ÅRHUNDREDETS MEST BANEBRYDENDE. Det siges, at der på én dag i den digitale æra bliver udgivet mere musik, end der gjorde på et helt år, dengang musik først skulle foreviges på et fysisk medie. Blinker man, er man gået glip af en verden af nye udgivelser, kunstnere, ja, hele genrer.
I så hektisk og omskifteligt et musiklandskab kan man let miste overblikket, og det kan være gavnligt at træde et skridt tilbage og kaste et blik på de album, der for alvor har sat et uudsletteligt aftryk. De album, der står tilbage som singulære begivenheder, og de album, som har trukket en streg i sandet og defineret et før og et efter.
De seneste uger har vi zoomet ind på de 50 mest banebrydende album i den første del af det 21. århundrede, og her bringer vi den fulde liste.
Listen er dermed ikke en rangering af de seneste 25 års bedste album, men af de album, der på forskellig vis repræsenterer et nybrud.
Det kan dreje sig om musikalske nybrud – album, der starter nye genrer eller redefinerer gamle – men det kan i lige så høj dreje sig om album, der på den ene eller den anden måde afspejler ændringer i tidsånden, gentænker albummet som popkulturel begivenhed eller baner vejen for musikkulturer, der tidligere har befundet sig langt væk fra mainstreamen.
I et musiklandskab, hvor fælles referencerammer er erstattet af atomiserede mikrofællesskaber, er det mere interessant end nogensinde at kaste et blik på den musik, der definerer samtiden.
Samme fragmentering betyder dog også, at 50 album mildest talt ikke er meget, og det har krævet en lang række fravalg at sammensætte listen. I virkeligheden kunne den snildt have været mindst fire gange så lang.
Eksempelvis er ikoniske kunstnere som Björk, Outkast, PJ Harvey, Fiona Apple, Beck, Portishead, A Tribe Called Quest, Nick Cave & The Bad Seeds og Sigur Rós blevet fravalgt. Ikke fordi de ikke hver især står bag vægtige udgivelser i det 21. århundrede, men fordi deres mest banebrydende og indflydelsesrige album trods alt udkom i 90’erne.
Desuden har vi langt hen ad valgt at indsnævre listen til de genrer, som historisk set har været vores fokus her på Soundvenue – pop, rock, r’n’b, hiphop og de former for singer/songwriter- og elektronisk musik, der kan siges at høre under den amorfe betegnelse »populærmusik«.
Det betyder, at genrer som jazz, metal og visse typer eksperimental er valgt fra. Også selvom der er masser af eksempler på, at genremæssigt perifere artister har haft betydelig indflydelse på populærmusikken, hvad enten vi snakker Kamasi Washington, Deafheaven eller Grouper.
Til sidst har vi valgt at begrænse os til ét album per kunstner, selvom definerende navne som Kendrick Lamar, Kanye West og Lana Del Rey har flere album bag sig, der på forskellig vis kan siges at være banebrydende.
Fortørnes man over fraværet af danske udgivelser, er der ingen grund til panik. En liste over de seneste 25 års mest banebrydende danske album er lige på trapperne. Inden da gælder det dog listen over de 50 mest banebrydende internationale album, som er samlet herunder.
50. Billie Eilish ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’ (2019)
Fra nærmest det øjeblik, Billie Eilish brød igennem som 13-årig med den underspillede debutsingle ’Ocean Eyes’, stod det klart, at en ny æra havde fået sit første musikikon.
Det indtryk blev slået fast med Eilishs debutalbum, der gav musikalsk form til en skrøbelighed og en eksistentiel grundangst, som gav genklang hos en hel generation. Det gør sig gældende på det lyriske plan – der findes få stærkere udsagn om den mentale sundhedskrise end sange som ’Xanny’ og ’When the Party’s Over’ – men også på det musikalske.
‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’s sansemættede, taktile minimalisme er blevet det emblematiske soundtrack til den ensomhed, der udspiller sig på teenageværelset, hvor iPhone-skærmen på én gang er et vindue ud i verden og en fængslende barriere.
Indspillet i barndomshjemmet og produceret af Eilishs strorebror, Finneas, er det desuden et idyllisk, håbefuldt billede på, hvordan fremtidens popstjerne måske kommer til at arbejde: Langt væk fra professionelle studier, hvor pladeselskaber kan kontrollere slagets gang.
Der findes et utal af aspiranter med et midi-keyboard og en Shure-mikrofon, der prøver at genskabe magien. Hendes hviskende, ASMR-agtige stemme går igen hos navne som Gracie Abrams, Lizzy McAlpine, Rachel Grae og Tate McRae, hvis debutsingle blev skrevet i samarbejde med Eilish.
Så meget desto mere bemærkelsesværdigt er det, at der alligevel ikke er nogen, der egentlig formår at efterligne hendes lyd. Rasmus Weirup
49. Dizzee Rascal ‘Boy in da Corner’ (2003)
I år har UK-rappere som Stormzy og Skepta indtaget danske festivaler som utvetydige headlinere. Men det stod på ingen måde skrevet, at engelsk hiphop ville nå dertil. Det krævede, at scenen i start-00’erne genopfandt sig selv som et helt andet væsen end amerikansk hiphop.
Løsningen hed grime. Dengang 18-årige Dizzee Rascal var ikke den første til at erstatte amerikanske hiphopproduktioner med pumpende, UK garage- og jungle-inspirerede klubbeats, men han var tidligt på den: Debutalbummet ’Boy in da Corner’ var et af de tre-fire første grime-album nogensinde.
Men sammenlignet med andre tidlige værker vidner ‘Boy in da Corner’ om en spændvidde, man ikke troede var mulig i undergrundsdagene. Albummet blev udgivet på det store britiske indie-selskab XL, og grime fik ikke blot sin første store udgivelse, men også sin første stjerne.
Rascal fik udbredt Østlondons undergrund til hele verden, så det blev til lyden af UK-rap, og i de efterfølgende årtier blev grime globalt.
Drake flirtede med genren på ’More Life’, og da danske B.O.C i sin tid brød igennem, var det som et grime-crew. Alt sammen kan spores tilbage til ’Boy in da Corner’. Kjartan F. Stolberg
48. Crystal Castles ‘Crystal Castles’ (2008)
Crystal Castles’ debutalbum er både en afslutning og en begyndelse.
På mange måder er det kulminationen på en hel æra af kontrært iørefaldende og demonstrativt punket electroclash – Miss Kittin & The Hackers stiliserede kulde, Uffies apatiske partygirl-æstetik, Le Tigres riot grrrl-minimalisme, Goldfrapps blide, men ildevarslende synths – som i 00’erne blev hyldet på enhver musikblog med respekt for sig selv.
Og samtidig føles albummet som begyndelsen på alt det, der netop skulle til at ske, da det udkom i 2008. Med sine kantede rytmer, hylende synthesizere, forrevne samples og mildest talt uforsonlige vokalpræstationer fra Alice Glass indvarslede albummet en bølge af okkult klubmusik i form af witch house-projekter som Salem, White House og sidenhen Sematary.
Den ekstremistiske popsensibilitet peger frem mod hyperpop-pionererne i PC Music, når de er i deres allermest kradsbørstige hjørne (GFOTY’s ’Poison’ kunne være en Crystal Castles-sang). Det er også svært at lytte til Detroit-duoen Snow Strippers eller de russiske protestpunkere i Pussy Riot uden at tænke, at de har hentet store dele af deres musikalske aggressivitet her.
Netop nu spøger den canadiske duo hos en ny generation af pop-excentrikere som Eartheater, Yeule og Alice Longyu Gao, der ligesom Crystal Castles forener fremadsynede produktioner med en aura af noget fordækt, der bliver manet frem fra underverdenen. Rasmus Weirup
47. Lil Nas X ‘Montero’ (2021)
Hvordan følger man op på et gigahit som ’Old Town Road’? Ved at lave det mest eksplicit queer album, hitlisterne har set. Man genopliver the satanic panic og giver satan en lapdance i titelsangens musikvideo, så kulturkonservative kommentatorer får kaffen galt i halsen.
Vi havde selvfølgelig haft queer musikere på hitlisterne før, men selv Lady Gagas ’Born This Way’ og George Michaels ’Freedom! ’90’ fremstår nærmest tvetydige ved siden af ’Montero’.
Det var repræsentation uden den mindste nedtoning for at ramme bredere, og alligevel hittede ’Montero’ stort. For i en æra, hvor ’RuPaul’s Drag Race’ var blevet allemandseje, og hvor ’Moonlight’ havde vundet Oscar’en for bedste film, var Lil Nas X’ kompromisløse skildring af livet som ung, sort, homoseksuel mand noget, verden rent faktisk var klar til.
I momentet var det dog afgjort et sats. Ingen vidste, om verden var klar til at se cowboy-cosplayeren være liderlig – eller emotionelt sårbar for den sags skyld, som Lil Nas X var med sange som ’That’s What I Want’, ’One of Me’ og ’Sun Goes Down’. Kjartan F. Stolberg
46. Bon Iver ‘For Emma, Forever Ago’ (2007)
Findes der et mere mytologiseret album fra det 21. århundrede? En mere ikonisk fortælling end den om Justin Vernon, der slog op med sin kæreste, forlod sit band og isolerede sig i farens afsidesliggende skovhytte?
Baggrundshistorien for ‘For Emma, Forever Ago’ hører til blandt klassikere som det tredobbelte kærlighedsdrama, der udspillede sig under skabelsen af Fleetwood Macs ‘Rumours’, eller den strenge diæt af kokain, peberfrugter og mælk, der efter sigende var alt, David Bowie indtog, da han indspillede ‘Station to Station’, selvom han af gode grunde kun huskede glimt.
Den fortælling har sat sine spor – spørg bare Justin Timberlake, der i 2018 selv tog på selvrealiserende skovtur – men det er ikke det eneste, der gør Bon Ivers debutalbum fortjent til en plads på denne liste.
De ni sange er ikke bare smukke, men også smerteligt intime i en grad, der havde været en milepæl, selv hvis ‘Skinny Love’ aldrig var blevet et surprise-hit. Indflydelsen mærkes ikke kun hos åndsfæller som Dijon og Novo Amor, men også hos stjerner som Zach Bryan, der har kaldt Vernon selve grunden til, at han begyndte at »spille musik, der betyder noget«.
Selv Kanye West var duperet, og gennem samarbejder med både ham og i nyere tid også Taylor Swift har Vernon sat sit præg på nogle af århundredets absolut største musikudgivelser, ligesom Bon Ivers senere album synes at have inspireret en overflod af vocoder-tung a capella.
