Red Hot Chili Peppers: Sløset revanche på Orange Scene

Der var en lidt for tydelig symbolik i Anthony Kiedis’ valg af hovedbeklædning, da han kom hoppende ind på Orange Scene. En studenterhue på en mand i 50’erne signalerer bare stagneret drengerøv, uagtet at det sikkert var tænkt som en sjov lokal gestus. Og når vedkommendes bedste musikalske øjeblikke og betydning for den popkulturelle zeitgeist oven i købet ligger et par årtier bagud, var det svært ikke at skrue den skeptiske mine på, selv om pitten var fyldt til randen, og den forventningsfulde menneskemængde tog forskud på diverse omkvæd fra bandets mest velkendte numre.

Red Hot Chili Peppers var kommet for at revanchere deres miserable koncert fra 2007, og vurderer man aftenens indsats i forhold til hin våde juliaften, hvor vi – så vidt jeg husker –måtte udstå en ti minutter lang trompetsolo fra en forkølet Flea, så leverede de funkende californiere faktisk en hæderlig indsats.

Men syng-med-potentialet i deres bagkatalog var desværre ikke nok til at skabe noget nær en mindeværdig aften foran Orange Scene. Dertil var deres jammende sammenspil simpelthen for sløset og Anthony Kiedis for skødesløs og uengageret en frontfigur.

Bassisten Flea fyldte meget på scenen: Både i form af kontakt til publikum, hvor han leflende gav den op for både Christiania og Damon Albarn og hans syriske medmusikanter, og musikalsk, hvor hans tårnhøje huggende bas dominerede både under og mellem numrene. Iført en grotesk punkmundering gøglede han løs og gik blandt andet på hænder som et muntert indslag for at fylde de akavede sekunder, hvor en mere dedikeret forsanger nok havde taget teten.

Bandet var ikke blege for at dele ud af deres hits – vi fik alt fra ’Can’t Stop’ og ’Scar Tissue’ til ’Californication’, mens ’Under the Bridge’ og ’Give It Away’ var aftenens ekstranumre.

Setlisten var altså ikke problematisk. Fælles for alle de MTV-mindeværdige numre var dog, at de efterlod en stemning af noget uforløst. For nok ramte de et par generationer på nostalgi-nerven, men den helt åbenlyse mangel på musikalsk sammenhæng mellem bandmedlemmerne var et enormt skår i glæden, selv når man sammen med tusindvis af medsammensvorne sang Kiedis’ mest velkendte strofer af vrøvle-lyrik.

Nok er der stadig en vis beundringsværdig og muskuløs kropslighed i Red Hot Chili Peppers’ løsslupne omgang med funk- og rockhistorien, men den frie leg tenderede desværre oftere det amatøragtige end det ekvilibristiske. Der er ingen tvivl om, at gruppen har skrevet sange, der vil indgå i enhver historisk kanon over 90’ernes rockhistorie, men klart stod også Anthony Kiedis’ manglende evne til at formidle sit eget materiale som frontmand.

Vi fik konstateret, at Red Hot Chili Peppers er bedre end deres seneste besøg på Orange, men vi fik samtidig konstateret, at de ikke behøver kigge forbi igen foreløbig.

Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.

Læs også: Roskilde Festival: Disse ni koncerter må du ikke misse torsdag