’Steppeulven’
Som dansker kan man ikke sige ordene »Itsi bitsi« uden at høre fortsættelsen for sig: »Tag med mig til Nepaaahl«, fremført med Eik Skaløes hæse, drevne stemme. Det siger noget om Skaløe og bandet Steppeulvenes langtidsholdbarhed og store indflydelse på dansk musikkultur. I 1967 udgav de deres eneste plade ’HIP’, der med Skaløes romantisk-psykedeliske tekster, oven i købet på dansk, ramte lige ned i tidsånden. Kun et år efter døde Eik Skaløe i den indiske ørken, og en dansk rock’n’roll-myte blev født.
Det er denne elementært dragende historie, Ole Christian Madsen har lavet til film. Og Madsen og medforfatter Bo hr. Hansen har skruet en underholdende fortælling sammen, der i vid udstrækning lykkes med at være både ungdomsfilm, road movie og generationsportræt bundet sammen af en stor, tragisk kærlighedshistorie.
For Itsi Bitsi var Eik Skaløes kælenavn for Iben Nagel Rasmussen – datter af digteren Halfdan Rasmussen – som han forelskede sig hovedkulds og i sidste ende håbløst i. En illustrativ ordveksling af næsten Malmro’sk ligetilhed og ømhed opridser tidligt i filmen forholdets ubalance. Iben: »Jeg tror, du er rigtig forelsket i mig«. Eik: »Ja…Det er ikke så godt…«
Deres kærlighedsforhold løber som en zigzaggende rød tråd gennem filmen, fra de mødes for første gang efter en anti-atomdemo i 1961 over deres eksperimenter med et åbent forhold, til han efter successen med Steppeulvene og længere tids adskillelse faktisk forsøger at få hende til at tage med sig til Nepal. Hun afviser ham en sidste gang, og han drager afsted på sin skæbnesvangre rejse alene. Parallelt hermed forsøger Eik Skaløe at finde sin egen rolle i de omskiftelige år midt i 60’erne. Mange grænser prøves af, inden han finder sin stemme i mødet mellem sangteksternes poesi og rocksangens energi.
Den spillefilmdebuterende hovedrolleindehaver Joachim Fjelstrup bærer ubesværet filmen med sit markante ansigt, ofte nysgerrigt undersøgende og plaget på en gang. Bortset fra en utroværdigt ældet Thure Lindhardt som Eik Skaløes far løfter stærke kræfter birollerne, blandt andet fine Anette Støvlebæk som Skaløes mor og mere overraskende kongelig balletmester Nikolaj Hübbe i en lille, men skøn rolle som slikket direktør for Steppeulvenes pladeselskab.
Som med de fleste biografiske film ved man på forhånd, hvordan det hele ender – i dette tilfælde med Eiks selvmordsbrev. Her lægger han skylden for sin død på »the cruel person inside me«, og måske ’Steppeulven’ ville have været en endnu mere gribende film, hvis den havde dykket mere ned i skyggesiderne end i den romantiske kærlighed. Men alligevel har Ole Christian Madsen med sikker hånd skabt et troværdigt portræt af en med 2015-øjne både håbløst og fascinerende naiv ungdomsgeneration.
Kort sagt:
Ole Christian Madsen har lavet en gedigen iscenesættelse af den fascinerende historie om et dansk hippieikon, der endte med at gå døden i møde. Den går lidt let henover Eik Skaløes mørke sind, men der er ikke mange kedelige øjeblikke i historien.
Lyt til Soundvenue Filmcast: Paul Thomas Andersons hashtågede ‘Inherent Vice’, musikfilm-revival med ‘Steppeulven’ og ‘Whiplash og Snapchats første serie
Læs også: ‘Steppeulven’-stortalentet Joachim Fjelstrup – Mine syv største forbilleder