Med ti nye navne på plakaten er NorthSides program for 2016 (næsten) fuldendt med enkelte huller, som bliver fyldt ud i løbet af foråret. I den anledning tog vi en snak med festivalens talsmand og medbooker, John Fogde, om alt fra årets største scoops og festivalens øgede elektroniske fokus til manglen på amerikansk hiphop og kvindelige artister.
Hvor har jeres fokus ligget, når I har booket årets kunstnere?
»Vi har helt klart haft et internt ønske om at få lidt mere rock på programmet, og det synes jeg er lykkedes med både Iggy Pop, Puscifer og især Deftones. Vi har samtidig også ønsket at få lidt mere kant på, så at det hele ikke bliver for pænt, lidt flere ridser i lakken. Det kan de her tre navne, og Deftones er klart det hårdeste navn, vi nogensinde har kunne præsentere. Så det er vi meget spændte på. Derudover har vi prøvet at sammensætte så alsidigt et program, vi nu kan indenfor de rammer, vi gerne vil præsentere. Der synes jeg, vi er rigtig fint repræsenteret på det elektroniske felt i år – Jamie xx er noget af det hotteste på markedet lige nu, og The Chemical Brothers er et kæmpestort, legendarisk navn med masser af hits.
Vi har lidt mindre hiphop på end tidligere år, men Yelawolf er et spændende navn, synes vi, og så er der en god blanding af ting, folk typisk vil kalde indierock-navne, om det er Beach House, Sigur Rós, Bloc Party eller Beck. Så overordnet er det samme stil, som vi plejer, men vi er kommet lidt hårdere ind i 2016 end normalt, kan man sige. Vi har aldrig slået os op på at skulle have de allerstørste navne i verden eller de helt store rockdinosaurer. Vi vil gerne præsentere et relativt homogent program med et fokus på indie og elektronisk og have nogle få ting, der stikker ud for netop at give lidt kant«.
Nu nævner du, at I ikke går efter de største stjerner, men skyldes det NorthSides profil eller har navne fra Beyoncé-, Kanye West- eller Bruce Springsteen-ligaen nogensinde været oppe og vende?
»Det er klart, selvfølgelig har de det. Et navn som Duran Duran har solgt 100 mio. plader, men de navne, som kan fylde Parken og Boxen ligger simpelthen udenfor vores budget. Der synes vi egentlig, at vores styrke er, at der ikke er langt mellem lagene – forstået på den måde, at de største navne ikke er meget større end dem, der står to eller tre rækker længere nede på plakaten. Det synes vi giver en mere homogen sammensætning af programmet«.
Tidligere har I booket store popnavne som Sam Smith og Lana Del Rey. Hvem synes du kan udfylde den brede, poppede rolle i årets program?
»Med Sam Smith var han faktisk ikke så stor, da vi bookede ham, men det nåede han at blive i løbet af de næste seks måneder op mod festivalen. Så det var mere, at hans karriere tog hurtigt fart, end at nogen var meget forudseende. Men det vi ser, når vi spørger folk, hvad de helst vil se, så er det jo sådan noget som Jamie xx og Beach House – men lur mig, om der ikke bliver fuldstændig pakket, når Lukas Graham, Malk de Koijn og Scarlet Pleasure også står og spiller. Det er en af de ting, vi tydeligt kan se. At folk ikke nødvendigvis identificerer sig med alle navnene, men alle har et forhold til dansk musik, og netop derfor har de en stor evne til at samle folk«.
I har før haft stærke hiphopnavne som Wu-Tang Clan, ASAP Rocky, Earl Sweatshirt og Jurassic Five på programmet. I år er Yelawolf eneste udenlandske hiphopnavn, selv om scenen sprudler som aldrig før. Har hiphoppen simpelthen ikke været en prioritet i år?
»Vi har haft bud ude på nogle af de største nye navne, der er på markedet, men det har desværre ikke kunne lade sig gøre i år. Navne som Fetty Wap og Kendrick Lamar ville have passet rigtig fint hos os, det er der ingen tvivl om. Men jeg tror, de fleste arrangører kan være enige i, at det er rigtig svært at trække amerikanske hiphopnavne til Danmark. De prioriterer typisk hjemmebanen fremfor Europa. Men vi har helt klart haft hiphopnavne på ønskelisten, netop fordi vi har haft succes med det før. En af de koncerter, vi er blevet rost meget for, var Jurassic Five, som folk var virkelig glade for, også selv om mange ikke kendte til dem, så havde alle en helt kanon oplevelse med det. Så vi har super god erfaring med hiphop, det skal bare være de helt rigtige navne, der også har en crossover-appel. Så udover Yelawolf har vi virkelig forsøgt, men det var sværere i år end andre år. I stedet er der danske kunstnere som Ukendt Kunster og Marvelous Mosell, der repræsenterer hiphoppen«.
Man ville måske ikke typisk se Yelawolf som et navn med en bred appel i Danmark, så hvad skyldes sådan en booking?
