Lorenzo Woodrose: »For ti år siden var jeg måske lidt bitter over, at det, vi havde gang i, fik så lidt opmærksomhed«

Han voksede op i et hippiehjem i Albertslund og blev allerede som 12-årig en del af den danske musikundergrund. I dag er han kongen af dansk syrerock, landskendt med turnéaktuelle Spids Nøgenhat, hovedperson i en ny bog og dokumentar og har banet vejen for en hel ny generation af bands med psykedeliske tilbøjeligheder.
Lorenzo Woodrose: »For ti år siden var jeg måske lidt bitter over, at det, vi havde gang i, fik så lidt opmærksomhed«
Foto: Tobias Selnæs Markussen/Soundvenue

Der er varmt og fugtigt som i en sauna. Foran scenen tripper publikum utålmodigt. En mand med fuldskæg og sort t-shirt tager en slurk øl, spejder til venstre mod døren til backstage-lokalet. Koncerten med Baby Woodrose blev udsolgt for flere uger siden, og nu er Loppen på Christiania pakket med mennesker, der venter på aftenens hovednavn.

Jeg står ved siden af Evelyn fra Australien. Hun og hendes kæreste er rejst hele vejen til Danmark for at høre Baby Woodrose spille. Først så de dem i Kolding weekenden før og nu altså i København. Så træder de fire bandmedlemmer ind på scenen. Publikum jubler.

»Han er ikke en smuk mand, men man forelsker sig nemt i ham, når man hører hans tekster«, råber Evelyn mig i øret, da de første akkorder til nummeret ‘Disconnected’ slås an. Manden, hun taler om, er Uffe Lorenzen, bedre kendt som forsanger Lorenzo Woodrose. Han står til venstre på scenen, bøjet over guitaren. Den ser lille ud i forhold til hans krop, der er iført en sort hippieskjorte med hvide broderier langs halsudskæringen og mørkeblå jeans. Støvlesnuderne stikker ud for enden af hvert bukseben, man kan skimte en lille hæl bagpå. Håret falder i lette krøller ned langs ansigtet, og det lange, hvide skæg giver ham et mytisk udseende.

»You know, people try to tell me that I’m no good / Because I do what I want and not what I should / It’s not my fault that I don’t belong / It’s the world around me that’s got it all wrong«, synger han – og meget kunne tyde på, at han har ret. Men selv verden omkring ham, er begyndt at forstå Lorenzo. I hvert fald har han de seneste par år endelig modtaget den anerkendelse, han fortjener. Især genforeningen af psych-koryfæerne i Spids Nøgenhat er blevet en overraskende succes, der blandt andet har medført et mindre hit med singlen ‘Lolland Falster’ samt koncerter på alle de store festivaler.

Til november udkommer bogen ‘Mere lys’ om bandet, ligesom en dokumentarfilm om Lorenzo får biografpremiere under CPH:DOX. For i dag står kongen af syrerock som en ambassadør for den underskov af psychrock-bands, der er spiret frem i kølvandet på et årti, hvor hans egne projekter lidt efter lidt har aflejret sig i musiklandskabet herhjemme. Som svampe fra den bløde efterårsmuld har navne som Emma Acs, Death Valley Sleepers, De Underjordiske, The Wands og Fribytterdrømme taget arven op fra de gamle drenge.

Men det tænker Lorenzo og resten af Baby Woodrose nok ikke på denne aften på Loppen. Det sorte hår er allerede gennemblødt. Slanger af våde krøller falder ned og danner et mønster i det hvide skæg. Så kaster han hovedet bagud og sætter ansigtet fri. Jeg ser over på Evelyn. Hun står med lukkede øjne og bevæger kroppen bølgende i takt til psychens karakteristiske repetitive sekvenser.

Soundvenue_Woodrose_RRED_010
Foto: Tobias Selnæs Markussen/Soundvenue.

En langsom succes

Et par uger tidligere møder jeg Lorenzo Woodrose, eller Guf, som han også bliver kaldt, på et af hans stamsteder på Nørrebro. Det er ud på eftermiddagen. Han står typisk op ved middagstid, og det tager ham »flere timer at komme mentalt ud af sengen«. Til gengæld går han også først i seng ved tre-fire tiden om natten. Sådan er hans døgnrytme blevet efter mere end 20 år som musiker og med de sene vagter på baren, hvor han et par gange om ugen langer fadøl over disken. Vi drikker kaffe, mens han fortæller om den koncert, han spillede med Spids Nøgenhat i Tivoli en uge tidligere.