Men det startede her. Alene i skovhytten med et knust hjerte og en akustisk guitar. Nogle gange er det alt, man behøver. Malthe Hjort
45. BTS ‘Love Yourself: Tear’ (2018)
Da ’Love Yourself: Tear’ i maj 2018 strøg direkte ind på Billboard 200’s førsteplads, var det ikke blot det første koreanske album til at indtage den placering, men også det første ikke-engelsksprogede album siden 2006, hvor vokalkvartetten Il Divo undtagelsesvist toppede den amerikanske hitliste med den klassiske musiks svar på dåseflødeskum.
Dermed markerede ‘Love Yourself: Tear’ ikke blot det øjeblik, hvor den koreanske pop blev umulig at ignorere som en kulturel magtfaktor. Det indvarslede også en æra, hvor amerikansk musik for alvor blev udfordret af globale genrer som K-pop, reggaeton og afrobeats.
Som brud på USA’s popkulturelle hegemoni overgår K-poppen 90’ernes såkaldte latin craze og tåler sammenligning med 60’ernes britiske invasion. Det er ikke for ingenting, at BBC har kaldt BTS det 21. århundredes svar på The Beatles. Siden BTS banede vejen, har et utal af album af grupper som Blackpink, New Jeans og Stray Kids toppet samme hitliste.
I et musiklandskab, hvor popstjerner i stadig højere grad forventes at levere selvudleverende tekster og nytænkende produktioner, og hvor melodier ofte nedprioriteres til fordel for vibes, har K-poppen nærmest taget monopol på det klassiske pophåndværk, hvor omkvædet er gud.
Det er sjældent, at man i dag hører så åndeløst indsmigrende ballader og så uforbeholdent euforiske opbygninger, som man gør her.
Mest sigende er det måske, at da Selena Gomez sidste år udgav den sukkersøde, disco-klingende popsang ’Love On’, kunne vi ikke finde en mere rammende beskrivelse, end at den lød som K-pop. Rasmus Weirup
44. Skrillex ‘Scary Monsters and Nice Sprites’ (2010)
Skrillex forargede, da han kom frem.
Ikke blot i rockistiske kredse, hvor hans elektroniske kaos blev set som et frontalangreb på melodibårne, akkordbaserede sangskrivningstraditioner, men også blandt fans af netop den afart af elektronisk musik, han ellers på papiret skrev sig ind i, nemlig dubsteppen.
Den ellers så cool og dunkle engelske klubmusik blev pludselig indtaget af en amerikaner fra et emoband, der primært havde forelsket sig i de specifikke afkroge af genren, der opfordrede klubben til at gå moshpit-amok. Disse aggressioner skruede han op på 11, samtidig med at han fyldte sangene med pophooks. Det var en fornærmelse mod genren!
Og det blev kun værre, da Skrillex blev mainstream i en grad, genren aldrig havde været, og folk over en bred kam associerede dubstep med ham og ikke pionerer som Burial og Skream.
Takket være ‘Scary Monsters and Nice Sprites’ fandt wubwubs vej til hitlisterne, og alle fra Pitbull (’Back in Time’) og Muse (’Dig Down’) til Taylor Swift (’I Knew You Were Trouble’) og Madonna (’I Don’t Give A’) prøvede dubstep af som et fastelavnskostume – før internetkunstnere genoplivede den med queer og kitschet kærlighed. Kjartan F. Stolberg
43. David Bowie ‘Blackstar’ (2016)
Vi kan allerede nu afsløre, at David Bowie er denne listes alderspræsident, og det er ikke engang tæt på.
Som forklaret ovenfor er en lang række koryfæer blevet sorteret fra, selvom mange af dem den dag i dag stadig skubber grænser, simpelthen fordi deres mest banebrydende album udkom før årtusindeskiftet.
Det gælder selvfølgelig også Bowie, rockens notoriske kamæleon, og det ville være vanvittigt at påstå, at ‘Blackstar’ rent musikalsk har sat større aftryk på landskabet end eksempelvis Berlin-trilogien eller ‘The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars’.
Men det er ikke så meget musikken, der gør Bowies svanesang til et af århundredets mest skelsættende album, selvom dets eklektiske sammensurium af kunstrock og avantgarde-jazz med inspiration fra blandt andre Kendrick Lamar og Death Grips i sig selv er værd at fejre.
Det handler mere om timingen. ‘Blackstar’ udkom 8. januar 2016, Bowies 69-års fødselsdag. To dage senere var han væk.
At offentligheden ikke kendte til hans kræftdiagnose gjorde kun chokket større. Som Bowies mangeårige producer Tony Visconti efterfølgende forklarede, var ‘Blackstar’ tænkt som en afskedsgave til fansene, og på den måde minder albummet en hel del om samme års ‘You Want It Darker’, der udkom 17 dage inden Leonard Cohens død.
Med ‘Blackstar’ fik Bowie lov at sætte sit eget perfekte punktum, men det stikker dybere end det. Han formåede at gøre sin død til kunst. »Look up here, I’m in heaven / I’ve got scars that can’t be seen«, lyder det på ‘Lazarus’, næsten som fra det hinsides. Malthe Hjort
42. Lady Gaga ‘The Fame Monster’ (2009)
Der er en hel genre af memes, der flittigt bliver delt på internettet, hvor billeder af popstjerner som Rihanna, Beyoncé, Christina Aguilera og Katy Perry taget før og efter Lady Gagas gennembrud sættes over for hinanden.
Før ligner de så at sige helt normale mennesker. Efter groteske, cyborg-agtige kreaturer med neon-hår, makeup så kraftig, at det nærmer sig masker, og couture-kreationer, der er mere skulpturer end tøj.
På det, der føltes som et splitsekund, formåede den selvbetegnede Mother Monster at redefinere selve idéen om en popstjerne. En popstjerne kunne være gudinde, uhyre, maskine, vildt dyr. Men menneske? Næppe.
’The Fame Monster’ er med sine otte sange – all killer, no filler – den reneste destillation af en æra, hvor intet kunne blive stort nok.
Det gælder æstetikken såvel som de mastodontiske sange, de manierede vokaler og de hektiske produktioner, der hamrer gennem øregangene som spidse stilethæle. ’Alejandro’ er en widescreen filmoplevelse i sangform, ’Bad Romance’ en kærlighedserklæring til vanviddet.
De efterfølgende års store popudgivelser – Katy Perrys ’Teenage Dream’, Rihannas ’Loud’, Britney Spears’ ’Femme Fatale’ – står alle på skuldrene af Lady Gagas farvestrålende, larmende kaos. Det samme gør excentriske venstresving som Christina Aguileras frenetiske sci-fi-eksperiment ’Bionic’.
Og i dag, når kunstnere som Chappell Roan og Charli XCX med konceptuelle ambitioner og teatralsk storhedsvanvid ophøjer popstjernerollen til et performanceværk, er det stadig Lady Gaga, der spøger. Rasmus Weirup
41. Missy Eliott ‘Miss E… So Addictive’ (2001)
Alene ’Get Ur Freak On’ gør ’Miss E… So Addictive’ til en kandidat til denne liste med et eksperimenterende beat, der inkorporerer indisk bhangra-musik, alt imens Missy Eliott fra tid til anden totalt afbryder sangens momentum med pludselige udbrud og uvarslede pauser.
Det lyder som opskriften på et outreret stykke undergrundshiphop, der aldrig ville nærme sig hitlisterne, men det endte som en af de absolut mest populære sange i Missy Elliotts karriere.
I slut-90’erne havde hun allerede etableret sig som et af sin generations største talenter, blandt andet fordi hun havde Timbaland ved sin side.
Fra og med ’Miss E…’ var hun dog også selv med i producerstolen, og det resulterede i beats, der lød som om, de kom fra en fremmed planet. Parret skubbede hinanden mod nye horisonter, og de udfordrede samtidig radiomusikken til som helhed at blive mere vovet.
Men albummet skubbede også til kønsnormerne i en æra, hvor det at være en populær kvindelig rapper i sig selv var normbrydende. Et nummer som ’One Minute Man’ prikker kærligt til orgasmekløften, mens ’Lick Shots’ besidder seksuel assertion i en sådan grad, at man kan trække en direkte linje til ’WAP’ to årtier senere. Kjartan F. Stolberg
40. PinkPantheress ‘To Hell with It’ (2021)
»Jeg laver ikke musik for at optræde«, udtalte PinkPantheress tidligere i år, da hun blev konfronteret med kritikken af hendes manglende evner som liveperformer. En kritik, som hun i øvrigt synes er helt fair.
Det indkapsler ret præcist, hvilken stjerne der blev født med ‘To Hell with It’. PinkPantheress repræsenterer en ny tids popmusiker, der ikke er interesseret i at spille store koncerter, selvom hun er et af Storbritanniens hotteste navne, og som efter eget udsagn ikke lytter til album, men bare sange. Som hvis det står til hende ikke skal vare længere end to minutter.
Således også på hendes første mixtape, der når igennem 10 ultrakorte popsange på bare 18 minutter, og som i sin nostalgiske blanding af klassisk UK-klubmusik og årtier gamle samples (drum’n’bass-standarden ’Circles’ på ‘Break It Off’, Crystal Waters på ‘I Must Apologize’) syntes at passe perfekt til tidens besættelse af alt, der havde med Y2K at gøre.
PinkPantheress var ikke den første musiker til at bryde igennem på TikTok – hun har selv forklaret, at hun lod sig inspirere af Lil Nas X’ virale succes med ‘Old Town Road’ – men hun er på mange måder den, der bedst indkapsler den nye virkelighed, TikTok har skabt.
En virkelighed, hvor en sekundlang snippet kan lande dig en pladekontrakt, og hvor store popstjerner ikke behøver at være store liveperformere, så længe de er i sync med tidsånden. Malthe Hjort
39. Kid Cudi ‘Man on the Moon: The End of Day’ (2009)
Selvfølgelig havde rappere problemer i 00’erne. Jay-Z havde 99. Men det var sjældent noget, der ikke kunne løses med nævenyttig attitude.
Men hvad nu hvis – spurgte Kid Cudi med sit debutalbum – disse problemer rent faktisk sætter et varigt aftryk på rappernes mentale helbred? »I’ve got some issues that nobody can see / And all of these emotions are pouring out of me«, som han synger på ’Soundtrack 2 My Life’.
Uden at vide det gjorde Kid Cudi sig til galionsfigur for en af 2010’ernes vigtigste opblomstringer i genren, nemlig emorappen, der med skikkelser som Juice WRLD, Lil Peep og XXXTentacion viste dimensioner af hiphoppen, som alt for sjældent havde været belyst inden da.