»Han er jo sådan en rimelig flabet fyr, der har en rocktilgang til hiphop, og som kommer ud med band og tatoveringer over det hele. Det er nok dér, appellen er hos vores publikum, den mere rockede tilgang med store armbevægelser. Han minder mere om sådan en som Kid Rock end Kendrick Lamar. For folk, der ikke ved, hvem han er, vil de helt sikkert få en stor oplevelse, fordi han er den her meget udadvendte performertype med en flabet energi, som bliver sjovt at opleve. Vi vil som sagt gerne have, at der er i ting programmet, der stikker ud, og som kan give folk en anerledes oplevelse. Tidligere har vi måske haft lidt for mange hvide fyre med akustisk guitar, som for de uindviede ville gøre programmet meget ensformigt, så nogle af dem har vi valgt fra i år. Der skal selvfølgelig stadig være singer/songwriters med, men jeg synes, vi har taget lidt flere chancer i år«.
Kønskvoter har været en del oppe at vende i forhold til festivaler, og tidligere har kvindelige artister som FKA Twigs, Grace Jones, Mø, Savages og Robyn været på programmet. Hvor er kvinderne blevet af i år? Er det noget, I overvejer, når I booker?
»Ja, der er jo Velvet Volume og så ellers nogle kvinder rundt omkring i de forskellige bands som Beach House og Bloc Party med deres nye, kvindelige trommeslager. Det er selvfølgelig noget, vi er klar over og tænker over, når vi sammensætter programmet, men vi booker efter kvalitet først og fremmest. Tidligere år har vi haft 30-35 procent kvindelige artister på lineuppet, men i år har vi bare ikke været helt så heldige. Vi har haft masser af bud ude på kvindelige artister, der bare ikke har kunne lade sig gøre på den ene eller anden måde. Det beror altså mere på tilfældigheder end noget andet, og netop kvinderne har jo også været en stor succes tidligere, hvor vi har haft mere af det på programmet. Så er der lige et år nu, hvor vi ikke ligger på samme niveau som tidligere, men sådan går det desværre nogle gange«.
Der er blevet opgraderet i stor stil på den elektroniske front i år. Har I savnet mere fest på programmet, eller hvilken type shows håber I, de elektroniske navne vil levere?
»Det, der har været det vigtigste for os, har været at gå efter elektroniske navne, der har samme kunstneriske kvalitet som konventionelle bands. Forstået på den måde, at det er folk, der har gode sange og som kan performe. Chemical Brothers er jo i bund og grund et rockband, der bare bruger elektronisk musik som deres udtryksform, så vi vurderer de her acts, som vi ville vurdere Beck eller Sigur Rós for eksempel. Dem, vi har valgt, har alle et højt artistisk niveau, og hvis de så samtidig kan sætte lidt knald på festen og rive folk med, så er det sindssygt fedt. Det har der måske også været behov for – vi har set, at navne som GusGus og The Parov Stelar Band har spillet i det værste regnvejr tidligere år, men alligevel har skabt en fest og revet folk fuldstændig med. Så folk er helt klart til lidt mere fest. Det har vi gået efter i år. Vi har jo fede navne herhjemme som AV AV AV og Den Sorte Skole, så de kommer helt sikkert til at gøre det godt«.
Er det tanken, at de elektroniske navne skal stå for aftenfesterne, eller har I også planlagt at placere nogen af dem midt om dagen – og er I i så fald bange for, at det kan falde til jorden?
»Nej, vi har prøvet at undgå, at en dj partout skal lukke ned om aftenen. Vi booker dem som sagt på lige fod med andre bands, så der vil bestemt også være elektroniske bands på om dagen og først på aftenen, alt efter hvordan det passer ind i vores flow og kunstnernes program – nogle udenlandske navne skal jo også videre og spille på andre festivaler. Vi mener, at de her elektroniske navne er gode nok til at spille i dagslys, og de skal ikke bare levere en fest, men kan også spille en rigtig koncert med de solide sange, de nu hver især har«.
Interviewet fortsætter på næste side – om årets scoops og den ultimative drømmebooking.
Hvad sker der rent praktisk på festivalen – er det samme setup som sidste år?
»Langt hen af vejen vil man kunne kende festivalen fra sidste år med to hovedscener og P6 Beat-scenen, der står på samme måde. Men udover det, så ryster vi posen hvert eneste år i forhold til indretning, events, madboder og så videre. Vi kan godt lide ideen om at have nogle hemmelige kroge og ting, folk kan lede lidt efter, så der vil være nogle overraskelser på det punkt. Men vi synes, vi har fundet en god form i forhold til placering af scenerne, så vi udnytter den amfi-agtige følelse derude, så man kan stå godt og se scenen fra mange vinkler«.
Hvad er de største scoops i programmet for jer som bookere?