»Det havde vi ikke lige forestillet os«, siger han om at stå på plænen i den mondæne park foran 5-6.000 mennesker.

Og det forstår man. For hvem havde regnet med, at musik, hvor der jammes hen over et groove af ekkoer og guitarriff, der gentages i det uendelige, og som i sin tid ofte gik hånd i hånd med indtagelse af psykedeliske stoffer, skulle ramme så bredt?

I hvert fald ikke Uffe ‘Aramis’ Lorenzen, Henrik ‘Hobbitten’ Klitstrøm og Morten ‘Aron’ Larsen, der i 1998 dannede Spids Nøgenhat, hvis navn passende er taget fra Europas stærkeste hallucinogene svamp. Og slet ikke med tanke på, at deres debutalbum, ‘En mærkelig kop te, solgte sølle 44 eksemplarer, da det udkom i 2001. Det var mest venner og bekendte af bandet, der købte det.

»Der var meget få mennesker, der interesserede sig for det musik, vi lavede. Så vi følte, at vi havde vores egen hemmelige klub«, fortæller Lorenzo. »Vi havde tænkt det som sådan en lille hemmelig plade. Og det var måske også derfor, vi turde en masse på det første album. Det betød ikke så meget, om der blev spillet forkert, for det var sådan et lille kunstværk, som vi bare syntes skulle eksistere«.

Men så, ganske langsomt, voksede interessen for pladen. Efter et par år blev den genoptrykt i 500 eksemplarer. Så i 500 eksemplarer mere. Og lige så stille opstod der en kult omkring Spids Nøgenhat. Men på det tidspunkt var Lorenzo og de andre kommet videre.

»Jeg havde dannet Baby Woodrose, og vi tænkte, at det var det«.

I 2013, 12 år senere, udgav Spids Nøgenhat så alligevel opfølgeren ‘Kommer med fred’. Og brød igennem til langt større publikum, der skrålede med på ‘Lolland Falster’ – en sang om en mand, der er træt af det massive politiopbud på Christiania og i stedet sætter mod de danske sydhavsøer for i ro og mag at kunne købe sin pot. Siden har bandet blandt andet vundet priser for årets live-navn, årets orkester og årets rockudgivelse.

Men berømmelsen falder ham altid lige ikke nemt. Der er noget i Lorenzo, der stritter imod al opmærksomheden.

»Det er der helt klart. I min personlighed. Det er lidt dobbelt«.

Hvad det er, er han usikker på. Måske er det angst. Frygt for forandringer eller for at miste kontrollen. »Eller alle mulige andre latterlige psykologiske mekanismer«, som han siger.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den mærkelige tjener med det lange skæg

Han er meget opmærksom på ikke at sælge ud. Ikke blive træt af at spille de samme sange. Derfor har han og bandkammeraterne også valgt at være meget selektive og takket nej til en masse spillejobs, også selv om der var store penge i det. Som for eksempel Zentropas julefrokost.

»Det er klart, vi kunne godt være taget på en kæmpe danmarksturné, lige efter vi havde fået priserne. Men vi valgte at tage det stille og roligt, is i maven. Det er nok også derfor, vi er blevet årets live-navn. Det er, fordi vi kan skabe en stemning, ikke?«

Hvis de derimod havde spillet 20 eller 30 koncerter for at tjene kassen, ville de miste sprødheden. Derfor øver de næsten heller ikke inden en koncert.

»Hvis jeg skal give mit bedste, er jeg nødt til at føle, at der er et eller andet på spil. For at holde det friskt og inspirerende«, siger han.

Metoden lader til at virke. Lorenzo synes i hvert fald stadig, det er sjovt at spille de samme Spids Nøgenhat-numre, også i dag, 14 år efter den første plade udkom. Han er også blevet ældre og gider ikke turnélivet på samme måde, som da han var 23. Faktisk holder han meget af at gå derhjemme med en kop kaffe og nusse. Og så er det rart at have et almindeligt job og på den måde tjene til dagen og vejen.