Musikken behøver dog ikke at være deprimerende for at rumme spor af ‘Man on the Moon: The End of Day’.
Også kunstnere som Travis Scott, Lil Yachty og endda Logic har udtalt, hvordan de har ladet sig inspirere af albummet, hvad end det er de spacede sci-fi-produktioner eller tekstuniverset. Kjartan F. Stolberg
38. Mount Eerie ‘A Crow Looked at Me’ (2017)
Phil Elverum er en institution i indieverdenen, og det oplagte valg til denne liste havde nok været den kalejdoskopiske lo-fi-rock på ‘The Glow Pt. 2’ af hans andet projekt The Microphones.
Men hvad ‘A Crow Looked at Me’ mangler i musikalsk nytænkning, gør albummet mere end op for i sit øjebliksbillede af sorgen.
I 2016 mistede Elverum sin hustru, den canadiske tegner Geneviève Castrée, blot et år efter at hun havde født deres første barn. Det her var hans måde at håndtere det på: 11 minimalistiske sange om at tage afsked med den vigtigste person i ens liv, skrevet og indspillet over seks uger i værelset, hun døde i.
Elverum er notorisk kendt for sin stream of consciousness-sangskrivning, og på ‘A Crow Looked at Me’ er resultatet næsten ubærligt.
»You died though / So I came here alone / With our baby and the dust of your bones«, lyder det smerteligt konkret på ‘Seaweed’. På ‘Real Death’ synger han om at få leveret en skoletaske, kræftsyge Castrée havde bestilt vel vidende, at hun aldrig ville se datteren tage den i brug.
På mange måder skriver ‘A Crow Looked at Me’ sig ind i en hel række af sorgbearbejdende album fra det forgange årti, der også tæller Sufjan Stevens’ ‘Carrie & Lowell’ og Nick Caves ‘Skeleton Tree’ og ‘Ghosteen’. Men ingen er nogensinde gået så meget i detaljer. Malthe Hjort
37. The Knife ‘Deep Cuts’ (2003)
Den svenske søskendeduo The Knife udmærker sig på mange måder, men vigtigst af alt forstår de at skrive en banger.
På trods sin titel gemmer ’Deep Cuts’ på et utal af dem. ’Heartbeats’, ’Pass This On’, ’Listen Now’ og ’Got 2 Let U’ er måske nok dystre, isnende og tilsyneladende forheksede sange, men bangers er de indiskutabelt.
Der er noget helt unikt ved duoens evne til at holde fast i den skarptskårne popform uden at gå på kompromis med Karin Dreijers vokalstil – der i sin dukkeagtige nasalitet konstant befinder sig på den snævre linje mellem det skræmmende og det fjollede – eller Olof Dreijers minimalisme, hvor synthesizerne er så upolerede, at man næsten ikke kan tale om produktion.
Det er svært at forestille sig, at iskolde elektrohits som Lykke Lis ’I Follow Rivers’ og Santigolds ’Disparate Youth’ kunne have fundet vej til dansegulvet, hvis ikke ’Heartbeats’ havde banet vejen. Og selvom Robyns ’Body Talk’ indeholder væsentligt mere sødme, peger albummets pulserende lyd alligevel tilbage på The Knifes distinkte synth-minimalisme.
I dag bliver den danske undergrundsscene ofte fremhævet for sin særlige coolness. En chik aura, som – hvor smertefuldt det end er at indrømme – nok langt hen ad vejen kan føres tilbage til vores svenske naboer.
I hvert fald er det svært at lytte til First Hate, Soho Rezanejad, Evil House Party, Varnrable, Lust for Youth eller tidlig Smerz uden at høre et konstant ekko af The Knife. Rasmus Weirup
36. Future ‘Monster’ (2014)
Der har altid været spændinger mellem hiphoppens unge hitmagere og de mere traditionelle bars-rappere. Men det nåede bristepunktet i 2010’erne, hvor mumble-rap blev traditionalisternes foretrukne skældsord.
Mumleren over dem alle var Future, der siden 2011 havde vakt opsigt for sin autotunede vokal, der ikke altid er lige let at dechifrere. På tidlige udgivelser forsøgte han at forene sin unikke rapstil med samtidens hiphoptrends, og det kulminerede i 2014 med det mainstream-polerede gennembrudsforsøg ’Honest’, der aldrig blev det hit, han havde håbet på.
Et halvt år senere fulgte han imidlertid op med mixtapet ’Monster’, der kiggede den modsatte vej. Det placerede ham i det dunkle, druggy stripklubmiljø, omgivet af tunge, tågede trap-produktioner.
Futures kølige mumlen gjorde ham til en hensynsløs, hårdkogt gangster, der aldrig lyder, som om han nyder sin tilværelse, uanset hvor mange penge han tjener. Denne udgave af Future er stadig ham, der hitter i dag – og ham, der genererede et hav af imitatorer.
Så mange, at én af dem endda toppede hitlisterne før Future selv. Så mange, at mumble-rap ikke længere er en fornærmelse, men med tiden blev et begreb, fans tog til sig. Kjartan F. Stolberg
35. Lily Allen ‘Alright, Still’ (2006)
Det er vildt at tænke på i dag, hvor det sker nærmest konstant, men der var engang, hvor det at bryde igennem på sociale medier var både nyt og eksotisk. Blandt de første, der vekslede følgere til hitlisteplaceringer, var Lily Allen, der hurtigt fik tilnavnet »dronningen af Myspace«.
Selv uden den fremadsynede sans for publicity havde ’Alright, Still’ fortjent en plads på listen. Med Allens persona som den skarpeste hjerne i klubkøen – væbnet med kulsort humor og hang til fyrige, verbale takedowns – satte det en ny standard for, hvor ærlig en popsang kan være.
Leveringen af »Oh my gosh, you must be joking me / If you think that you’ll be poking me« er med sine åbenlyst himmelvendte øjne en af 00’ernes bedste punchlines. Og ’Not Big’, hvor en stakkels ekskæreste får igen med sprogets groveste fil som straf for sin seksuelle uformåenhed, er stadig bemærkelsesværdig i sin brutale direkthed.
Der går en lige linje fra Lily Allens sylespidse kynisme til Sabrina Carpenters sarkastiske nedsabling af prætentiøse mandebørn. Og før vi havde Charli XCX’s rave-poppede ’Brat’, havde vi ’Friday Night’, der er et knivskarpt portræt af klubkulturen i 00’ernes London.
Herhjemme spøger Lily Allen især hos en kunstner som Sys Bjerre i den spinkle vokalstil, den feriepoppede lyd og den nådesløse pen. Men indflydelsen mærkes også hos en ny generation, der er vokset op med Allens talesprogsstil, skarpe humor og totale ærlighed. Rasmus Weirup
34. Burial ‘Untrue’ (2007)
Det er efterhånden en floskel at skrive, at en given kunstner er »lyden af fremtiden«. Musikjournalister har ikke adgang til spåkugler.
Men da Burial forvandlede klubbens pumpende UK garage – og den dengang stadig helt nye genre dubstep – til en mystisk, melankolsk lytteoplevelse, der i højere grad var lavet til hovedtelefonerne end til dansegulvene, var der ikke et bedre ord at bruge end future garage.
Det er på papiret ikke langt fra, hvordan Aphex Twin og Boards of Canada i 90’erne transformerede techno og downtempo til albumværker, men selv med de forlæg var ’Untrue’ opsigtsvækkende. 18 år efter er det stadig guldstandarden for, hvor effektivt klubmusik kan omsættes til et album.
Burial bruger UK garagens byggeklodser til at fremkalde de mest ubehagelige følelser. De dunkle dubstep-klange var forlægget, da James Blake blev en verdensstjerne, og ‘Untrue’ har bidraget med meget af det musikalske ordforråd til The xx’ regnvejrsindhyllede electropop.
’Untrue’ er i det hele taget umulig at ignorere, når man snakker elektroniske album, der skeler til det alternative. Kjartan F. Stolberg
33. Rosalía ‘El Mal Querer’ (2018)
Der findes måske ikke et album, der inkarnerer vores globaliserede tidsalder i al sin kompleksitet i lige så høj grad som catalanske Rosalías eksperimenterende og konceptuelle flamencopop-værk ’El Mal Querer’.
Fra udgivelsesdagen var det genstand for ophedet debat. Mens nogle så albummet som blandt de ypperste eksempler på det store kunstneriske potentiale, der ligger i ophævelsen af musikalske grænser, var der mindst lige så mange, der var forargede over dets leg med kulturelle koder.
Kombinationen af latinamerikansk urbano-musik og flamenco – en genre med dybe rødder hos andalusiske romaer – resulterede i beskyldninger om appropriation fra begge sider. Især flamenco-puritanere rynkede på næsen over den fandenivoldske leg med flere hundrede års kulturhistorie.
Det ændrer dog ikke på, at Rosalía nærmest egenhændigt fik poplyttere verden over til at interessere sig for spanske folkemusiktraditioner, tyrefægtning, katolsk middelalderikonografi og alle de andre ting, der på ’El Mal Querer’ får sig en tur i Rosalías smeltedigel.
Siden ’El Mal Querer’ har kunstnere som C. Tangana og María José Llergo videreført Rosalías genrebrydende tilgang til flamenco, ligesom utallige andre kunstnere har bragt hver deres regionale musiktraditioner til store internationale publikummer.
Det gælder palæstinensiske Saint Levant, japanske Ichiko Aoba og pakistanske Arooj Aftab. Og det gælder en gigastjerne som Bad Bunny, der på sit seneste album, ’Debí Tirar Más Fotos’, har udvidet sin reggaeton-palet med distinkte elementer af folkemusik.
Alligevel står ’El Mal Querer’ tilbage som et af de særlige øjeblikke, hvor populærmusikkens horisonter med ét udvider sig. Rasmus Weirup
32. Lil Wayne ‘Tha Carter III’ (2008)
Andre rappere indgik rivaliseringer om, hvem der havde de vildeste rim, de mest kreative ordspil og de bedste evner som historiefortæller. Det spil var Lil Wayne ikke det mindste interesseret i at være en del af – i hvert fald ikke med mindre, han kunne ændre reglerne.
I 2005 erklærede Wayne, at han var the best rapper alive, og da vi tre år senere fik ’Tha Carter III’, var man nødt til at tage det alvorligt. For med det album var han i hvert fald lykkedes med at blive verdens største rapper.
De komplicerede ordspil er i Waynes univers erstattet med non-sequiturs, hvor man tænker »sagde han lige det?«, mens han gnægger som en goblin. Desuden er albummet spækket med produktioner, der var på forkant med morgendagens trends – som megahittet ’A Milli’, der trak på trapgenren, som de efterfølgende år skulle blive hiphoppens dominerende lyd.
