Roskilde Festival: Tre timers Neil Young – i udmattelseskrig for moder jord

Neil Young har altid været kontrasternes mand. Blødende sentimentale countryballader støder sammen med granittunge riffs, når han samler en elektrisk guitar op og svinger den som en økse. Hyggelige morfar Neil forvandles til rasende skovhugger Young som ved et pludseligt vejromslag (apropos!).

Sammen med sit unge band, Promise of the Real (der blandt andre tæller to af Willie Nelsons sønner), viste den canadiske legende hele raden af sine facetter for fuld udblæsning i en godt tre timer lang koncert, der sluttede præcis ved midnat.

Der er formaninger om at redde planeten og passe godt på moder jord spredt rundt med løs hånd i Youngs værk, og ideen med at sætte disse sange fra fem årtier sammen til en helhed, er langt fra så frelst, som det lyder. Young prædiker ikke, han lægger sagen frem med det fineste våben en rockmusiker har: Den rasende energi og indignerede harme, der ligger i rockbesætningens grundkomponenter – bas, trommer og elektrisk guitar.

Young diverterede dog indledningsvist med soloudgaver af klassikere som ’After the Gold Rush’ (klaver), ’Heart of Gold’ og ’The Needle and the Damage Done’ (akustisk guitar) og ’Mother Earth (Natural Anthem)’ (orgel).

Sidstnævnte var et af hele fem bidrag fra 1990-albummet ’Ragged Glory’, og det eneste, der blev leveret solo. De fire andre var vidt udfoldede jams med en samlet spilletid på et godt stykke over en time (!). Centralt stod en næsten 30 minutter lang ’Love to Burn’, der var lige dele sej og sart. Her bød Promise of the Real sig til med en mere psykedelisk og nuanceret stil end Youngs gamle slæng, Crazy Horse.

Den samme grundtone sneg sig frem på introen til ’Words (Between the Lines of Age)’. Mindre oplagt og temmelig drænende var de lange udforskninger af ’Mansion on the Hill’ og især ekstranummeret, ’Love and Only Love’. Sidstnævnte var sikkert tænkt som en udmattelseskrig til fordel for planeten, men den syntes samtidig vendt mod publikum.

Nuvel, Young er ingen pleaser. Men koncerten bar vidnesbyrd om en tændthed, der ikke alene hang sammen med dens længde, men også den vellykkede inkorporering af et nyt, ungt band, der blandt andet leverede fornemme versioner af en roots-rockende ’Out on the Weekend’, ’Alabama’ og ’Everybody Knows This Is Nowhere’ (med nogle af de komplekse vokalharmonier bandet excellerede i). Samtidig har Young viljen til hele tiden at finde nye nuancer i sine sange, som en stædig guldgraver, der aldrig opgiver at finde sit Klondyke.

Neil Young har aldrig virket som en mæt kunstner, men det er, som om den aktuelle økologiske bevidsthed har vækket en vildskab i ham. Det resulterede i en respektindgydende koncert, hvor publikum dog til tider måtte lide den tort at være et lidt for passivt offer for en tændt legendes luner.

Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.