»Det føles ærligt. At stå og være inde i en anden rolle og få lov til at sige, hvad skulle det være? At snakke med folk på en anden måde. Selvfølgelig er der nogle af dem, der kommer, som godt kender mig og min musik, men der kommer også mange, som slet ikke gør. Det er befriende. Så er jeg bare ham den mærkelige tjener med det lange skæg«.

Han sidder uroligt på stolen. Der er gået omkring 30 minutter af interviewet, og Lorenzo er begyndt at køre hånden skiftevis gennem det lange, sorte hår og det stride, hvide skæg. De brune øjne flakker. Så hiver han en pakke cigaretter frem.

»Jeg har en forfærdelig rygetrang, kan vi tage en pause?«

Han rejser sig og går med sine udstrakte 193 centimeter gennem lokalet og forsvinder bag gardinet, der skærmer for kold luft fra døren til beværtningen.

Musikalsk opdagelsesrejse

Generelt er der en rastløs energi over Lorenzo Woodrose. Måske er det den samme energi, der fik den tiårige Uffe Lorenzen til at udforske al den musik, han kunne komme i nærheden af. Det var i 80’ernes Albertslund, der dengang var et trygt sted med grønne områder og udførlige systemer af cykelstier. På skolen fik han og en gruppe venner lov at låne musiklokalet, og fra han var 12 år spillede han hver fredag eftermiddag med bandet Guf og Gutterne. Sådan blev Uffe til Guf, og kælenavnet har hængt ved helt op til i dag. Der var også byens velassorterede musikbibliotek, som han kastede sig over som en rejsende, der udforsker nyt land.

»Hele min ungdom var én lang opdagelsesrejse. At læse om de forskellige bands og lede efter gamle plader med dem, jeg var fuldstændig opslugt af det«, husker han.

Han dykkede ned i alle de genrer, som biblioteket havde inddelt musikken i: Pop/rock, beat/folk, blues, soul. Opdagede The Electric Prunes, Love, The Chocolate Watchband og 13th Floor Elevators. Storebroren, som var 12 år ældre og havde en enorm pladesamling, optog blandede kassettebånd til sin musikhungrende lillebror og introducerede ham på den måde for bands som Devo, Sex Pistols, Lou Reed, David Bowie og The Beatles.

Forældrene var sådan nogle »forstående, progressive og eftergivende socialist-feministiske« typer, der syntes, at alt, hvad deres søn gjorde, var okay. Så han hang ud med de ældre drenge og tog til punkkoncerter i Albertslund Rockklub. Han identificerede sig som punk og barberede håret af i den ene side. Så Sort Sol spille i Fælledparken og svenske The Nomads give koncert i Ungdomshuset. Som 18-årig var han blevet smaskforelsket. I syrerocken.

»Jeg havde jo punkbaggrund og var til hård, hurtig musik. Og jeg fandt en eller anden parallel i mange af de ting fra 60’erne. Der var samme energi«.

Han følte, at musikken fra dengang tændte noget i ham.

»Noget som fortalte mig om kærlighed og kvinder. Om drugs, og om livet og døden og alle de vigtige ting, som man gerne vil vide noget om, når man er 17-18 år«.

Spids-Nøgenhat_02
Spids Nøgenhat på Roskilde Festival 2014. Foto: Tue Blichfeldt/Soundvenue.

Te og morgenfede

På biblioteket faldt den unge Guf også over nogle bøger om psykedeliske planter. Og i farens bogreol fandt han en bog af Stanislav Grof, der beskrev en række forsøg med at behandle psykiatriske patienter med lsd. Han bladrede i Henry Miller og så ‘Easy Rider’, den legendariske roadmovie hvor to fredselskende hippier spillet af Dennis Hopper og Peter Fonda kører på motorcykel tværs gennem det sydlige USA og undervejs er på et psykedelisk syretrip af dimensioner. Det hele pegede tilbage til den udforskning af bevidstheden, som fulgte med 60’ernes hippiebevægelse.

Da han var 19 år, prøvede han svampe for første gang. Og havde sit livs sjoveste aften: »Jeg har aldrig grinet så meget i hele mit liv«. Oplevelsen lagde grunden for en årelang fascination af psykedeliske stoffer.

