Smerz: »Folk troede på os, før vi selv begyndte at gøre det«

Den norske duo har længe været på mange musiknørders læber og spillet på både Distortion og Roskilde Festival. Men det var først i slutningen af 2016, at duoen fandt selvtilliden til at stole på deres eget udtryk og udgive deres køligt forførende, elektroniske pop. På fredag kan de opleves til årets P6 Beat Rocker Koncerthuset.

Egentlig tog Henriette Motzfeldt og Catharina Stoltenberg turen fra Oslo til Engelsholm Højskole tæt på Vejle for at prøve kræfter med musik hver især. De så det som et sabbatår efter gymnasielivet i Norge, som vi nu alle forbinder med russebusser og vors takket være ‘Skam’. Men i stedet fandt de hinanden, og den danske musikscene fandt dem.

På højskolens sangskriverlinje gik det nemlig op for dem, at deres musikopfattelse passede dårligt ind i den klassiske sangskrivningstradition.

»Vi følte ikke, det sagde os noget, og vi ville hellere i en anden retning. Siden har vi været et team«, fortæller Catharina, da jeg møder hende og Henriette i København, hvor de har boet de seneste to år siden Engelsholm-opholdet.

Det har aldrig været et bevidst valg, at duoen ville blive hængende i København. Det skete bare, efter at de begyndte at arbejde mere intensivt som Smerz. Tiden har de brugt på at finde ud af, hvad de som duo er gode til. Her prøver de ikke at tænke så meget over den musikalske destination, men i stedet på at møde nye folk, blive mere musikalsk bevidste og finde ud af, hvad de kan lide og ikke kan lide.

Resultatet er de skrabede, kølige technobeats, der både kan fremstå naive som tidlig The Knife og selvsikkert baspumpede. Tilsat underspillede og silkebløde vokaler møder det kølige det forførende, og her opstår den norske duos magi, som det høres på debut-ep’en ‘Okey’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Selv om numrene udgør Smerz’ første udgivelse har duoen floreret på den danske musikscene de seneste år og har allerede spillet på Distortion, Spot og Roskilde Festival og til den københavnske modeuge. Det begrunder de selv med en blanding af tilfældigheder, held og planlægning.

»Vi har været heldige at møde mennesker, som har set potentiale i os, før vi måske selv følte, at vi var klar, eller var glade for det, vi producerede. Folk troede på os, før vi selv begyndte at gøre det«, siger Catharina.

»Mange har lavet musik, nærmest siden de var børn, og de kender sig selv bedre rent musikalsk, end vi gør, da vi kun har lavet musik i fire år. Det har krævet tid at lande på noget materiale, vi godt kan lide, og det er nok derfor, vi ikke har udgivet noget før nu«.

Når man snakker med de to nordmænd, tegner der sig et billede af et par musikere, som trods en tidlig opmærksomhed ikke har følt sig presset til at forcere deres forening af poppen og det klubbede. De lader til køligt at have taget sig den tid, det krævede at skabe musikken – og den er de til gengæld blevet rigtig glade for nu.

»Jeg husker det øjeblik, hvor jeg faktisk havde lyst til at lytte til vores eget materiale. Det var meget overraskende, at det overhovedet kunne lade sig gøre. Følelsen af at have lavet ep’en færdig og bare have lyst til at lytte til alle numrene. Det er luksusagtigt. Det kan være, det aldrig sker igen«, siger Henriette.

Smerz spiller på fredag til P6 Beat Rocker Koncerthuset sammen med blandt andre Bisse, Sekuoia og First Hate. 

Læs anmeldelse: Smerz ‘Okey’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af