Wayne vendte reglerne for at være en god rapper på hovedet, og et årti senere var han mange rapperes yndlingsrapper. Kjartan F. Stolberg
31. Brandy ‘Full Moon’ (2002)
»Man burde virkelig kende til Brandys deepcuts, før man giver en karakter til en r’n’b-kunstner«, skrev Solange på Twitter tilbage i 2013 som respons til en anmelderstand, der efter hendes overbevisning ikke behandlede r’n’b-genren med den nødvendige respekt.
De omtalte deepcuts var en reference til Brandys ’Full Moon’, som godt nok ikke kastede hits af sig, der kan måle sig med den uundgåelige ’The Boy Is Mine’, men som siden albummet udkom i 2002 – til middelmådige anmeldelser og moderat succes – har defineret r’n’b-genren.
Når Brandy har fået kælenavnet ‘The Vocal Bible’, skyldes det først og fremmest vokalarbejdet på ’Full Moon’, der på én gang hører til blandt det mest avancerede og mest delikate i genrens historie. ‘Full Moon’ er lyden af en kunstner i fuldkommen kontrol over sit instrument – små nuancer i intonation, tekstur og klangfarve udnyttes med enorm effekt.
Måden hun subtilt stabler lag efter lag af silkebløde vokalspor og skaber et nærmest kalejdoskopisk udtryk af indsmigrende harmonier har dannet skole. Kunstnere som Rihanna, Jazmine Sullivan, Jhené Aiko, Kehlani, SZA, Jorja Smith, Kelela og Ariana Grande har alle peget på hende som et referencepunkt, når de selv arbejder med vokalarrangementer.
»Jeg lærte at synge med fart og smidighed ved at lytte til Brandy. Hun formede virkelig, hvordan jeg bruger min stemme, uanset om det handler om harmonier, farver eller teksturer«, har Kehlani eksempelvis udtalt. »Bare sæt ‘Full Moon’ på«. Rasmus Weirup
30. Britney Spears ‘Blackout’ (2007)
Inden ’Blackout’ gennemgik Britney Spears et mentalt sammenbrud og en skilsmisse, mistede forældremyndigheden over sine børn og blev udskammet for sin krop i medier verden over.
Perioden opsummeres måske bedst af det hårrejsende billede, hvor en gravid, grædende Britney gemmer sig for paparazzi, mens hun holder om sit lille barn. »If Britney can make it through 2007, I can make it through today«, lyder et nedladende, om end velmenende meme, der fås på t-shirts, kopper og små platter, man kan hænge på væggen som påmindelse.
At Britney Spears »kom igennem« 2007 – der blandt andet førte til et 13 år langt værgemål, et traume, hun bearbejder i dag – er en sandhed med modifikationer. Men ’Blackout’ fik det til at se sådan ud. ’Blackout’ er på én gang en dokumentation af en popstjerne, der krakelerer i fuld offentlighed, og en magtdemonstration i at tage kontrol over sit egen narrativ.
Sange som ’Gimme More’, ’Piece of Me’, ’Freakshow’ og ’Get Naked’ indkapsler berømmelsens ekstase, perversion og isnende uhygge med en overvældende detaljegrad. Både i teksterne og i den kolde, metalliske produktion, der med sin kakofoniske brug af klikkende kameraer, djævelsk latter, latex-agtig kunstighed og manipulerede vokaler stadig lyder mystisk.
Albummet sammenlignes ofte med hyperpop-pionererne i PC Music, men med sin forvrængede produktion og sit traumatiske indhold foregriber det i lige så høj grad et album som Kanye Wests ’Yeezus’, der ligesom ‘Blackout’ er et af vores vigtigste kunstværker om berømmelsens pris. Rasmus Weirup
29. Madvillain ‘Madvillainy’ (2004)
Superduoen Madvillain udgav kun ét album, før de to medlemmer – producer-virtuosen Madlib og tegneserieskurke-rapperen MF Doom – atter fokuserede på egne projekter. Men det ene album, de nåede at lave sammen, blev en af hiphophistoriens største klassikere.
Lad os lige zoome ud og se, hvad det er for et album, der fik al denne succes.
Et album, hvor halvdelen af sangene varer under to minutter, og hvor der sjældent er noget, der minder om et omkvæd. Hvor gæsterapperne oftest bare er aliasser for Madlib og Doom, og hvor produktionerne er choppy og fyldt med excentriciteter i både sample-kilder og rytmer.
Alligevel blev albummet en klassiker. MF Dooms skæve rapstil og Madlibs umage produktioner matchede hinanden så godt, at resultatet blev yderst appetitligt. Den svære kunst har eksempelvis Jpegmafia, Billy Woods, Mike, Ka og Earl Sweatshirt i nyere tid gjort dem efter.
‘Madvillainy’ tog nørdrappen – en disciplin, som The Pharcyde, De La Soul, GZA og Deltron 3030 allerede havde etableret – og brugte den til at udforske territorier, mainstreamen ikke var i stand til. Kjartan F. Stolberg
28. Paramore ‘Riot!’ (2007)
Det lå ikke i kortene, at Paramore skulle blive et definerende band i den bølge af emopop, der i slipstrømmen på Jimmy Eat Worlds ‘Bleed American’ og med Warped Tour som knudepunkt blev decideret mainstream i 00’erne.
Især fordi bandet var lidt af en outlier med deres kvindelige forsanger, Hayley Williams, der så sent som i sidste uge talte ud om miljøets slet skjulte misogyni i et interview med Popcast.
Alligevel er det hverken mastodonterne Fall Out Boy, Panic! at the Disco eller My Chemical Romance, der typisk namedroppes, når stjerner som Billie Eilish, PinkPantheress og endda Lil Uzi Vert bliver spurgt ind til deres største inspirationskilder, men Paramore.
Det skyldes først og fremmest ‘Riot!’. For hvor debuten et par forinden var en mere melodramatisk affære, er opfølgeren spækket til randen med højenenergiske, catchy sange, der ganske vist stadig svælger i teenagestore følelser, men som alligevel er enorme bangers.
Den formel – for ikke at nævne Williams’ akrobatiske sangstil – bliver nu videreført af en ny generation af især kvindelige artister som Willow, Chloe Moriondo og ikke mindst Olivia Rodrigo, der sågar endte med at måtte give bandet sangskriverkreditering på ‘Good 4 You’.
Navnligt fordi sangen minder så meget om Paramores signaturhit, ‘Misery Business’, der selvfølgelig stammer fra ‘Riot!’. Malthe Hjort
27. The Weeknd ‘House of Balloons’ (2011)
I dag, hvor The Weeknd hører til blandt verdens største popstjerner, kan man godt glemme, hvor kompromisløs en lyd han brød igennem med på debut-mixtapet ‘House of Balloons’.
Ingen tvivl om, at det er r’n’b, men med mørke beats, der i deres knasende, knirkende brutalisme nærmest minder om Autechre – og et væld af samples fra gotiske indie-navne som Cocteau Twins, Beach House og Siouxsie and the Banshees – er vi langt fra 00’ernes r’n’b-stjerner som Usher og Nelly.
Og så er der teksterne. Stort set alle sangene på ’House of Balloons’ udspiller sig til fester, men ingen har det sjovt. Det er ikke musik til at danse, men til søvngængeragtigt at slikke de sidste kokainrester af glasbordet.
At synge om sex og stoffer er næppe en ny ting, men når The Weeknd på åbningsnummeret ’High for This’ introducerer et ildevarslende sexritual med ordene »trust me girl, you wanna be high for this«, er vi ude i et ubehageligt grænseland mellem liderlig hedonisme og overgreb. Både lyrisk og musikalsk går The Weeknd til grænsen.
I kølvandet på mixtapet brød r’n’b-stjerner som FKA Twigs og Kelela igennem med en tilsvarende eksperimentel tilgang til genren, mens Lana Del Rey introducerede et lignende dystert, narkotisk univers (»hun er pigen i min musik, jeg er fyren i hendes«, udtalte The Weeknd).
Og da Ariana Grande i 2014 ville vise, at hun ikke længere lavede musik til børn, var det naturligvis sammen med The Weeknd, der for en stund var verdens farligste bad boy. Rasmus Weirup
26. LCD Soundsystem ‘LCD Soundsystem’ (2005)
Vil man se LCD Soundsystems kolossale indflydelse, skal man ikke lede længere end P3’s liste over Ugens Uundgåelige i 00’erne.
Der er i høj grad et før og et efter ’Daft Punk Is Playing at My House’, der fik titlen i marts 2005 – og som varslede, at mødet mellem ravende klubmusik og postpunket rockstjerneflair ville blive en dominerende lyd.
Herefter fik danske dancerock-hybridnavne som Turboweekend, Veto, The Fashion, Spleen United, Hess Is More, Oh No Ono, WhoMadeWho og Dúné alle selvsamme P3-hæder. Før man vidste af det, dukkede den løst definerede term new rave op på internettet.
Men uanset hvor mange kunstnere, der har udforsket denne lyd, vil den altid blive forbundet med den nørdede newyorker James Murphy og hans legekammerater. I en sådan grad, at indie-sleazeren The Dares mere seksuelt ladede take på genren har fået øgenavnet »STD Soundsystem«.
James Murphy vil nok være den første til at sige, at han ikke gør noget banebrydende. Debutsinglen ’Losing My Edge’ opremser trods alt alle de bands og strømninger, der dannede grundlaget for LCD Soundsystem.
Men mange flere gjorde ham kunsten efter, da han delte ud af sin opskrift. Kjartan F. Stolberg
25. Macintosh Plus ‘Floral Shoppe’ (2011)
Hvis én ting har gjort musiklandskabet både fascinerende og forvirrende at følge med i, er det den hastighed, med hvilken internettet gør det muligt for nye mikrogenrer og miljøer at opstå.
Genrer som hyperpop, cloudrap, witch house og nightcore er alle blevet båret frem af begejstrede internetbrugere, men den mest emblematiske internetgenre må uden tvivl være vaporwave, som synes at eksistere fuldkommen hinsides den virkelige verdens fysiske rum.
Alene coveret på genrens mest ikoniske album, Macintosh Plus’ ’Floral Shoppe’ – der både ligner et meme og et meget excentrisk Pinterest-moodboard – står som en singulær opsummering af en særlig æra i internettets historie.