»I 20’erne eksperimenterede jeg en del med syre og alle mulige andre ting, som vi faldt over«.

Mange af sangene på den første Spids Nøgenhat-plade er inspireret af en periode, hvor han boede sammen med Henrik ‘Hobbitten’ Klitstrøm i Smallegade.

»Vi havde sådan en dagpenge-slacker-livsstil, hvor vi egentlig ikke rigtig lavede andet end at drikke te og ryge morgenfede. Så sad vi og spillede computerspil, mens Hobbitten lavede syrelys på væggen med en gammel diasfremviser«.

Om efteråret samlede de svampe, som de trippede på. »Der var en del svampe i omløb det år«, tilføjer han.

»For mig er psychrock musik, der beskæftiger sig med den psykedeliske oplevelse eller forsøger at genskabe den. Det er knyttet til den oplevelse, der ligger i at tage et psykedelisk stof. Musikken har enten en monoton eller opløftende eller transporterende kvalitet. Det sker tit, når vi spiller med Spids Nøgenhat, at vi går ud i den der repetitive gentagelse af et simpelt riff. Hvis man bliver ved længe nok, når man til et punkt, hvor riffet spiller sig selv. Det er meget interessant. Der går et minut eller to, så overtager riffet fingrene – og så er det, at det bliver rigtig sjovt at spille«.

Når sproget slipper op

I dag elsker han stadig alt ved det univers, som psychrocken repræsenterer.

»Jeg elsker at læse om det, elsker at se film, der er inspireret af det, jeg elsker alt ved det«.

Hans fascination handler om en gang imellem at kunne tage en pause fra normaliteten.

»Vi render jo rundt her i vores fælles vedtagne virkelighed. Der er nogle vægge, og der er nogle regler, noget moral og noget etik, og vi bruger de her fællesskaber til at kue hinanden med. Der er alle mulige begrænsninger hele tiden. Men den verden repræsenterer noget, som står udenfor på en eller anden måde. Og som vi ikke rigtig kan tale om. Vores sprog slipper op, når vi prøver at tale om det. Hvis man skal beskrive det, må man bruge mere end sproget. Så må man male et billede eller skrive en sang«.

Lorenzo bilder sig ikke ind, at han skriver bedre sange, når han er på stoffer.

»Men man kan nogle gange skrive om nogle andre ting. Man får måske nogle lidt skæve ideer, som kan virke appellerende«.

De psykedeliske stoffer kan forstørre tvivlen, og når han skriver i påvirket tilstand, bliver teksterne mere åbne og uforståelige og underfundige, siger han. I det hele taget har stofferne på mange måder været med til at gøre ham til den, han er i dag. Ikke fordi han har ligget og kastet op i en gulvspand efter at have taget nogle baby woodrose-frø fra den euforiserende blomst, der vokser på Hawaii – selv om han har prøvet det. »Det kan godt give lidt mavekneb«, siger han.

Men fordi han føler, at stofferne skaber et rum for refleksion.

»Man får evnen til at analysere de ting, man gør, og se dem fra en lidt anden vinkel og sætte spørgsmålstegn ved de valg, man har taget«.

At han er endt, hvor han er i dag, er dermed heller ikke noget tilfælde. Hver gang, han mødte en pige og blev forelsket, trængte spørgsmålet sig på: Skulle han slå sig ned og få børn? Leve et mere traditionelt liv? Få et almindeligt job? Svaret var altid det samme.

»Jeg følte, at der var nogle andre ting, jeg skulle«.

I mange år virkede det helt åndssvagt, kan han godt se.

»Der var jo slet ingen karriere«.

Men når han i dag ser tilbage, har han svært ved at se, hvordan hans liv skulle have formet sig anderledes.

»Det lyder tosset at tale om skæbnen«, starter han. »Jeg er slet ikke religiøs, men jeg har altid haft en eller anden fornemmelse af, at jeg er på et spor, som jeg er nødt til bare at følge. At det er det her, jeg er sat på planeten for gøre«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

At efterlade sig noget varigt

Når nogen spørger Lorenzo Woodrose om han stadig laver musik, synes han derfor, det er verdens dummeste spørgsmål. For hvad skulle han ellers lave? Så svarer han som regel, at musikken måske ikke er noget, han kan leve af, men det er noget, han kan leve for.

