‘Pleasure’: Feist er quirky og selvbevidst – også når hun ikke prøver på at være det
Det kunne være et interessant tankeeksperiment: Hvad var der sket med Leslie Feist – dengang 31 år og i ’sin bedste alder’ – hvis hun ’bare’ havde truffet nogle andre (mere opportunistiske) karrierevalg i årene efter 2007, hvor hun solgte et millionoplag af albummet ’The Reminder’?
Hvad kunne Feist have drevet det til, hvis hun havde sat udgivelsesfrekvensen lidt i vejret og havde fortsat mere i stilen fra hittet ’1234’: Var hun blevet allemandseje?
’1234’ er en sang – og, ikke mindst, en video – der udgør et sigende destillat for den form for quirky indiepop, der havde kronede dage i 00’erne (indiemusikkens sidste storhedstid?). Det er næppe tilfældigt, at en film som ’Juno’ er fra samme år: Sang og film deler en selvbevidst og selvironisk outsidercharme, der præ-finanskrise er slående ubekymret (grænsende til det solipsistiske). En indiementalitet, der alt efter temperament er at forveksle med et befriende alternativ til overfladisk materialisme og konformitet eller udtryk for kalkuleret segmenttænkning. Under alle omstændigheder var denne form for skæv/skør indie i høj kurs for ti år siden. Feist – der solgte sangen til brug i en Apple-reklame og tilmed sang den med The Muppets – havde åbenlyst et kæmpe crossover-potentiale.
Eneste ’problem’ var, at hun aldrig rigtig indløste gevinsten. Ikke alene gik der fire lange år, før hun fulgte op på gennembruddet, hun leverede også en mindre publikumsvenlig og lyrisk mere abstrakt efterfølger i form af ’Metals’ (2011). Nu er der så gået yderligere seks år, og Feist – der nu som 41-årig er noget over the hill i forhold til at appellere til det traditionelt forholdsvis unge segment af alternative musikforbrugere – er tilbage med et både ekspansivt og på samme tid skrabet fjerde album (hun debuterede med ’Let it Die’ i 2004), der i lange stræk lyder, som om det kunne have været optaget på en simpel båndoptager.
Feist dyrker på sit nye udspil en rå lo-fi-approach med fokus på en stærkt personlig sangskrivning, bestemt ikke ulig PJ Harvey anno den snart 25 år gamle ’Rid of Me’ (det er næppe heller en tilfældighed, at en sang er betitlet ’The Wind’, samme titel som en sang på Harveys 1998-udspil ’Is This Desire’). På det stærke åbnings- og titelnummer gennemspiller Feist ligesom flere forskellige temperamenter inden for rammerne af det samme nummer – en strategi, hun helt generelt forfølger på albummet – men omkvædets skeletale blues-inspirerede guitar-lick og lyrikkens fokus på kvindepsykens lyster er ren PJ. Det samme er en umiskendelig lighed i stemmeføringen.
Rundt om væver Feist Cat Power-agtige melodilinjer, dog med en rekurs til det mere sødmefulde og sværmeriske (hun har en tendens til at levere små triller, når hun synger – og, hey, hvorfor ikke smide opløftende håndklap ind, når man nu er i gang?), der kendetegnede hendes gennembrudsperiode i 00’erne. Hele herligheden er pakket ind i en produktion, der bestemt ikke er i nærheden af det finslebne. Det er råt for usødet, men samtidig ret sødt, fordi stemningen aldrig bliver deprimeret eller alt for heavy.
Det spartanske tager Feist med sig på albummets øvrige ti sange, der stemningsmæssigt og musikalsk bevæger sig rundt i et væld af udtryk, men som hænger sammen dels grundet et lyrisk fokus, hvor grundig introspektion (gerne med fokus på hovedpersonens behov for ensomhed) er i centrum, og dels altså en produktion, der ikke ligefrem bærer præg af, at Feist har pønset på et comeback i seks år. Hvis det her er et grand statement, så er det i kraft af Feists fuck-it-all-attitude; som havde hun smidt en masse timers indspilninger på bålet og i stedet satset på at lade impulsiviteten råde ud fra devisen: ’Sådan her ser mit forvirrede hjerte ud her og nu’. Man får lidt det indtryk, at der er tale om et snapshot af sangerindens kunstneriske proces snarere end en langsomt akkumulerende kulmination på den (ikke ulig den virkning Frank Oceans ’Endless’ og ’Blonde’ havde sidste år). Kunsten er jo så at få illusionen om spontanitet til at virke troværdig, også selv om man i virkeligheden leverer et dybt gennemtænkt projekt/produkt.
I den forbindelse efterlader Feist mig noget mere forvirret end Ocean. For det er simpelthen min oplevelse, at de her sange kvalitetsmæssigt befinder sig forskellige steder på skalaen mellem det ’fremragende’ og det ’forvirrede/henkastede’. Der er forholdsvis langt fra den intense, skrabede ’I Wish I Didn’t Miss You’ (hvor Cat Power a la slut-90’erne spøger igen) og den forunderlige, Guided By Voices-refererende (ja, 90’erne er fortfarende go-to-årti nummer et, når alternativ guitarbaseret sangskrivning er i sigte, se også Waxahatchee) ’Any Party’ til den sløsede ’Get Not High, Get Not Low’ og den overbagte ’Century’, der ikke nødvendigvis er godt tjent med at inkorporere en snøvletalende Jarvis Cocker – der i en outro funderer over hvor mange sekunder, timer og dage, der går på et århundrede, men afsluttende må konstatere, at en lang nat føles som et helt århundrede, når man er ulykkelig og ikke kan sove. Tager han pis på os? Det gør han nok. Men leveringen savner Cockers gamle vid og bid.
’Pleasure’ finder en form for fokus med sange som ’I’m Not Running Away’ og ’A Man Is Not His Song’, men Feists quirks fornægter sig ikke. Sidstnævnte indeholder en heavy metal-outro, der ikke just står i et kongenialt forhold til den folkede introspektion, der går forud. Derudover skrider Feist ud i en Fiona Apple-agtig midtersektion, hvor hendes legesyge kommer til sin ret på en måde, der ikke tager fokus væk fra sangens alvorlige kerne. Afslutningsnummeret ’Young Up’ er båret af en underligt distant orgeldrone, slæbende trommer og et korarrangement, der – hvis vi er venlige – kan kaldes for idiosynkratisk.
Feist er aldrig et uinteressant bekendtskab, men selv når hun prøver at lade som om, har hun svært ved at skjule, at der er en selvbevidsthed på spil i hendes musik. ’Pleasure’ projicerer introspektion, skævhed og en kompromisløs skabervision i nogenlunde samme grad som den ti år yngre udgave af hende selv syntes meget klar over, at ’1234’ var en bagatel, der vandt sin charme ved at stå ved netop det faktum.
Kort sagt:
Feist – nu 41 år – har taget sig rigtig god tid om at lave ’Pleasure’, efterfølgeren til den seks år gamle ’Metals’. Det kan nu ikke høres. Udtrykket er råt og til tider lyder det, som om sangene er undfanget en sen nattetime med en tændt båndoptager stillet op ovre i hjørnet af kælderrummet. Det skal man nu ikke lade sig snyde af. Det kan godt være, at Feist har droppet de store popambitioner, men hun laver fortsat intrikate og stærkt introspektive sange, der slår ikke så få krøller på sig selv undervejs. Resultatet er både betagende og en kende for selvbevidst.