Vaporwave nærer et stærkt slægtskab med den karakterløse muzak, som vi alle kender fra hotellobbyer, elevatorer og telefonkøer, og som på ’Floral Shoppe’ samples og forvrænges, til den pludselig lyder som et fortrængt minde. Der er en uhyggelig melankoli over albummet, hvis følelsesmæssige kraft er langt voldsommere, end hvad rationelt kan forklares.
Naturligvis eksisterer vaporwave ikke i et vakuum. Genren står på skuldrene af sample-pionerer som The Avalanches og minder om retrofuturistiske producere som Oneohtrix Point Never og James Ferraro, der ligesom Macintosh Plus brød igennem i 2011.
I sin tågede lo-fi-æstetik kan vaporwave desuden sammenlignes med den »hypnagogiske« pop, der i 00’erne havde kunstnere som Ariel Pink, John Maus og Molly Nilsson som bannerførere.
Alligevel var ’Floral Shoppe’ et af de momenter, hvor internettet viste sig i stand til at lade noget nærmest uhørt finde frem til lige præcis de ører, der havde brug for at høre det. Rasmus Weirup
24. Playboi Carti ‘Whole Lotta Red’ (2020)
Få hiphopalbum har dannet skole på så kort tid, som det var tilfældet med ‘Whole Lotta Red’. Hvilket er en smule ironisk taget i betragtning af, at det ved udgivelsen lignede karriereselvmord.
Men som det tit er tilfældet med grænsesøgende værker, lærte de fleste at sætte pris på Playboi Cartis punkrap-mareridt, som i højere og højere grad ligner 2020’ernes mest indflydelsesrige hiphopalbum overhovedet.
Se blot på det utal af aspiranter, albummet har affødt inden for den såkaldte rage-bølge, hvad enten vi snakker OsamaSon, scenestjernen Yeat eller artisterne på Cartis eget pladeselskab, Opium, der huser både Ken Carson, Destroy Lonely og Homixide Gang. Alle sammen kunstnere, der dyrker ‘Whole Lotta Red’s univers af hylende synthlinjer og trappet brutalisme.
Herhjemme mærkes inspirationen især i undergrunden med rappere som Skomager og Chrome fra kollektivet 100barZ, mens et navn som Wicky ikke ulig førnævnte Yeat har formået at strømline kaosset på en måde, der gør det en del mere spiseligt end det, Carti serverede i 2020.
»En kultklassiker«, kaldte vi ‘Whole Lotta Red’ for snart tre år siden. Nu kan vi vist bare kalde det en fandenivoldsk klassiker. Malthe Hjort
23. Gorillaz ‘Demon Days’ (2005)
Gorillaz’ selvbetitlede debutalbum var banebrydende i egen ret, da det i 2001 introducerede Damon Albarn og Jamie Hewletts fiktive multimedieband. Et opsigtsvækkende koncept, især når det kom fra forsangeren i Blur og manden bag tegneserien ’Tank Girl’.
Men det var ’Demon Days’, der for alvor viste, hvad konceptet er i stand til.
Efter Del the Funky Homosapien-samarbejdet ’Clint Eastwood’ blev debutalbummets store hit, skruede Albarn og Hewlett nemlig op for antallet af gæstekunstnere (især rappere), så det at lytte til Gorillaz var som at blive transporteret ind i ét stort tegneserie-univers, hvor de fire medlemmer møder forskellige karakterer på deres vej.
Gorillaz var selvfølgelig ikke de første til at fylde deres album med features, men måden, disse features er med til at skabe et sammenhængende og lettere uvirkeligt univers på albummet, var i høj grad banebrydende.
Tænk blot på, hvordan album som ’My Beautiful Dark Twisted Fantay’, ’Chromakopia’, ’Random Access Memories’ og selvfølgelig Gorillaz’ eget ’Plastic Beach’ er trådt i dette albums fodspor. Kjartan F. Stolberg
22. Lorde ‘Pure Heroine’ (2013)
Lordes debutalbum, ‘Pure Heroine’, der udkom, da Lorde var kun 16 år gammel, var banebrydende på mere end én måde.
Det blev starten på en æra, hvor teenagestjerner, der fra barnsben havde bevidnet udnyttelsen af unge kunstnere som Britney Spears, satte foden ned og nægtede at lade sig koste rundt med.
Der går en direkte linje til Billie Eilish, der ligeledes brød igennem med en ukuelig vilje til at blive taget alvorligt.
Samtidig var dets minimalistiske produktion med til at indvarsle en ny slags indadvendt, melankolsk pop, der stod i kontrast til Lady Gagas farvestrålende bombast. Og så har Lordes mumlende vokalstil skabt en hel generation af kursivt syngende indiepiger i sit billede. Lyt blot til måden, hun artikulerer ordene »we don’t care« i gennembrudshittet ’Royals’.
Vigtigst af alt introducerede Lorde en ny attitude, hvor popstjerner pludselig viste sig som kritikere af den musikgenre, de selv repræsenterede.
Der er næppe en sang på albummet, hvor Lorde ikke gør det klart, at hun ikke giver meget for popverdenens pomp og pragt, ligesom hun i samtidige interviews ikke var bange for at fælde dom over sine »overfladiske«, »urelaterbare« og »latterlige« popkollegaer.
Uden Lorde havde vi næppe set en bølge af kontrære popstjerner som Halsey og Allesia Cara. »Excuse me if I seem a little unimpressed with this / An antisocial pessimist«, lyder den surmulende introduktion på sidstnævntes debutsingle, ’Here’. Rasmus Weirup
21. D’Angelo ‘Voodoo’ (2000)
Neosoulen slog sig allerede fast i 90’erne ved at blande soul med hiphop, funk og jazz i en toplækker sammensmeltning, der på imponerende vis gav plads til alt fra radikale politiske opråb til svedige sexjams.
D’Angelo var – sammen med navne som Meshel Ndegeocello, Erykah Badu og Maxwell – med til at popularisere genren, da han i 1995 udgav debutalbummet ’Brown Sugar’. Men bedst som han havde introduceret lyden til masserne, begyndte D’Angelo at pille den fra hinanden.
Pladeselskabet Virgin fik kolde fødder, da de hørte, hvad ’Voodoo’ bestod af: Lange, jammende numre, der nægter at følge en popskabelon. D’Angelos management forsvarede udgivelsen med en udtalelse om, at ’Voodoo’ meget vel kunne være for r’n’b-genren, hvad Radioheads ligeledes kompromisløse ’OK Computer’ havde været for rocken nogle år forinden.
En høj tærskel at leve op til. Men også en på alle måder korrekt indkapsling af, hvad der i dag står som en milepæl i r’n’b-genren takket være sin instrumentale ekvilibrisme, sine psykedeliske klangflader og sin uortodokse sangskrivning, der favner alt fra faderskab til grådighed.
Og med det uventede syv minutter lange hit ’Untitled (How Does It Feel)’ som det sexede flagskib. Kjartan F. Stolberg
20. Jay-Z ‘The Blueprint’ (2001)
’The Blueprint’ byder på nogle af Jay-Z’s mest velrappede, men også mest radioegnede sange til dato. Men selvom albummet viste branchen, at popappel og lyrisk finesse sagtens kan gå hånd i hånd, er det især produktionerne, der gør ’The Blueprint’ decideret banebrydende.
Mens Jay-Z rappede, var der ofte silkebløde soulvokaler i baggrunden. Tracklisten talte nemlig bidrag fra to ganske unge producere ved navn Just Blaze og Kanye West, der brugte ’The Blueprint’ til at udforske en lyd, der allerede var blevet leget med på numre som GZA’s ’Liquid Swords’ og Mos Defs ’Ms. Fat Booty’, men som i de efterfølgende år ville blive uundgåelig.
Chipmunk-soul, blev produktionsstilen kaldt. West skal vi nok nå til som kunstner i egen ret, men allerede på ’The Blueprint’ viste han sig som en beatmager, der nærmest orkestrerede sine samples som små symfonier.
Hvem havde forestillet sig, at The Doors’ ’Five to One’ og David Bowies ’Fame’ kunne blive til det benhårde disstrack ’Takeover’, eller at Jackson 5’s sukkersøde kærlighedssang ’I Want You Back’ kunne være grundlag for en cool dosis pralerap som ’Izzo (H.O.V.A.)’? Kjartan F. Stolberg
19. Taylor Swift ‘Fearless (Taylor’s Version)’ (2021)
Selv i sin oprindelige udgave kan man argumentere for, at Taylor Swifts 2008-gennembrudsalbum fortjener en plads på listen.
Få album er mere symptomatiske for den udviskning af grænserne mellem country og pop, der måske nok begyndte i slutningen af 90’erne med Dixie Chicks og blev videreført af navne som Carrie Underwood og Miranda Lambert, men som på mange måder kulminerede her.
Med ’Fearless’ fik countrymusikken sit hidtil største teenageidol. Samtidig har albummet haft en uvurderlig indflydelse på selve idéen om, hvad kærlighedssange er. Swift gav et nyt sprog til håbløse romantikere.
Et sprog, som lever videre i en ny generations kærlighedssange fra artister som Olivia Rodrigo, Gracie Abrams og Conan Gray og i stort set alle teen-komedier på Disney Channel, hvor man kan være helt sikker på, at det store romantiske klimaks akkompagneres af en generisk kærlighedssang, der er modelleret efter ’Love Story’ og ’You Belong With Me’.
Når vi alligevel har valgt 2021-udgaven, den såkaldte ‘Taylor’s Version’, skyldes det, at Swift med sit store genindspilningsprojekt – en reaktion på musikmogulen Scooter Brauns opkøb af originalversionerne – igangsatte en vigtig diskussion af musikeres rettigheder.
Pludselig blev de urimelige kontraktuelle forhold, som mange musikere arbejder under – og den magt, som investeringsfirmaer har over mange musikeres arbejde – taget op på politisk niveau.
I en industri, hvor kunstnernes manglende agens ofte har været dybt forstemmende, var Taylor Swifts genindspilninger en opsigtsvækkende succeshistorie om at genvinde kontrollen. Rasmus Weirup
18. Eminem ‘The Marshall Mathers LP’ (2000)
I 1999 introducerede Dr. Dre verden til Eminem og ikke mindst dennes hyper-aggressive og provokerende alter ego Slim Shady. Allerede året efter førte han lytteren helt tæt på manden bag facaden, Marshall Mathers.
Når karakteren delvist blev pillet væk, var Eminems provokationer bare endnu mere slående. Pludselig kom de fra et ægte menneske, der lod sine forældre, sine fans og sin kone indgå. Sidstnævnte på den (med rette) kontroversielle sang ’Kim’, hvor han foregiver at myrde hende.
