Eneren M.I.A. minder om en døgnflue på sit angiveligt sidste album
Da Maya Arulpragasam brød igennem med sin både inciterende og konfronterende global-mash-up-pop for mere end et årti siden (med albummet ’Arular’) opnåede hun nærmest overnight status som en af musikscenens mest forfriskende nye stemmer.
Idiosynkrasien – herunder, ikke mindst, sine meningers mod – har hun på ingen måde lagt på hylden i de mellemliggende år, men bortset fra de aldrig forsvindende kontroverser, der knytter sig til hendes navn – vi nævner i flæng: Særdeles knubbede ord til eks-kæreste og –producer Diplo, en strakt langefinger under Madonnas optræden ved Super Bowl, diverse retssager og senest kritik af Black Lives Matter-bevægelsen for at være snævert optaget af sortes rettigheder – har det siden hovedværket ’Kala’ (2009), inklusive det Diplo-producerede kæmpehit ’Paper Planes’, været småt med succes målt efter salgstal og i forhold til graden af musikalsk fornyelse.
Det seneste album, ’Matangi’, blev nærmest totalt overset, på trods af, at der var tale om et hæderligt popalbum, der dog lige manglede det hit, der kunne få musikforbrugerne til igen at samles om M.I.A.-kulten.
M.I.A. har fortsat sin helt egen umiskendelige lyd. Den kan ingen tage fra hende. Det er både en fordel og en ulempe. Hun kan med få, men velvalgte midler, få en sang til at gynge som et buldrende godstog på vej til Darjeeling. Det sker ved hjælp af hendes evne til at fremtrylle rå, nærmest skitseprægede vokallinjer, der repeteres og siden suppleres af en ny, ligeså simpel vokalmelodistump, der som ved et lykketræf kan skabe en søsygt vekslende båndsløjfe, der er charmerende poppet, men samtidig karakteristisk som gadeslang, man opsnapper i forbifarten.
På den Zayn Malik-assisterede ’Free Dun’ lægger hun for eksempel en effektiv ’free-de-de-dun’-sekvens ind over ex-boyband-hjerteknuserens totalt kønsløse, for ikke at sige idéforladte, omkvæd, der lige nøjagtig viser, at den rette dosis personlighed, timing og kant kan gøre underværker for en (ellers umanerligt tam) popsang. M.I.A. kan den slags i søvne.
’Free Dun’ – og i videre forstand, samarbejdet med Malik – siger en del om, hvad det er for en M.I.A., vi har fat i på ’AIM’ (det er ikke tilfældigt, at hun leverer karrierens hidtil mest ’safe’ albumtitel i denne ombæring).
Den evigt ungdommelige 42-årige brite med de tamilske aner er angiveligt ude i en ’nu-tager-jeg-lige-en-slapper-fra-det-politiske-minefelt’-mission, hvor de poppede omkvæd og nogle indimellem forbløffende bløde synths – som for eksempel på slutsangen ’Survival’ – får så rigeligt med albuerum. Det efterlader lytteren med et ujævnt og ikke synderligt engageret udspil, hvor M.I.A. synes at køre på ’happy-go-lucky’-autopilot.
Den trekvart år gamle forløbersingle ’Borders’ er ikke alene albummets med afstand bedste sang, den er også den mest politisk vakte. Selvfølgelig er ’Borders’ svær at skelne fra sin iøjnefaldende billedside, og den føles da også lettere malplaceret på et album, der ellers dyrker overfladesuset fra en kvinde, der virker som om hun har travlt med at lægge låg på karrieren (hvad hun selv har varslet) eller måske omvendt fyre op under den på ny ved at levere pop, der ikke skræmmer masserne væk.
Hvis M.I.A. er gået efter det sidste, tror jeg i den grad, hun har forregnet sig. Hun er ikke – og bør ikke være – en popstjerne som alle de andre. Dem der går tolv af på dusinet. M.I.A. er snarere en paradoksal blanding af ener og døgnflue. Desværre er det døgnfluen, der her scorer en tvivlsom triumf ved at lade sig brænde op i mødet med fosforflammens lys.
Tiden må vise, om Maya Arulpragasam er god for en fugl føniks-fortælling på den anden side af ’AIM’ – i form af mere musik eller måske andre former for politisk eller kunstnerisk aktivitet. Hvis hun omvendt går i permanent eksil fra kunsten og begraver sin iltre mediepersonlighed, er det kun at sige tak for de gode stunder herfra. Hun har så rigeligt optjent kredit – også til at hun vil blive husket. Det kan en delvis skævert som ’AIM’ ikke lave om på.
Kort sagt:
M.I.A har på sit femte – og angiveligt sidste – album svært ved at finde fokus i en ramme, der er (næsten) renset for de politiske og musikalsk skærende intense indbrud, der plejer at give hendes musik sit umiskendelige særpræg et sted mellem hiphoppet flabethed, global bevidsthed og poppet idérigdom. Sangene er udstyret med driftssikre omkvæd, der ikke rigtig får det til at rykke i lytterens bevidsthed, men snarere virker sløvende på indlevelsen. ’Driftssikker’ er et no-go for en sangerinde, der tidligere i karrieren lignede en ener, men som på falderebet (?) i bekymrende grad minder om en døgnflue uden større ambitioner end at have det sjovt, så længe festen varer.