Mystisk billboard dukker op i L.A. – se mulig teaser for Kanye- og Drake-samarbejde

I starten af august kunne vi rapportere om et muligt Kanye West- og Drake-album, der blev teaset til Drakes årlige OVO Fest i Toronto. På daværende tidspunkt udbrød Kanye på scenen: »Er I klar til det her album?«.

Nu pustes der så yderligere til den potentielle ild, som et eventuelt samarbejde mellem to af hiphoppens største virtuoser uomtvisteligt vil udløse, da en mystisk billboard-reklame for nylig er dukket op i midten af Los Angeles.

Det grønne lærred bærer både Kanye og Drakes pladeselskabslogoer – henholdsvis G.O.O.D. Music og OVO Sound – med en mystisk tekst, der lyder: »Calabasas is the new Abu Dhabi«.

Hvad der helt nøjagtig menes med denne pompøse sammenligning kan man kun gisne om, men sikkert er det, at Kanye og Drake må være involverede. Ud over hver især at stå i spidsen for reklamens portrætterede pladeselskaber, har de også begge adresse i Calabasas, som er et luksuriøst område i Los Angeles-distriktet.

Drake slap desuden i juni måned løsgængertracket ’4PM In Calabasas’ gennem sin OVO Sound-radio. Om dette track, der kørte videre på Drakes velkendte ’AM/PM’-sangserie med uendelige strofer og ingen hooks, er et forvarsel til det potentielle Kanye-samarbejde, vides ikke.

Se det omtalte billboard nedenfor.

drake kanye billboard

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af