Spids Nøgenhat

12 år er gået, siden kultoutfittet slap deres første og hidtil eneste studiealbum – det neopsykedeliske mesterstykke ‘En mærkelig kop te’. Efter denne lange albumpause har de syrerockede ny-hippier med Baby Woodrose-ankermand Uffe ‘Guf’ Lorenzen i front imidlertid atter indtaget cockpittet på psych-rumskibet, og destinationen på GPS’en er sat til det yderste af stratosfæren. Rejseprovianten består af den fineste Lolland Falster-koger, der kan købes for menneskemønt, samt et kuld friskplukkede psilocybinsvampe. Dresscoden dikterer batik, lammeskindsvest, trompetbukser og fedtet fuldskæg.

Rejsens mission står soleklar fra den allerførste strofe i det skævt ringlende åbningsnummer ‘Mere lys’. »Spids Nøgenhat kommer med fred«, forsikrer rumkaptajn ‘Guf’ lytteren med sin ekkotilsølede vokal.

Stemningen er på det meste af albummet gennemsyret af slut-60’er-vibes, hvor nøgleparolerne er ‘fri kærlighed’ og ‘fri hash’. Det lyder måske lidt bedaget og flipperromantisk, men når den musikalske pastiche er så vellykket, som tilfældet er her, så skal undertegnede da være den sidste til at agere lyseslukker.

Morten ‘Aron’ Larsen og Henrik ‘Hobitten’ Klitstrøms arbejde på de seksstrengede er generelt formidabelt, men navnlig på den slæbende tjaldhymne ‘Lolland Falster’, som har seriøst evergreen-potentiale, på den adstadigt messende ‘Jorden kalder’, samt på det dystert knugende cover af 70’er-flipperne Furekåbens ‘Den gennemsigtige mand’ syder og bobler deres guitararbejde mere viltert end vandet i en provins-hiphoppers bong.

Spids Nøgenhat har med deres comeback-album begået en gennemført psykedelisk hippie-homage, der er så stopfuld af oprigtig kærlighed til den musikalske æra, den replikerer, at den fint står mål med sit forlæg.