»Beach House er sådan et band, vi har budt på hvert eneste år, siden festivalen begyndte, så vi er sindssygt glade for, at det endelig er lykkedes. Vi har måske faktisk i retrospekt fanget dem på det helt rette tidspunkt nu, hvor de har to virkelig fremragende album ude, og de har aldrig været stærkere live. Der har også været et ønske om at få Chemical Brothers på i mange år. Personligt må jeg nævne, at jeg faktisk heller aldrig havde regnet med, at vi skulle præsentere Duran Duran eller Iggy Pop, fordi de netop ikke har passet vores profil så godt tidligere. Men efter vi har fået flere år på bagen og taget flere og flere chancer, kan vi jo se, at der både er plads til en Lana Del Rey og en ASAP Rocky samme år, og så er der også plads til Iggy Pop. Det er sådan noget, man lærer over tid«.
Kan man forestille sig, at det kan skabe en splittelse hos publikum, at I både har et ungt, elektronisk fokus, men også ældre navne på plakaten, som appellerer til et helt andet publikum?
»Jeg tror helt klart, der vil være nogle grupperinger, når folk dukker op på festivalen. Folk har deres ønskesedler – nogle kommer for Jamie xx og Flume, andre kommer for Deftones. Men de navne, vi sætter på, synes jeg har så stor crossover-appel, at de kan fange et bredt udsnit af vores publikum. Selv om man aldrig har hørt om Iggy Pop, er jeg sikker på, du vil blive imponeret, når han springer ind på scenen i bar overkrop. Ligesådan har Duran Duran så mange hits, at selv om folk måske ikke kan nævne nogle af dem, vil de uden tvivl kunne genkende ’Girls on Film’ eller ’Planet Earth’, når det brager ud over scenen. Vi har kunnet se tidligere år, at folk, der bogstavelig talt er dukket op med rygmærker og langt hår for at se Flogging Molly og Baby in Vain, de står også og danser rundt midt om natten, når Robyn eller Trentemøller har spillet«.
Hvilke mindre bands fra programmet vil du anbefale, som folk skal folk glæde sig til?
»Der er virkelig mange! På den danske side tror jeg, der er mange, der endnu ikke har haft mulighed for at opleve Phlake, og det band har jo enormt meget momentum lige nu. Jeg ved, der også er mange, der kommer til NorthSide for at opleve bands fra den britiske guitar-/indiescene, som er noget, vi var meget kendte for at præsentere de første år af festivalen. Der har vi både Blossoms og Coasts, som er hypede indenfor den genre lige nu, og som spiller i Danmark for første gang hos os. Jeg tror også, der er mange, der ikke har set Caribou før, og det bliver helt sikkert fedt – han har et sindssygt godt ry som liveact og er bare en virkelig dygtig kunstner, så det bliver forhåbentlig en øjenåbner for mange«.
Navne som for eksempel Beach House og Sigur Rós er temmelig sarte i deres udtryk. Hvordan sikrer I, at intimiteten ikke går tabt på en stor, åben mark?
»Der er helt klart bands, der er mere eller mindre egnede til at spille på festivaler, men generelt set er vores publikum meget musikinteresserede og kommer rent faktisk for at se musikken. Vi har tidligere haft Rhye og The xx, der også er meget sarte i lyden, men jeg synes, folk har været gode til at respektere den mere stille musik. Det forventer vi også i år. Jeg tror, Beach House har virkelig mange hardcore fans i Danmark, der kommer langvejs for at høre dem, så det tror jeg sagtens kan gå hen og blive en rigtig smuk oplevelse«.
I har en del kunstnere, der for nylig har optrådt i Danmark, lige fra Beck på Smukfest og Tivoli sidste sommer, til Beach House, Unknown Mortal Orchestra og Jamie xx, der alle har spillet på Vega i efteråret. Har I betænkeligheder ved at booke kunstnere, der næsten lige har været koncertaktuelle i Danmark?
»Det er helt klart noget, vi er opmærksomme på – selvfølgelig skal man ikke bare kopiere fra andre festivaler eller spillesteder. Men man skal tænke på, at 50 procent af vores gæster kommer fra Aarhus, der er kun plads til 1500 gæster på Store Vega, og vi skal sælge godt 25.000 billetter. Det vil sige, at rigtig mange mennesker har ikke set de her acts, og mange af kunsterne har enten aldrig spillet i Danmark, eller i hvert fald ikke indenfor de seneste fem-ti år. Så det er klart, at der skal være en balancegang, så man ikke præsenterer navne, der spiller her hver uge, men vi bliver ikke skræmt væk af, at Jamie xx har solgt Store Vega ud og lukket Roskilde sidste år. Det er alligevel kun et udsnit af de samme mennesker, der har oplevet det allerede«.
På falderebet: Hvem er drømmenavnet, I jagter til NorthSide i fremtiden?
»Det er så svært, for økonomi er en kæmpe faktor, men der er ingen tvivl om, at Radiohead ville være en drømmebooking hos os, ligesom en band som Tool, der snart bliver gendannet, ville være interessante i forhold til vores lidt mere kantede profil. Men listen er lang, og der kommer hele tiden nye bands til, som måske pludselig er en drømmebooking om et år«.
Læs også: NorthSide: Her er de seks største scoops i 2016-programmet
Læs også: NorthSide afslører årets plakat – ti nye navne på programmet