Sufjan Stevens

'Carrie & Lowell' er et direkte modstykke til Sufjans seneste megalomane output.
Sufjan Stevens

Har man fulgt Sufjan Stevens’ udgivelser nøje, vil hans syvende album sikkert overraske. ‘Carrie & Lowell’ indtager nemlig en fuldstændigt kontrapunktisk position i forhold til for eksempel storhedsvanviddet bag hans projekt om at indspille et album for hver af USA’s stater og den tilsvarende megalomane, hektiske og ligefrem hysteriske lyd, der har præget hans seneste output – fra ‘The BQE’ over ‘All Delighted People’ til ‘The Age of Adz’.

Der er tale om en retur til folkrødderne – et introvert, personligt og ligefrem selvbiografisk album, inspireret af Stevens’ mors død i 2012 og navngivet efter hende og hans stedfar.

Man skal således lige tune ørerne ind, når de første spartanske, blide toner fra ‘Death With Dignity’ rammer én, men der går ikke længe, før man er med. Stevens har nemlig ganske vist været i disse nedbarberede, folk-territorier før, men hans tidligere output i den genre, eksempelvis ‘Seven Swans’, har ofte haft flere modhager end ‘Carrie & Lowell’, som i alle led indiskutabelt er et ekstremt behageligt album at lytte til.

Akkompagnementerne til hans konsekvent dobbelt-trackede vokaler bevæger sig her kun nødtvungent særlig langt ud over afdæmpede toner fra klaver og guitar, undertiden indhyllet i skyer af rumklang eller andre effektpedaler. Som lytter kan man således flyde fint med strømmen her, men forholder man sig til teksterne, opdager man hurtigt, at det med det personlige skal tages helt bogstaveligt. Det er de færreste, der ville turde at være så hudløst ærlige at inkludere en linje som »you checked your text while I masturbated« på ‘All of Me Wants All of You’.

Men i lyset af albummets intimitet og udtalte mangel på armslængde til kunstneren og mennesket bag, kan ‘Carrie & Lowell’ være en nærmest forbløffende uvedkommende lytteroplevelse – måske fordi grundtonen er så meditativ og nærmest overbetryggende. Det er ganske enkelt et album, der trods sit elegiske tema glider nærmest lidt for let ned.


Kort sagt:
Sufjan Stevens’ syvende album er, overraskende nok, et direkte modstykke til hans seneste så megalomane output; en meditativ, folksy elegi til hans afdøde mor. Det spartanske akkompagnement gør ‘Carrie & Lowell’ til et ekstremt behageligt album at lytte til, og får Stevens’ hudløse erklæringer til at glide nærmest lidt for let ned. I sidste ende bliver det dog også mildt uvedkommende.

Læs anmeldelse: 15 ting du ikke vidste om Sufjan Stevens

Sufjan Stevens. 'Carrie & Lowell'. Album. Ashmatic Kitty/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af