Eminem trådte steder hen, hvor ingen turde – og selvom andre store stjerner sjældent blev så grovkornede, har det sidenhen næsten været taget for givet, at megastjerner har inviteret lyttere med ind i privatlivet.
Men samtidig er ’The Marshall Mathers LP’ et introspektivt album, hvor Eminem reflekterer over sin musiks rolle i samfundet.
På sange som ’Who Knew’, ’Marshall Mathers’, ’The Way I Am’ og hittet ’Stan’ (et ord, vi i dag alle bruger om rabiate megafans) beskriver Eminem sig selv i kontekst af, at han er en indflydelsesrig kendis – et greb, der sidenhen er blevet brugt på album fra Kanye West, Stormzy, Jay-Z, Drake og endda popstjerner som Taylor Swift og Billie Eilish. Kjartan F. Stolberg
17. Imogen Heap ‘Speak for Yourself’ (2005)
Imogen Heap huskes måske primært for ’Hide and Seek’, en ultramelankolsk og totalt surrealistisk vocoder-meditation, der hurtigt blev et konstant soundtrack til dramatiske tv-øjeblikke, og som r’n’b-stjernen Jason Derulo i 2009 forvandlede til gigahittet ’Whatcha Say’.
Men indflydelsen fra ’Speak for Yourself’ – et af de definitive eksempler på 00’ernes indietronica-bølge – kan ikke udelukkende tilskrives albummets mest berømte sang. Faktisk kan man blive helt rundtosset af at tænke på, hvor meget der kan føres tilbage til netop dette albums lyd.
Som produceren Clams Casino, der i 2009 forvandlede et sample af nummeret ’Just for Now’ til det instrumentale hiphopsang ’I’m God’, der sidenhen blev brugt af både Lil B og ASAP Rocky, og som i dag anerkendes som en af de sange, der har defineret cloudrap-genren.
Eller Ariana Grande, som har nævnt Imogen Heap blandt sine allerstørste inspirationskilder og i 2018 indspillede et cover af hendes ’Goodnight and Go’ på ’Sweetener’, mens Taylor Swift indspillede ’Clean’, afslutningsnummeret fra sit pophovedværk ’1989’, sammen med Imogen Heap, der dryssede sin drømmende ambiens ud over sangen.
Det er svært at lytte til Caroline Polacheks operatiske, jodlende vokalstil eller Oklous sfæriske kulde uden at høre et ekko af Imogen Heap, og da PinkPantheress i 2024 fik tildelt Billboards pris for årets producer, nævnte hun hende som en af dem, hun står på skuldrene af.
Og i skrivende stund er albummets åbningsnummer, ’Headlock’, pludselig gået viralt på TikTok. Rasmus Weirup
16. Burna Boy ‘African Giant’ (2019)
Nigeria var selvfølgelig et vigtigt musikland allerede i 1970’erne, hvor en kunstner som Fela Kuti fusionerede amerikansk funk og jazz med vestafrikanske musiktraditioner og hermed skabte genren afrobeat, som alle fra Talking Heads til Beyoncé gennem årene ville trække på.
Men det vestlige Afrika fik en lige så vigtig musikrevolution, da en række nigerianske og ghanesiske kunstnere i det 21. århundrede bemærkede, hvordan musik havde udviklet sig i både deres egen verdensdel og i USA. Og da de indså, at tendenser i vestafrikansk klubmusik kunne fusioneres med amerikansk hiphop og r’n’b samt caribisk dancehall.
En ny stilart blev langsomt født, og den bar det forvirrende navn afrobeats. Altså næsten ligesom afrobeat, men med et ‘s’ denne gang.
Afrobeats blev langsomt udbredt i 2010’erne (’One Dance’, ’Shape of You’, mangt et Gilli-hit), men kun sjældent med afrikanske stjerner som afsendere. Det ændrede sig med Burna Boy. Ved et tilfældigt overlap i sang- og albumtitler havde Kanye West i 2018 givet den nigerianske kunstner et massivt streaming-boost, og han forstod at smede, mens jernet var varmt.
Allerede året efter udgav han ’African Giant’, hvor markante gæstestjerner fra adskillige lande bakkede op om Burna Boys globale eksponering af afrobeats, der nu indtog verden på egne præmisser. Kjartan F. Stolberg
15. Kylie Minogue ‘Fever’ (2001)
Omkring 2020 begyndte popstjerner pludselig at omfavne disco.
Markante projekter som Dua Lipas ’Future Nostalgia’, Lady Gagas ’Chromatica’ og Jessie Wares ’What’s Your Pleasure?’ samt sange som Doja Cats ‘Say So’ og The Weeknds ’In Your Eyes’ fra kæmpesuccesen ’After Hours’ er gennemsyret af en dyb nostalgi for discoens euforiske eskapisme. Samtidig er de præget af en ret fascinerende erindringsforskydning.
For den udgave af disco, der bliver refereret til, er langt fra discoens guldalder, hvor navne som Gloria Gaynor, Donna Summer og Chic fyldte dansegulvet på Studio 54. Derimod lyder den som den nu-disco, Kylie Minogue introducerede på 2001-albummet ’Fever’.
Det, der gør ’Fever’ så unikt – udover det utrolige flex at have ’Come Into My World’ og ’In Your Eyes’ lige efter hinanden – er måden, discoens varme, intenst svedige kropslighed får modspil af sin diametrale modsætning.
Der er en kold minimalisme over de elektroniske rytmer, der leder tankerne mod Kraftwerk eller New Order. Det giver mening, at førstesinglen ’Can’t Get You Out of My Head’ også udkom i et mashup med ’Blue Monday’.
I samtiden kunne indflydelsen fra ’Fever’ mærkes på de trance-inducerende rytmer, der præger mange af de stærkeste øjeblikke på Britney Spears’ ’In the Zone’. Og på ’Confessions on a Dance Floor’, der markerede Madonnas store tilbagevenden til dansegulvet.
Men indflydelsen er langt større end som så. For ’Fever’ formåede at ændre selve idéen om, hvad disco overhovedet er. Rasmus Weirup
14. Drake ‘Take Care’ (2011)
Det er næsten ikke til at fatte i dag, hvor Drake-album som ’For All the Dogs’ og ’Her Loss’ nærmest er indbegrebet af toksisk maskulinitet, men engang stak canadieren ud i hiphopmiljøet grundet sin følsomme væremåde.
Han sang kærlighedssange. Han luftede sine usikkerheder som på det sårbare højdepunkt ’Marvin’s Room’, hvor han afbilder et uovervejet fuldeopkald til en gammel flamme. Han rappede corny linjer som »shout out to Asian girls, let the lights dim some« og lød til at elske at være kikset.
Drakes sind var – ligesom Kid Cudis nogle år forinden – skrøbeligt. Men modsat Cudi var der ikke tale om depression og angst, og Drake fik integreret denne skrøbelighed i en helt arketypisk hiphopfortælling om at søge mod toppen. Hvilket blot gjorde blot begge dele mere medrivende.
Men også sonisk var ’Take Care’ banebrydende. Drakes vokalstil vekslede så ubesværet mellem r’n’b og rap, at grænserne helt blev udvisket, og albummets integration af genrer som UK bass (titelnummeret), downtempo (’The Real Her’) og den helt friske cloudrap (’Cameras’) udvidede øjeblikkeligt mainstream-rappens rammer. Kjartan F. Stolberg
13. The Strokes ‘Is This It’ (2001)
»I just wanted to be one of The Strokes«, synger Alex Turner famøst på ‘Star Treatment’, åbningsnummeret fra Arctic Monkeys’ sjette album, ‘Tranquility Base Hotel & Casino’. Den følelse var han ikke ene om.
I virkeligheden findes der næppe et album fra det 21. århundrede, der har inspireret flere unge mennesker til at samle guitaren op og starte et band end ‘Is This It’, The Strokes debutalbum fra 2001, der mere end noget andet indkapsler New Yorks garagerock-revival i årene omkring 9/11.
Således skal der også lyde et skud ud til navne som Interpol, Yeah Yeah Yeahs og LCD Soundsystem for at have startet en revolution, der spredte sig til ikke bare resten af USA, men også Storbritannien, hvor Franz Ferdinand, The Libertines og selvfølgelig Arctic Monkeys op gennem 00’erne fulgte i deres fodspor. Det har vi især Julian Casablancas og co. at takke for.
Også selvom man kan indvende, at The Strokes rent sonisk ikke bryder meget ny grund på albummet, der i højere grad skeler til fortiden med inspirationskilder som Ramones og i særdeleshed Velvet Underground, for ikke at nævne dets overlagt skramlede, arkaiske produktion. »Ingen gimmicks, ingen tricks«, som guitarist Nick Valensi formulerede det.
Heldigvis stikker indflydelsen langt dybere end det. For ‘Is This It’ formåede for en stund at gøre rocken cool igen. Malthe Hjort
12. Charli XCX ‘Brat’ (2024)
Charli XCX’s ’Brat’ er det med længder nyeste album på denne liste, men kåringen føles på ingen måde præmatur.
’Brat’ markerer ikke alene det definitive øjeblik, hvor hyperpop ikke længere kunne betegnes som et fænomen uden for mainstreamen, men også en radikal redefinering af selve albummet som kulturel begivenhed. Det er et af de sjældne øjeblikke, hvor et album pludselig gennemsyrer hele den kollektive bevidsthed, den offentlige samtale, selve tidsånden.
’Brat’ er ikke blot en lyd og en æstetik, men en bestemt attitude, en måde at agere i, se på og tale om verden. »That’s so Julia«, hørte man pludselig folk sige med henvisning til helt normale hverdagsobjekter som en sikkerhedsnål eller en cigaretpakke – og man forstod dem.
’Brat’ var så stor en massepsykose, at NATO fandt det passende at kommentere på verdenssituationen med et ‘Brat’-grønt Instagram-opslag med ordet »peace« skrevet med pikselerede minuskler.
Og når historiebøgerne skal skrives, kommer præsidentkandidat Kamala Harris’ omfavnelse af den grønne fane til at stå som et bemærkelsesværdigt øjeblik i det 21. århundredes politiske historie. ’Brat’ var storpolitik.
Der findes universitetsprofessorer, der allerede har smidt ’Brat’ på pensum side om side med de andre store B’er, Benjamin og Baudrillard, når de underviser i kulturteori. Med rette: Der findes få kulturprodukter, der mere åbenlyst er i dialog med deres egen rolle som kulturprodukt end det metakommenterende og konstant refererende ’Brat’. Rasmus Weirup
11. Beyoncé ‘Beyoncé’ (2013)
Den dag i dag tager de fleste for givet, at nye album udkommer om fredagen, men sådan har det ikke altid været.
