Joanna Newsoms sangskrivning er helt forankret i sin egen naturlige særhed

Joanna Newsoms sangskrivning er helt forankret i sin egen naturlige særhed

Der er ikke nødvendigvis en klassisk fortællestruktur – med en begyndelse, midte og slutning – i Joanna Newsoms sange, men de opleves som regel, uanset hvor abstrakte eller ekspressionistiske de er, som fortællinger. Måske allermest som folkesagn, der i kraft af den mundtlige overlevering fortælles på en mindre stringent måde end det nedskrevne epos.

Sådan er det fortsat på Newsoms første album i fem år, der på trods af sangerindens påstand om, at det er meget anderledes, end noget hun har lavet tidligere, faktisk falder nydeligt til rette i hendes katalog. Ikke bare stilmæssigt – klaver, harpe og ordrige, fabulerende tekster er stadig de dominerende elementer – men også kvalitativt: Det er svært at forestille sig Newsom lave et mindre end glimrende album, endsige et halvhjertet et af slagsen.

På førstesinglen ’Sapokanikan’ viser hun sin forbløffende evne til at få en mytisk fortid til at smelte sammen med det altid presserende nu – som også de bedste folkesagn formår – ved at fortælle om den del af New York, der i dag går under navnet Greenwich Village (kunstnerenklaven par excellence), men hvis indianske navn er netop ’Sapokanikan’. Fritflydende, suggestivt, excentrisk, men samtidig selvberoende. Det er Newsom, når hun er bedst. Ordene hænger som lyskæder på træerne i en mørk skov, hvorved de udpeger en vej gennem vildnisset. Der er ikke andre sangskrivere, der kunne have lavet en sang lige præcis som ’Sapokanikan’

Titelnummeret er et andet glansnummer. Det tårner sig op som bønnestagen fra eventyret. Det er en over syv minutter lang harpedomineret kærlighedsode i mytiske gevandter, hvor Joanna spiller rollen som the diver’s wife. Fremragende er også slutnummeret ’Time, As a Symptom’, en klaverballade, der langsomt folder sig ud som et big-band-sus af dimensioner tilsat lyden af en kukkende gøg (!), der får mig til at tænke på Kate Bushs natursværmerier på ’Aerial’.

På ’Divers’ arbejder Newsom med nogle mere fyldige arrangementer, end vi er vant til fra hendes side: Rullende orgeltoner, banjo, pedal steel, harmonika, fløjte og violiner. Og selv om de spartanske, klaver- og harpeassisterede sange fortsat står allerstærkest, falder alle elementer naturligt ind i helheden, fordi Newsoms sangskrivning er så forankret i sin egen naturlige særhed, at intet kan få jorden til at skride under den. Sådan er det, når ens musik slår dybe rødder i mytens muld.


Kort sagt:
Har man én gang forelsket sig i Joanna Newsoms vildtslyngede, harpetrillende sangskat, vil man også kaste sin kærlighed på sangerindens længe ventede fjerde album, hvis sange i lighed med de bedste folkesagn formår at smelte en mytisk fortid sammen med et altid presserende nu.

Læs anmeldelse: Joanna Newsom ‘Have One on Me’

Joanna Newsom. 'Divers'. Album. Drag City.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af