Future Islands: »Vi er bandet, som er der for folk i svære tider«

I fredags landede 'The Far Field', Future Islands' første album, siden de i 2014 scorede verdensomspændende succes med 'Seasons (Waiting On You)'. Vi mødte Baltimore-trioen på deres besøg i København i februar til en snak om store følelser, fantomkatte og at græde sit hjerte ud til lystig dansemusik.
Future Islands: »Vi er bandet, som er der for folk i svære tider«
Forsanger Samuel T. Herring til SXSW i sidste måned. (Foto: Vivien Killilea/Getty Images)

»Come hang, Copenhagen!« lød en opfordring på Twitter. Opfordringen kom fra Future Islands, der havde slået lejr på en bar i Pisserenden en eftermiddag i februar. Der kom ikke nogen.

Det gjorde der heldigvis den efterfølgende aften på Jazzhouse, hvor Baltimore-trioen spillede en udsolgt intimkoncert. Gerrit Welmers og William Cashion tog sig trofast af keyboard og bas, mens forsanger Samuel T. Herring mindst lige så trofast dansede, tævede og græd sit hjerte ud til det begejstrede publikum.

Liveformatet er det, de fleste både bedst kender – og eventuelt også elsker – Future Islands for. Et format, der kom hele verden rundt, da det for tre år siden blev foreviget hos David Letterman med formidabel en live-version af ‘Seasons (Waiting On You)’, der var lige til historiebøgerne.

Inden Letterman troede trioen, at de med tre solide skiver i diskografien havde ramt tinden af deres karriere. Men de tog grueligt fejl. Tv-debuten satte skub i successen, og de kunne spille ‘Seasons’-pladen ‘Singles’ for fulde huse sådan cirka halvdelen af alle aftenerne i hele 2014.

»Det var det skøre år, hvor alting vendte« smiler Sam.

Det gik hurtigt. Lidt for hurtigt. De rejste verden rundt, men nåede aldrig at se noget. Successen var lige så karrieremæssigt opbyggende, som den var fysisk og psykisk nedbrydende.

»Fysisk var jeg fuldkommen smadret. Jeg kunne knapt bevæge mig« fortæller han.

Med tanke på hans live-form, er det svært at forestille sig ham uden de store armbevægelser. Selv aftenen forinden smadrede han igennem på trods af en galoperende madforgiftning. Sygdom eller ej: Sam er som altid fuldkommen nærværende. Denne formiddag er han også den af gutterne, der tager teten. Han bakkes sporadisk op af William, mens Gerrit sidder og stirrer ned i sin kaffe. Efter fjorten års samspil er de efterhånden vant til hinandens roller. Efter et par år på den helt store succesbølge, er de som band også ved at finde fodfæste igen – efter en hel del tiltrængte fridage.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

William: »Hvis du ikke tager fridage, bliver du skør. Vi blev skøre«.

Sam: »Vi havde ikke råd til at tage en friaften. Vi tjente kun 50 dollars i alt – til hele bandet – på én koncert. De 50 dollars første os til det næste spillested. I gamle dage spillede vi for 10-25 mennesker i en halv time sådan en aften. Ingen lydprøve. Nu er der et langt større pres i forhold til alting, særligt at skulle være på toppen altid«.

»På en USA-turné i 2010 spillede vi 49 shows på 47 dage. Jeg kan slet ikke forestille mig at gøre den slags nu. Men det er den mentalitet, der har fået os hertil, hvor vi er i dag. Vi blev ved med at knokle hårdt og presse os selv. På et højere plan var det fuldkommen uholdbart«.

Hvordan kunne I overhovedet fremtvinge en energi på scenen, når I havde så stramt et program?
Sam: »Det er du bare nødt til. Efter et par uger kommer går du ind i en underlig zombieagtig turnétilstand. Sommetider er det det, der får dig igennem. Din krop finder styrken til at gennemføre showet. Det er ligesom muskelhukommelse. Selv hvis du er træt, mærker du dig selv gøre tingene, selvom du ikke troede, du kunne«.

Hvordan har den omfattende succes siden ‘Singles’ påvirket jeres arbejde med ‘The Far Field’?
Sam: »Når man finder succes, tror man, man er nødt til at gøre noget helt andet for at beholde den. Vi følte, vi havde fået succes i 2010-2011, så ‘Singles’-successen var en helt skør oplevelse. Vi har stolet på os selv og vores musik i mange år, så i skriveprocessen til Far Field var det vigtigt ikke at overtænke det. At fortsætte med at skrive, som vi altid har gjort. At undgå at tage et skarpt venstresving et eller andet sted«.

Fristede det ikke at tage en skarp drejning og gøre noget overraskende?
Sam: »Jeg ville ikke vide, hvor vi skulle dreje hen. Når alting pludselig bliver større, farver det selvfølgelig måden, man får lyst til at gøre tingene på. Men som vi sad der i et rum sammen, følte jeg ikke, vi kunne komme så meget på afveje med vores lyd«.

William, Sam og Gerrit til SXSW 2017. Fotograf: Vivien Killilea/Getty Images.

Sam: »Men denne gang har fanget en vibe, som jeg ikke følte, vi fangede på ‘Singles’. Det har fået nogle af de rå kvaliteter, vores tidligere musik havde, mens det stadig er et velproduceret studiealbum. Det giver noget magi, i stedet for at det hele bare er helt clean. I retrospekt synes jeg, ‘Singles’ var for pæn«.

