Sufjan Stevens – intimiteten smuldrede i Falconer Salen

Kære Sufjan. Så mødes vi igen. Du rammer mig som ingen anden, må jeg indrømme. Du sidder i mig. Tager mig tilbage til gymnasieværelset i Åvænget 23 og ned i mine overambitiøse danskstile. Eller med til forfesterne og i den røde skjorte fra J. Lindeberg med de alt for store kraveflipper. Og til 40 minutter i rutebil nummer 970, på vej mod Odenses eneste udkantsgymnasium. 40 minutters fynske marker og grusgrave. Hver vej. Du er under huden på mig. I kødet. Dine sange tegner mig op. Tegner mit hidtidige liv op. En momentan sprittusch på teenageårenes udviskede blyantstreger. Din nyeste plade, ’Carrie & Lowell’, har ridset din musik i mig på ny og omvendt – mig i din musik. Nu er jeg bare 29 år og går i sorte t-shirts. Det er min måde at sige, at jeg forventede noget særligt af dig i går, Sufjan.

Aftenen var så smukt bundet ind. Du og dit band voksede ud af orangerøde lys på det disede anslag, ’Redford’ fra 2003’s ’Michigan’-album, en både sonisk og spirituel start. Og I slap os ud i Københavns slatne og efterårsmørke gader et par timer senere med ’Chicago’ fra – vel nok – dit epos, ’Illinois’, fra 2005.

Men du var jo på ’Carrie & Lowell’-tour, og vi fik derfor alle pladens sange at høre – sange som i deres albumversioner er 11 minimalt producerede, hudløse og nærmest gennemsigtige sange. På pladen stikker de dolke i hjertet og fordufter, mens det stadig gør ondt. Live i Falconer Salen var det oftest bare dig og en guitar, mens dine fire venner og bandmedlemmer roterede rundt på scenen, fra instrument til instrument, fra post til post, som om musikken sivede ud af jer og over i instrumenterne, uanset hvor I stod.

Du, Sufjan, virkede en anelse fjern. Jeg kunne ikke undgå at mærke den usikre følelse, jeg kan få til koncerter, når din falset i flere af sangene skulle strække sig helt derop, hvor luften bliver tynd. Det gjorde mig nervøs, at du ikke ramte den hver gang, som jeg havde regnet med. Det spolerede en del af vores intimitet.

I har været på tour et halvt år. 60 koncerter siden april. Måske var det bare derfor. Eller måske er ’Carrie & Lowell’ bare for intimt, ærligt og småt et album til at kunne blive oversat til live-lyd et sted som her. Ikke mindst når lydmanden spillede for lavt på de i forvejen næsten lydløse sange.

Jeg måtte derfor i stedet lade mig føre væk af dit orkester. På ’The Only Thing’ var du pakket ind i dit karakteristiske, beherskede instrumentmylder. Det gjorde dig bedre, bandt dig ind og trak dig op. Og der var heldigvis en del af disse mere komplekse orkesterøjeblikke, og de var imponerende i deres diversitet.

Nogle gange trak en pedal steel og de forskellige akustiske strengeinstrumenter en blød americana-døs ned over scenen. Derfra kunne I glidende gå over i en form for dubbet og kitchet slow-disco, som på ’All of Me Wants All of You’, for derfra at knurre og bide lidt af os i eksplosive momenter på en sang som ’Vesuvio’ fra det elektroniske ’The Age of Adz’, hvis sange gjorde sig godt. Mest bemærkelsesværdige var de 10-15 minutter af ’Blue Bucket of Gold’, hvor afgrundsdybe ambientflader og støjende improvisation som en flodbølge skyllede mig væk. Alle disse større momenter løftede mig, men også dig, Sufjan.

På de ’gamle’ ekstranumre som ’Chicago’ og ’John Wayne Gacy, Jr.’ flød falsetten og melodierne anderledes naturligt, ikke mindst takket være dit bands smukke harmonier. Det bekræftede mig i, at den sikkerhed og det nærvær jeg kendte, men som du og dit nyeste album aldrig kunne levere foran os 2.000 lyttere, stadig eksisterer.

Læs anmeldelse: Sufjan Stevens ‘Carrie & Lowell’