Roskilde Festival: The PowPow snublede, men rejste sig

Det var et tændt band med hævede arme og selvtilliden uden på tøjet, som indtog Rising-scenen tidligt tirsdag aften.

The PowPow er centreret omkring de to eksil-esbjergensere Gustav Foss og Lasse Tarp, som havde samlet tre mand bag sig, der eksekvererede den britpop-inspirerede garagerock med ikke altid sikre greb om instrumenterne. Særligt havde trommeslageren i momenter svært ved at holde et stabilt tempo, om det så skyldtes nerver eller blot iver.

Foss anvendte ofte sin vrængende vokal som effekt, og i takt med at koncerten skred frem, savnede man lidt variation i fraseringerne. Hatten af for en flabet attitude, men det forudsætter et skarpere materiale. Lidt for ofte tyede The PowPow til de samme tricks, og den udadvendte garagerock var for triviel i ‘What a Jerkoff’ og ‘I Do Not Wanna Sing This Song’.

Bandet viste heldigvis også et øre for smægtende melodilinjer, og de flabet betitlede ‘Stick ‘Em Roses Up Your Ass’, ‘Born 2 Fuck You Up, og ‘I Could Change But I Won’t’ blev leveret overbevisende. Den spurtende ‘Treat Me Like a Poolboy’ var en symptomatisk afslutning på koncerten: Bandet løb i tempo, men gradvist fandt attitude og musikalitet hinanden. Når man snubler, rejser man sig, og selvsikre The PowPow har bestemt en fremtid foran sig.

Læs også: Roskilde Festival: Seks must see-koncerter onsdag