»Det giver mit liv mening. Jeg har brugt min tid på at forevige de ideer, der kommer ud af mit hoved. De er på vinyl, og de vil holde evigt«.

For ham handler det om at efterlade sig noget. Noget varigt. Derfor er han også glad for den anerkendelse, han langt om længe har fået.

»For ti år siden var jeg måske lidt bitter over, at det, vi havde gang i, fik så lidt opmærksomhed. Vi følte jo, at det var groundbreaking, og at det åbnede nogle nye døre i dansk sammenhæng. Der følte vi, at vi blev ignoreret«.

Men så i 2004 vandt Baby Woodrose P3 Guld-prisen. Det var tre år efter, at bandet så dagens lys. På det første album ‘Blows Your Mind’ indspillede Lorenzo selv alle instrumenterne. At kalde ham en ildsjæl i dansk musik er en underdrivelse.

I dag er bitterheden forsvundet, og han føler, at han har fået sparket døren ind. Og han er glad, så længe han kan lave sin musik.

»Jeg er allermest lykkelig, hvis jeg lige har skrevet en god sang. Det er den største følelse, jeg kender. Det handler om at opfylde sit potentiale, og det føler jeg, at jeg gør lige dér«.

Han rejser sig fra stolen. Det er tid til en smøg.

Dem ryger han mellem 20 og 80 af om dagen. Eller så mange, han kan nå, som han siger. Hvis bare han er fuld nok. Han tæller ikke. De mange år på turné, i øvelokalet og som bartender har efterhånden defineret hans livsstil. Og han gør sig ingen forhåbninger om at blive hverken 80 eller 90.

»Men jeg tror godt, at jeg kan klare den, til jeg bliver 60. Selv med mit cigaret- og alkoholforbrug«.

Vi skal snart dø alle sammen

Tankerne om livets afslutning blev aktualiseret, da vennen gennem mange år, Ralph Rjeily døde af kræft i 2012, blot 40 år gammel. Ralph var lydmand i Baby Woodrose og hjalp bandet med at få kickstartet både turneer og pladeudgivelser, da de lærte hinanden at kende i 1995.

I årene 1997 til 2007 ringede Ralph Rjeily til Lorenzo hver dag.

»Han ringede altid ved middagstid og spurgte, om jeg var oppe. Han mente, at jeg skulle ud af sengen og lave noget. Og så sludrede vi altid lidt og lagde nogle planer«, husker Lorenzo. »Han var min tætteste ven i hele den periode«.

Og havde det ikke været for Ralph, var Spids Nøgenhat nok ikke blevet gendannet, og det andet album aldrig udkommet. Det var Ralph, der pressede på for at få bandet til at spille koncerter igen og indspille nye numre. Så da han sagde farvel til livet efter otte måneders sygdom, var der ingen tvivl: »Så var vi nødt til at lave den plade«.

Og ‘Kommer med fred’ bærer præg af alvoren.

»Vi er jo blevet modne mænd. Og vi skal også snart dø alle sammen«.

Pladen blev en form for memento mori og et gravskrift for Ralph.

»Titlen er af mange blevet tolket som sådan en hippieting. Men hvis man kigger godt efter i teksterne og på coveret, så kan det være, at man får et lidt andet indtryk af, hvad det er for en slags fred, vi taler om«.

På coveret ser man fem sorte silhuetter stå på en høj. Orange striber og lilla prikker i bedste psykedeliske stil står ud fra højens top, og to af silhuetterne holder en form for flag eller træ, der strækker sig mod himmelen. Og skulle man stadig være i tvivl, er det bare at lytte til teksten på nummeret ‘Lever vi nu’: »Er det værd at kæmpe / Er det for sent at slås / Kan vi nå at elske / Kan vi blive ved / til vi synker ned / i det mørke / der altid kalder på os«.

Lorenzo Woodrose spiller hen over weekenden tre koncerter med Spids Nøgenhat i Pumpehuset i København. Bogen ‘Mere lys’ om Spids Nøgenhat udkommer i november, hvor der også er premiere på en dokumentarfilm om Lorenzo på CPH:DOX.

Artiklen er tidligere bragt i Soundvenue #96.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af