Faktisk skal vi ikke meget mere end et årti tilbage, før det afhang af, hvor i verden du befandt dig. I Storbritannien og Frankrig udkom album om mandagen, mens det i USA og Canada var om tirsdagen. Andre steder, som i Tyskland, kunne man først lytte med fra om fredagen.
Det var Beyoncé selvfølgelig fløjtende ligeglad med. Tidlig morgen fredag 13. december 2013 udgav hun uden forvarsel sit selvbetitlede femte album, der udkom eksklusivt på iTunes simultant i hele verden, endda ledsaget af 17 kortfilm. »Et visuelt album«, kaldte hun det.
Konsekvenserne af den beslutning kan næsten ikke overdrives. Dels fordi International Federation of the Phonographic Industry, musikselskabernes brancheorganisation, i 2015 vedtog, at fredag fremover ville være den globale udgivelsesdag for ny musik, ikke mindst som følge af Queen Beys stunt to år forinden. Ingen Beyoncé, ingen New Music Friday.
Men også fordi surprise-albummet i sig selv er blevet en udbredt disciplin. Beyoncé var næppe den første til at udgive et nyt album ud af det blå, men at en så stor artist gjorde det var i 2013 fuldstændig uhørt. Sidenhen har alle fra Drake til Taylor Swift gjort hende kunsten efter, mens det mest ikoniske eksempel herhjemme må være Ukendt Kunstners comeback.
Og så er vi slet ikke nået omkring det væld af superstjerner – Frank Ocean, Kanye West og senest Miley Cyrus, for blot at nævne nogle få – der i de efterfølgende år selv prøvede kræfter med det visuelle album som format.
Men nu skal det heller ikke lyde, som om albummet ikke har noget at byde på rent musikalsk. Med sine grænsesøgende, sexpositive popsange og eksplicitte feministiske budskaber var ‘Beyoncé’ på mange måder fødslen af den auteur, vi kender i dag, og som sidenhen skulle give os konceptuelle storværker som ‘Lemonade’ og den igangværende ‘Renaissance’-trilogi.
Det er de færreste album, der kan siges at have omstruktureret hele musikbranchen. Men det gjorde ’Beyoncé’ faktisk. Malthe Hjort
10. M.I.A. ‘Maya’ (2010)
Hele to af 2010’ernes mest bemærkelsesværdige musikalske trends kan forudanes på ’Maya’, den tamilsk-britiske rapper M.I.A.’s mest komplicerede og mest fremadsynede album.
Den klaustrofobiske produktion på sange som ’Steppin Up’, ’Born Free’ og ’Meds and Feds’ – der sampler boremaskiner, metalguitarer og noise-pionererne Suicide – foregriber en hel bølge af industriel hiphop med navne som Death Grips, Clipping, Jpegmafia, Danny Brown, Moor Mother, Backxwash og Kanye Wests ’Yeezus’.
Samtidig lyder den højoktane, hyperaktive og ekstremt syntetiske elektropop på sange som ’XXXO’ og især ’Teqkilla’, et seks minutter langt trip af latex-agtige synthesizere og heliumvokaler, som en forløber for PC Musics dekonstruerede klubmusik.
’Maya’ er desuden bemærkelsesværdigt som et politisk værk. Det gælder den frygtløse musikvideo til ’Born Free’, der over ni rædselsvækkende minutter skildrer et folkemord i al sin hårrejsende brutalitet.
Og åbneren ’The Message’, en protestsang om overvågningssamfundet, der i 2010 blev beskyldt for at være paranoid – »iPhone connected to the internet / Connected to the Google / Connected to the government«, lyder det – men som i dag virker helt på sin plads. Selve stiliseringen af titlen, ’ΛΛ Λ Y Λ’, er et forsøg på at gøre albummet umuligt at google.
Senere har hun viet sin oprørstrang til mere excentriske, sølvpapirshattede sager som vacciner og 5G-netværket. Det er sommetider ukomfortabelt at bevidne, men man må alligevel beundre viljen til at stille sig på kanten af det etablerede samfund. M.I.A. er for evigt en rebel. Rasmus Weirup
9. Bad Bunny ‘YHLQMDLG’ (2020)
Bad Bunny skabte allerede ringe i vandet med sit 2018-debutalbum ’X 100pre’, der landede midt i en stor bølge af nye latinamerikanske kæmpenavne. Men musikalsk var debuten langt hen ad vejen forankret i tidstypiske trap- og poprap-tendenser defineret af USA.
Det allerførste, man hører, når man sætter opfølgeren ’YHLQMDLG’ på, er en interpolering af bossanova-klassikeren ’The Girl From Ipanema’. Hermed satte den puertoricanske kunstner sig i stedet i forlængelse af over 50 års latinamerikansk musikhistorie. Og cementerede i samme ombæring, at han var færdig med at lefle for USA’s sensibiliteter.
Bad Bunny søgte væk fra trap og mod en hed, hedonistisk og narkotåget udgave af reggaeton. Ironisk nok betød det kun endnu mere succes – også i USA. Albummet udkom i 2020, og han endte året som den mest streamede kunstner på Spotify globalt. En titel, han besad tre år i træk.
Når det drypper på præsten, regner det som bekendt på degnen. En hel kavalkade af latinamerikansk musik indtog de efterfølgende år verden. Fra den håndspillede regional mexican-eksplosion til den futuristiske neoperreo. Og succesen er ikke kommet ved at jage crossover-trends, men ved ligesom Bad Bunny at spille sit eget spil. Kjartan F. Stolberg
8. Amy Winehouse ‘Back to Black’ (2006)
Rodfæstet i en dyb forståelse for den storslåede amerikanske jazztradition og i en uprætentiøs, britisk arbejderklassesensibilitet er Amy Winehouse en af århundredets på en gang mest imiterede og mest uimiterbare vokalister.
Egenhændigt skabte hun et univers, hvor sætninger som »you made me miss the Slick Rick gig«, »hand me your Stella and fly« og »run out to meet ya, chips and pita« kunne synges med en stemme, der lød hjemsøgt af Billie Holidays satindraperede tristesse.
Samtidig formede hun generationer af især britiske vokalister. Det gælder Adele, Duffy, Estelle, Pixie Lott, Emeli Sandé, Sam Smith, Paloma Faith, Jorja Smith, Raye og senest Lola Young, der alle skylder meget til den hudløse følsomhed og retromoderne soul, Winehouse definerer på ’Black to Black’.
En del af æren for albummets stildannende lyd tilkommer produceren Mark Ronson, der på nytænkende vis forener Phil Spector-klingende grandiositet og jazzet intimitet med hiphoprytmer, der stadig lyder friske. Tilgangen føles i særdeleshed fremadsynet i dag, hvor stort set alle nye trends er en fortolkning af lyde hentet fra pophistoriens arkiv.
Winehouse er ikke alene banebrydende gennem sin lyd. Utallige stjerner har modelleret deres image efter hendes blanding af forfalden glamour og streetsmart kølighed. Og kunstnere så forskellige som Future og Lana Del Rey har rost hendes autentisk selvudleverende sangskrivning.
»Jeg tror på Amy Winehouse. Jeg tror, hun vidste, hvem hun var, og på den måde gjorde hun det helt rigtigt«, lød det fra sidstnævnte, der har ‘Amy’ tatoveret på sit kraveben. Rasmus Weirup
7. Frank Ocean ‘Blonde’ (2016)
I dag kan en ny r’n’b-stjerne knap nok gøre entré, uden at sammenligningerne med Frank Ocean begynder at flyve rundt.
Det er uhyre sjældent, at en kunstner forbliver i offentlighedens bevidsthed i en sådan grad, medmindre de selv gør en dyd ud af at minde os om deres eksistens. Men ni år efter udgivelsen af ’Blonde’ er Frank Ocean så godt som forsvundet, uden at hans musik er den mindste smule glemt.
På papiret er ’Blonde’ ellers ikke et album, der tegner til at blive en blockbuster-succes, som gennemsyrer hele kulturen. Det er ikke spækket med radiovenlige hooks eller bragende momenter. Øjeblikke som den pitch-shiftede intro til ’Nikes’ eller den skrigende falset på ’Ivy’ lyder næsten som om, de prøver at hægte dig af, hvis ikke du lytter ordentligt efter.
Men allerede i 2016 havde Frank Ocean opnået nærmest mytologisk status. Og derfor blev det måske endda en styrke, hvor meget albummet var ulig samtidens tendenser. Dets detaljerige, men udadtil minimalistiske klange blev udbredt til et massivt publikum, og alt fra soveværelsespop til melodisk hiphop har i de efterfølgende år trukket på albummets lyde.
For ikke at nævne r’n’b, hvor ’Blonde’ er en institution. Kjartan F. Stolberg
6. Sophie ‘Oil of Every Pearl’s Un-Insides’ (2018)
Det er efterhånden blevet en kliché at sige om et hyperpop-album, at det lyder som fremtiden, men når det drejer sig om Sophies ’Oil of Every Pearl’s Un-Insides’, er der ingen vej udenom.
Albummet er ikke alene fremadsynet i sin tilgang til produktion – en sang som ’Ponyboy’ modelleres til at minde om alt fra vrinskende heste og svirpende piske, der banker mod mørt kød, til balloner, der gnides mod hinanden og knitrende neonlys, som eksploderer i frådende brøl af elektricitet – men også en utopisk vision om, hvordan verden kunne se ud.
Dets åbningsnummer, ’It’s Okay to Cry’, er en inderlig manifestation af empati og omsorg, mens ’Faceshopping’ er en transhumanistisk leg med identitetens og kroppens foranderlighed.
’Ponyboy’ er en ekstatisk hyldest til seksuel eventyrlyst, mens dens ikoniske klubhymne ’Immaterial’ er en euforisk slagsang for de eskapistiske rum, hvor queer-personer kan være sig selv uden frygt eller fordømmelse.
Hyperpop er ofte blevet (mis)forstået som en metaironisk kommentar til kunstighed og forbrugerisme. Sophie viser os, at genren i lige så høj grad er drevet af romantiske idealer om skønhed og menneskelighed. Hendes musik er en drøm om en fremtid, som er værd at holde fast i.
Sophie gik bort i 2021, men visionen lever videre hos samarbejdspartnere som Charli XCX, Kim Petras, A.G. Cook, Umru, Dorian Electra, Evita Manji og Hannah Diamond samt utopistiske drømmere som Arca, Lyra Pramuk, Sega Bodega, Mykki Blanco, Ayesha Erotica og Jane Remover.
