Godspeed You! Black Emperor leverede mættet totalteater i Den Grå Hal

Igen i år har CPH:DOX serveret et seriøst lokkende kulturprogram med frit valg på stort set alle hylder. Om man er til det voldsomme, det smukke, det mystiske eller det mere aparte kan man se, opleve og høre det på festivalen.

En forsmag på den årligt tilbagevendende kulturbombe var da de canadiske postrockere Godspeed You! Black Emperor (GY!BE) kom til Christiania og spillede Den Grå Hal helt op, helt ned og helt ud i alle hjørner.

Koncerten lå i umiddelbar forlængelse af, at Christianias biograf, Byens Lys, havde vist den sort-hvide, japanske motorcykelbande-dokumentar fra 1976, som bandet har lånt deres navn fra. Kombinationen af de to var slet ikke et dårligt match af festivalen, da både bandets urovækkende lyd og dokumentarens aparte japanske kultur og til tider voldsomme scener begge kommunikerer igennem en slags dragende mørke.

Titlen som et af postrockens mest hædrede grupper var bestemt fortjent denne aften i Den Grå Hal, hvor lyden – en væsentlig faktor når syv personer spiller højt og støjende – sad lige i skabet. Som på ryggen af en levende musikalsk organisme blev vi ført rundt i bandets unikke landskaber, der krydsklippede fra organisk svævende former til ekstatisk og stormende støj over numre fra både ældre og det nyeste album.

Ind imellem de to poler, det stille og det store, blev salen rystet – bogstaveligt talt – af nærmest Swans-tung og jordfarvet doom, som havde episke kvaliteter i tyngden, men også i de enorme, nærmest poppede melodier, som ligger begravet i gruppens lyd. Straks derefter kunne de syv lægge sig fladt ned i helt stille passager, og violinens spinkle men massive lyd af ensomhed landede stormen i en forblæst bakkedal, hvor melankolien lå tæt som nybrygget tåge. Den lange koncert til trods var musikken så godt foldet ud dramaturgisk, at det aldrig blev kedeligt eller ensformigt.

Hele aftenen blev scenens bagtæppe brugt til at vise live-visuals, der er blevet en uomgængelig del af gruppens udtryk. Og som bandets Efrim Menuck, under visningen af dokumentaren tidligere, havde fortalt var en bevidst måde at påvirke vores forståelse af musikken. 16mm-filmene på bagtæppet indeholdt eksempelvis langstrakte passager af forladte og smadrede betonbyggerier, fugleflokke i cirkulation og rygende raffinaderier, og på mange måder blev visuals-manden, Philippe Leonard, derfor en vigtig ekstrasans i et allerede mættet og lydmæssigt totalteater, som sitrede i kroppen, peb i ørene og flimrede for øjnene, da man igen trådte ud i natten på Christiania.

Læs også: 20 koncerter du skal opleve i november