Årets NorthSide-koncert med Iggy Pop nærmer sig med sløve vinterskridt, og nu har punkens grand-old-man ovenikøbet annonceret et nyt album rundt om hjørnet – endda med ingen ringere end Josh Homme i producerstolen. Albummet udkommer den 18. marts under titlen ‘Post Pop Depression’.
Homme er dog ikke den eneste legekammerat. Dean Fertita – Hommes kollega fra Queens of the Stone Age – er med på guitar og keys, og trommeslager Matt Helders fra Arctic Monkeys har bidraget bag tønderne.
Førstesinglen ‘Gardenia’ er ude nu, og supergruppen har bekræftet, at de tager albummet med på turné, hvor de får rutineret selskab i form af guitaristen Troy Van Leeuwen – også fra QOTSA. Hvis det lyder for godt til at være sandt, kan man heldigvis se det med sine egne øjne, da Iggy i går var forbi Stephen Colbert hvor han spillede ‘Gardenia’ med hele den nye konstellation.
Se Colberg-besøget i toppen og hør studieversionen nederst.
Læs anmeldelse: Iggy and The Stooges ‘Ready to Die’