Menneskets sind er en skrøbelig størrelse, hvor livsglæde og nedtrykte følelser ofte kan erstatte hinanden hurtigere end du kan sige humørsvingninger. Det er dette emne – sindets modpoler – som Wangels nye musikvideo til ‘Eternal History’ omkredser.
Peter Wangel har skrevet manuskriptet til videoen, og han optræder selv sammen med hovedpersonen Joachim Fjelstrup (der spillede Eik Skaløe ‘Steppeulven’) i et dagsforløb, som kommer godt rundt i hele følelsesregisteret.
»Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med Joachim om denne musikvideo. Han har været utrolig dygtig til at udleve de ideer jeg har haft med videoen og det har givet musikken en ny dimension. Vi mødtes nogle gange før optagelserne, hvor jeg prøvede at sætte ham ind i de følelser som rollen gennemgår, men ellers var hele processen meget ‘rock’n’roll’, og optagelser bar præg at improvisation og spontanitet. Det har været helt vildt sjovt og inspirerende at arbejde på den måde og helt sikkert noget vi vil gøre igen«, siger Peter Wangel.
‘Eternal History’ stammer fra Wangels fornemme debut-ep af samme navn fra tidligere i år.