KOMMENTAR. Da Taylor Swift for to år siden udgav sin genindspillede udgave af 2010-albummet ’Speak Now’, var der særligt én ting, der vakte opsigt.
»She’s better known for the things that she does on the mattress«, en kontroversiel linje fra det aggressive smædeskrift ’Better than Revenge’, var blevet skrevet ud af sangen.
I stedet lød det: »He was a moth to the flame / She was holding the matches«. En linje, der muligvis mangler en smule af originalens sydende bitterhed, men ikke desto mindre lægger væsentligt mindre op til anklager om slut shaming.
Få år forinden markerede Swift afslutningen på en lang beef med Katy Perry – noget med nogen, der havde hyret den andens dansere – i videoen til positivitetshymnen ’You Need to Calm Down’, hvor de to popstjerner krammede hinanden klædt ud som en burger og en bakke pomfritter.
En metafor for deres stærke kompatibilitet, forstod man. Tiden, hvor kvindelige popstjerner var i krig med hinanden, var slut.
Om det er symptomatisk for en generel ændring i tidsånden er måske for meget at konkludere, men når man lytter til ’Actually Romantic’ – Swifts bemærkelsesværdigt usøsterlige disstrack fra ‘The Life of a Showgirl’ – er det svært at tro på, at det er en samme kunstner, vi har med at gøre.
På ’Actually Romantic’ er de feministiske fløjlshandsker flået af, og hævngerrigheden er tilbage.
Svært ikke at ligne en mobber
’Actually Romantic’ er efter alt at dømme Swifts respons til Charli XCX’s ’Sympathy Is a Knife’ – et uhyre menneskeligt bekendelsesskrift om at blive ramt af overvældende mindreværdskomplekser og sygelig jalousi, når man er i rum med verdens uden sammenligning største popstjerne – og om at skamme sig over følelser, man godt ved er irrationelle.
’Actually Romantic’, hvor Swift kalder Charli et cokehoved og en lille skødehund, er mindre følelsesmæssigt kompleks. Sangen bygger på en psykologiske kliché, der ofte reserveres til børnehavedrenge, der hiver pigerne i rottehalerne: »It’s actually sweet / All the time you’ve spent on me«. Den man tugter, elsker man.
Ud fra alle parametre er ’Actually Romantic’ en besynderlig respons fra Swift. For det første fordi sangen tyder på, at Swift – der på sit forrige album iscenesatte sig selv som en tortured poet og har sammenlignet sig selv med en engelsklærer – simpelthen mangler læsefærdigheder og ikke er i stand til at afkode budskabet i ’Sympathy Is a Knife’.
Men også fordi sangen så åbenlyst ikke harmonerer med den salvelsesfulde moralisering i andre sange på ’The Life of a Showgirl’.
»Everybody’s so punk on the internet / Everyone’s unbothered ’til they’re not / Every joke’s just trolling and memes / Sad as it seems, apathy is hot / Everybody’s cutthroat in the comments / Every single hot take is cold as ice«, lyder det for eksempel i den gammelkloge ’Eldest Daughter’, inden hun i omkvædet konkluderer:
»I’m not a bad bitch / And this isn’t savage«. Okay, så.
Mest af alt kan det dog undre, at PR-eksperten Taylor Swift – popmusikkens mest virtuose dirigent af den offentlige samtale – stadig er til falds for sange, som helt åbenlyst får hende selv til at fremstå tarvelig.
»Someday, I’ll be big enough so you can’t hit me«, profeterede hun på 2010-disstracket ’Mean’. Det fik hun uden tvivl ret i. Der er praktisk talt ikke et eneste menneske på jorden, Swift kan sparke ud efter uden samtidig at sparke nedad.
»I’m immortal now, baby dolls«, synger hun på titelsangen fra ‘The Life of a Showgirl’. Selv hvis Charli oprigtigt har såret Swift, er det svært ikke at ligne en mobber, når man selv er urørlig.
Intet glimt i øjet
Det er egentlig ikke, fordi jeg mener, at man kan eller bør kræve, at popstjerner skal fremstå sympatiske (eller være konsekvente i forhold til det, de signalerer gennem deres sange).
Ligesom Swift kan jeg godt lide mine popstjerner »cloaked in Gucci and in scandal«. Min kærlighed til popmusik udspringer fra en dyrkelse af musikhistoriens store, uforsonlige personligheder fra Barbra Streisand til Madonna. Intrigante divaer med rablende storhedsvanvid, der ikke er bange for slå fra sig.
De bedste, mest dragende stjerner er i familie med drag queens, når det kommer til at levere en god fornærmelse så eftertrykkeligt, at den bidder sig fast som en flåt.
»Den kjole gør intet godt for hende«, har jeg hørt en drag queen sige om en rival, der lige var ankommet til festen – alt for højt og med sådan en nådesløs væmmelse, at jeg fik gåsehud. Jeg elsker det.
Jeg lever for Aretha Franklins knastørre »smukke kjoler«, da hun bliver spurgt til, hvad hun mener om Taylor Swift. Og Mariah Careys ikoniske »I don’t know her«, da emnet falder på Jennifer Lopez.
Men den slags kræver en varme, et glimt i øjet, en form for teatralsk ekspressivitet, en snert af humoristisk sans, en generøs bevidsthed om, at lysten til hævn ikke må veje tungere end publikums krav på at blive underholdt, noget ubestemmeligt, vi kunne kalde camp.
Alt sammen ting, ‘Actually Romantic’ desperat mangler.
‘The Life of a Showgirl’ er ude nu.