Hvilken slags magi har I fundet på det nye album?
Sam: »Alle mulige underlige lyde – lyde, som jeg ikke engang ved, hvad er. Før ‘Singles’ snakkede vi altid om at fange spøgelser og støv. At fange miljøet omkring et sted. Jeg kan forstå, man gerne vil kontrollere lyden til en vis grad, men vi vil fange mere end dét. Lyde blomstrer. De gør deres egne ting«.

»’Singles’ blev optaget i et studie, der engang var en kirke. Det var smukt, men der var blevet så renoveret og rengjort, at det tog ethvert lille underligt uheld eller mysterium væk. Dengang vi optog i gamle huse eller hjemme i stuerne, kom alt med – knirkende gulve, tabte trommestikker«.

»Da vi indspillede ‘The Great Fire’ (fra ‘On the Water’ fra 2011, red.) var der en kat, der var blevet væk i studiet. Da vi så lyttede til optagelserne bagefter, hørte vi den miave under omkvædet. Vi blev enige om at lade det være som en slags fantom-miav. Det har vist drevet flere fans til vanvid af forvirring«.

Om det er de knirkende gulvbrædder eller fantomkattene, der gør forskellen, er svært at sige. Men der findes en helt særlig intimitet i Future Islands-tonerne. En intimitet, der går hånd i hånd i Sams udpenslende, åbenhjertige tekster, der er lige så brutalt ærlige og personlige, som de er poetiske. Dystert melankolske og rørende romantiske. Forlist kærlighed, bitre tårer og blødende hjerter spiller sammen med funky baslinjer, lyse, solbeskinnede synthlandskaber og dansefordrende omkvæd.

Hvordan opstår det særegne møde mellem lyset og mørket i jeres musik?
Sam: »Hvis du har en smuk, smertende sang, kan jeg som sangskriver gøre meget med den. Det er meget sværere at skrive, når jeg har en rigtig fed dansesang. Men det er en udfordring, jeg kan lide – spillet mellem det lyse og mørke. Hvordan kan du lave en dansesang, der rent faktisk betyder noget?«

»’Singles’ var mig, der kom til en forståelse af mit liv gennem lyrikken. At tingene ville blive okay. ‘The Far Field’ er mere emotionel end ‘Singles’. Den har en del ro, men den er samtidig også en personlig genopdagelse af mine følelser. Der er nogle hårde følelser på albummet«.

Når sangskrivningen er så personlig og terapeutisk for dig, hvordan føles det så at optræde med numrene live?
Sam: »Det er intenst. Jeg prøver at være så emotionelt sårbar og åben, som jeg overhovedet kan. Det bliver en kilde til styrke for folk. Det handler om at sige de ting, folk ikke selv kan sige. Enten fordi de ikke har styrken, fordi de er bange, eller fordi de har svært ved at indse, det er sådan, de føler inderst inde. At høre nogen sige det, du ikke selv kan sige, får dig til at føle dig mindre ensom. Jeg kan godt lide at tænke, at vi sommetider kan være det band for folk. At vi er bandet, som er der for folk i svære tider.

»At gøre det live – når jeg græder helt ægte foran alle de mennesker – føles godt. Det er en meget intens udveksling. Det er det, det handler om. Vi får se, hvordan jeg har det om halvandet år. Måske er jeg helt emotionelt drænet«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Er du ikke fuldkommen fysisk og psykisk smadret efter sådan en koncert?
Sam: »Det er hårdt at dele 100 procent af sig selv på scenen og 100 procent af sig selv bag scenen. Så har man ikke så meget tilbage af sig selv. Jeg savner de dage, hvor vi kunne være en del af publikummet. Dengang vi alle sammen blev som én stor familie. Men som koncerterne blev større, kan man ikke længere være nede blandt publikum på samme måde«.

Har I andre ikke sommetider lyst til at smide instrumenterne og gøre Sams løssluppenhed selskab?
»Jo. Jeg tror, jeg joiner ham en dag« nikker Gerrit alvorligt, inden han vender tilbage til at koncentrere sig om sin kaffe.

William: »En del af os savner de gamle dage, hvor den slags var muligt. At crowdsurfe med bassen. Men vi elsker det selvfølgelig også nu – de større koncerter. Det er for eksempel fedt at have et backstagelokale. Førhen havde vi kun alenetid i varevognen, hvor vi sad og drak øl. Nu har vi endda sommetider to rum backstage, så vi kan dyrke yoga eller lave armbøjninger. Sig det i artiklen, så folk tror, vi rent faktisk gør det«.

De andre griner, så det runger i den lille hotellobby. Det er åbenbart i virkeligheden tequila og smøger, der trumfer de sportslige udskejelser bag scenen.

I må vel også have fået en hel del flere muligheder for jeres liveshows. Har det ikke rykket ambitionerne et nyk i vejret, at I nu spiller større shows?
William: »Sam vil gerne spille på månen. Vi kan måske bare være testbandet, før de sender The Rolling Stones derop. Så kan de sikre sig, de ikke dør, hvis vi overlever det«.

»Ellers – hvis vi kan få det godkendt – kunne vi indtage en festivalscene fra en luftballon. Ville det ikke være sejt på Roskilde Festival? Hvis vi kom ind på scenen via en luftballon?«

Det kan der vist ikke herske tvivl om, at det ville. Det kræver nok et par friske sikkerhedsmedarbejdere, og at trioen får stillet Orange Scene, der nok er mest luftballonegnet, til rådighed.

Det kræver også, at Future Islands lærer at holde fridage, så de ikke bliver skøre igen, inden de vender tilbage til Danmark. Men det har de forhåbentlig lært denne gang.

Future Islands spiller på Roskilde Festival. Læs vores anmeldelse af ‘The Far Field’ HER.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af