis Smiley bruger tid på at diskutere den i danske kredse ukendte gospelsanger Walter Hawkins.
Samtalen bliver mere forudindtaget, tæt på tåkrummende, når den drejer sig ind på musikkens tilstand i dag: Moderne musikere prøver i dag ikke at definere sig selv ved at søge en unik lyd, men lyder nærmere udelukkende som hinanden, der bliver ikke skrevet gode tekster længere, melodierne er forsvundne (Tavis Smiley bruger ordet »ear pollution«), og hiphop var mere ægte dengang, rappere ikke gik så meget op i deres image. Samtidig siger D’Angelo, at han savner et politisk engagement i musikken taget USA’s igangværende racekonflikt i betragtning – hvilket er en legitim holdning, men når hiphop i disse tider er mere fokuseret på racepolitiske spændinger end set i mange år, må vi undre os over, hvor meget (eller hvor lidt) han følger med.
For at du ikke behøver se alle 50 minutter (det kan du dog nederst, hvis du virkelig gerne vil), har vi i stedet brudt interviewet ned i de seks vigtigste punkter.
1. D’Angelos falset udtrykker følsomhed
Som noget af det første spørger Tavis Smiley ind til, hvad det er, der gør D’Angelos falset særlig. Han svarer, at det er følsomheden: »There’s something to be said about a man who can be very masculine but still display that sensitive side«.
2. Curtis Mayfields rolle som tidlig protestsanger er ikke anerkendt nok
D’Angelo bliver spurgt ind til sine forbilleder og nævner blandt andre Prince, James Brown og Curtis Mayfield. D’Angelo understreger, at Mayfield skrev socialt og politisk engagerede protestsange på et tidligt tidspunkt, men at det ofte ikke fremhæves. Imidlertid er det som regel Bob Dylan, der går med æren som 60’ernes ledende og mest betydningsfulde protestsanger.
3. Imitation fører til kreativitet
I jagten på sin egen unikke stemme må man uundgåeligt starte med at imitere andre. D’Angelo havde Prince som sit første idol og fandt igennem den lilla prins en forbindelse til James Brown, Parliament og andre kunstnere, der inspirerede ham. »Don’t seek them but seek what they sought«, lyder D’Angelos guldkorn.
4. D’Angelo prædiker ikke på ’Black Messiah’: Han taler ikke ’til nogen’, men om et samlet ’os’
D’Angelo anerkender, at ’Black Messiah’ er hans mest socialt og politisk engagerede album indtil videre, men at han gør hvad han kan for at undgå at virke som en, der prædiker et budskab til sit publikum. Han vil ikke sættes på en piedestal eller tale fra den position. I stedet for at tale til nogen, vil han tale om problemerne ud fra et os.
5. D’Angelo følte sig som en mandlig stripper efter ’Untitled (How Does It Feel)’-videoen – men videoens effekt har været overvurderet
Presset efter at have optrådt nøgen i ’Voodoo’-singlens musikvideo kunne D’Angelo tydeligt mærke til koncerter, hvor kvinder skreg efter, at han skulle tage tøjet af. Selv om det aldrig har været målet for D’Angelos musik, så understreger han, at der offentligt er blevet gjort for stort et nummer ud af videoens negative effekt på hans karriere.
6. D’Angelos næste album kommer… om ikke så længe?
Tavis Smiley slutter interviewet af med at spørge, hvornår D’Angelo tror, hans næste udgivelse kommer ud. D’Angelo svarer ikke på spørgsmålet, men citerer i stedet Martin Luther King: »How long? Not long!«