Alle sammen navne, hvis fremadsynede, grænsebrydende musik er opstået sideløbende og i dialog med Sophies. Rasmus Weirup
5. Daft Punk ‘Discovery’ (2001)
Man behøver end ikke at høre ’Discovery’, før det står klart, at det var banebrydende. Da den franske house-duo valgte at iføre sig hjelme til deres andet album, var der skrevet elektronisk musikhistorie. Pludselig besad elektroniske musikere i en live-setting det samme blikfang, som flamboyante rockstjerner og koreograferede popstjerner havde i arsenalet.
Men det i sandhed banebrydende ved ’Discovery’ var ironisk nok, hvor menneskeligt det stadig er.
Det bragte housemusik til masserne med iørefaldende popsange, men uden at albummet skelede til den bragende diva-house, der antændte 90’ernes dansegulve. Sangskrivningen var i stedet bygget over den udskældte disco, der storhittede i 70’erne, og som snart skulle få en tiltrængt reevaluering.
Men de futuristiske produktioner lød som om, festglade robotter havde fundet på dem. Takket være lidt vocoder-action indtog duoen og deres gæstevokalister ubesværet rollerne som følsomme robotskikkelser, der slås med tanker om alt fra kærlighed og fester til hårdt arbejde.
Albummets gennemførte multimedie-konceptualitet, der også talte en animationsfilm ved navn ’5555’, var noget, man næsten kun var vant til i bragende rockoperaer. Men i 2001 viste to robotter, at man også kan være rockstjerne ved at trykke på knapper. Kjartan F. Stolberg
4. Kendrick Lamar ‘To Pimp a Butterfly’ (2015)
Da ’To Pimp a Butterfly’ udkom i 2015, kunne man let fristes til at tro, at hitlisterne ville blive fyldt med samfundsbevist, poetisk og politisk radikal hiphop, der trak på jazz, funk og neosoul.
Det skete aldrig. Onde tunger kunne derfor spørge, hvad albummet laver på denne liste. Men af og til er det emblematisk for et banebrydende værk, at man har skabt noget, som ingen har kunnet eller turdet genskabe.
Alligevel er det – som vi tidligere har skrevet – umuligt at overvurdere ‘To Pimp a Butterfly’s kulturelle indflydelse og betydning. Det landede midt i et større kulturelt oprør mod politivold og racisme i særligt USA, og Kendrick blev med dette album musikverdenens store talsperson på området, mens hittet ’Alright’ blev en uofficiel #BlackLivesMatter-slagsang.
Kendricks opråb gødede jorden for senere politiske hiphophits som Lil Babys ’The Bigger Picture’, remixet af DaBabys ’Rockstar’ samt Beyoncé og Kendricks ’Freedom’. Og for politiske undergrundsrappere som McKinley Dixon, Genesis Owusu, Backxwash og Noname.
Det kan godt være, at der stadig er langt mellem numre som ’The Blacker the Berry’ på hitlisterne, men der var endnu længere mellem dem i dette århundredes første 15 år. Kjartan F. Stolberg
3. Radiohead ‘Kid A’ (2000)
Det er svært at begribe, hvor stort et chok Radioheads fjerde album må have været, da det udkom i det første år af det 21. århundrede og på mange måder indvarslede den teknologisk fremmedgjorte verden, vi gik i møde.
Tre år tidligere havde bandet udgivet ’OK Computer’, en milepæl i den alternative rockmusik og genrens vel nok mest hyldede album siden Nirvanas ’Nevermind’, men det første, man hører på ’Kid A’, er en forvrænget synthesizer og forsanger Thom Yorkes digitalt manipulerede vokal, der rabler om at sutte citroner på ‘Everything in Its Right Place’.
Herfra bliver albummet kun mere absurd. ‘The National Anthem’ bryder pludselig ud i en dissonant, freejazzet jamsession. ‘Idioteque’ sampler computermusik fra 70’erne og krydser det med et eksplosivt dancebeat. To af sangene, ‘In Limbo’ og det skjulte, unavngivne lukkenummer, er bare ambiente instrumentaler, der er lige ved at forsvinde ud i æteren.
Ingen tvivl om, at ‘Kid A’ skylder meget til artisterne på pladeselskabet Warp og især Aphex Twin, hvilket Radiohead heller aldrig har lagt skjul på. Men at disse inspirationskilder i første omgang fandt vej til et af historiens mest imødesete rockalbum – vel at mærke i en tid, hvor grænserne mellem genrer ikke var nær så udviskede som i dag – er i sig selv en bedrift.
Det var den første af mange forvandlinger fra et band, der har bygget en karriere på konstant at genopfinde sig selv, og som med omfavnelsen af pay what you want-modellen for albummet ‘In Rainbows’ i 2007 var med til at redefinere selve måden, man distribuerer musik.
Men indflydelsen fra ‘Kid A’ er større end det. Det var en komplet omkalfatring af, hvad det overhovedet vil sige at være et band. Spørg bare den stakkels rytmesektion, der måtte finde nye måder at bidrage til de elektroniske kompositioner, mens Yorke og Jonny Greenwood sad bøjet over computeren og deres modulære synthesizere som to gale videnskabsmænd.
Det er ironisk, at århundredets vigtigste rockalbum store dele af tiden slet ikke er rock. Men det er der vel en pointe i. Malthe Hjort
2. Lana Del Rey ‘Born to Die’ (2012)
Der findes muligvis ikke et mere skandaløst album udgivet de seneste 25 år end Lana Del Reys ’Born to Die’, der i 2012 landede som en lavine i et musiklandskab, der ophøjede guitarspillende, skovmandsskjorteklædte mænd til guldstandarden for autenticitet.
Lana Del Rey var ikke alene væbnet med en lyd, der i sin særegne blanding af indadvendt humørsyge og uhæmmet drama kombinerede 60’er-klingende barokpop med hårdtslående hiphoprytmer. »Gangsta Nancy Sinatra«, kaldte hun det i en formulering, der forfulgte hende.
Hun dyrkede også en mystisk æstetik et sted mellem Lolita og falleret skønhedsdronning, foruroligende tekster, der kredsede om – og måske ligefrem romantiserede – misbrug, moralsk korruption og seksuel underkastelse samt en baggrundshistorie, der gemte på teenage-alkoholisme og en tid i en trailerpark, og som medierne var enige om måtte være opdigtet. Og hun krævede at blive taget alvorligt.
Da ’Born to Die’ udkom, blev det mødt af en kritik så nådesløs, at den grænsede til latterliggørelse, men albummet indvarslede samtidig et nærmest øjeblikkeligt skift på tværs af poplandskabet. Lady Gaga-æraens feststemte EDM-lyd blev erstattet af dystre, stemningsmættede hiphop-produktioner, og en ny type popstjerne brød igennem.
Alternativt klingende navne som Lorde, Halsey, Melanie Matinez, Banks, Mø, Sky Ferreira, Billie Eilish og Chappell Roan står alle på skuldrene af det musikalske mørke og den teatralske historiefortælling på ’Born to Die’, mens popstjerner som Miley Cyrus, Selena Gomez og Taylor Swift åbent har ladet sig inspirere af Lana Del Reys luftige, distancerede vokalstil.
»Lana Del Rey er hovedårsagen for min eksistens«, har Eilish udtalt, mens Swift har kaldt hende »den mest indflydelsesrige kunstner i popmusikken«.
Sidenhen har Lana Del Rey lavet bedre album. Hun perfektionerede sin drømmende film noir-æstetik på ’Honeymoon’ (2015) og tog sin sangskrivning til nye poetiske højder på ’Norman Fucking Rockwell!’ (2019) og ‘Did You Know That There’s a Tunnel Under Ocean Blvd’ (2023). Som en musikalsk arvtager til David Lynch har hun vist sig som en af de skarpeste analytikere af den perversion, der gemmer sig i den amerikanske folkesjæl.
Alligevel er det ’Born to Die’, som i høj grad kommer til at tegne hendes eftermæle. I dag har det tilbragt over 600 uger på de amerikanske hitlister – mere end noget album af en kvindelig kunstner. Rasmus Weirup
1. Kanye West ‘808s & Heartbreak’ (2008)
Det er umuligt at hylde Kanye West i 2025 uden en form for disclaimer, så lad os bare få det af vejen med det samme: Manden er et fjols.
Især de seneste år er hans offentlige image krakeleret tweet for tweet, og med sangtitler som ‘Heil Hitler’ og diverse søgsmål hængende over hovedet ønsker vi os ligesom resten af verden tilbage til dengang, hvor det mest kontroversielle, Kanye gjorde, var at kalde George W. Bush racist på tv, sammenligne sig selv med en gud og afbryde Taylor Swifts takketaler.
Men han fortjener sin placering. Blandt andet fordi han er hovedårsagen til, at vi med listen her valgte at begrænse os til ét album per kunstner.
Havde det ikke været tilfældet, kunne man sagtens have argumenteret for at inkludere både ‘The College Dropout’, ‘Graduation’, ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ og ‘Yeezus’. Selv ‘The Life of Pablo’ har noget at skulle have sagt med sin fragmenterede gospelrap og sine kaotiske opdateringer, der fortsatte længe efter, albummet allerede var udkommet.
Vi har valgt ‘808s & Heartbreak’. Albummet, der lagde fundamentet for hele tre andre navne på denne liste i form af Future, The Weeknd og Drake. Det siger alt, at i samtiden polariserende singler som ‘Love Lockdown’ og ‘Heartless’ den dag i dag lyder som helt almindelige radiohits.
Kanye aka Yes fjerde album blev indspillet i kølvandet på moren Dondas død og breakuppet med hans daværende forlovede, Alexis Phifer.
Det er lyden af en mand, der går i opløsning, og som på én gang lader os komme foruroligende tæt på, men som samtidig aldrig har virket mere uden for rækkevidde. Han rapper næsten ikke engang, han synger bare. Også selvom han i klassisk forstand ikke kan finde ud af det.
Det er der heldigvis råd for. Kanye var ikke den første rapper til at bruge autotune, men måden, han brugte den og de iskolde, minimalistiske beats til at kommunikere total fremmedgørelse, gennemsyrer ikke bare det seneste halvandet årtis hiphop, men dets populærmusik generelt.
‘808s’ er hverken Kanyes mest elskede album (‘Twisted Fantasy’), største album (‘Late Registration’ eller ‘Graduation’ afhængigt af, hvordan man regner) eller bedste album (‘Yeezus’), men det er hans mest banebrydende, og at nedprioritere det grundet hans personlige såvel som kunstneriske deroute ville i sidste ende ikke være andet end ahistorisk moralisme.
Som sagt: Manden er et fjols. Han er også århundredets vigtigste og mest visionære musiker. Malthe Hjort