Han er anonym og optræder med en spand på hovedet, men det har ikke afholdt dj’en Marshmello fra et tjene ustyrlige summer penge som dj. Dj’en – hvis rigtige navn altså er ukendt – er én af de nye tilføjelser til forretningsmagasinet Forbes’ årlige liste over de bedst tjenende dj’s i verden.
I toppen finder man for femte år i træk Calvin Harris, mens The Chainsmokers indtager en tredjeplads – tilmed i deres første år på listen. Herudover er der gamle kendinge som Tiësto, Skrillex og David Guetta samt altså også Marshmello, som med 21 millioner dollars indtager en ottendeplads.
Tiësto har spillet hele 134 dj-jobs i den periode, listen bygger på (juni 2016-juni 2017), men rangeringen omfatter ikke kun indtjening for dj-aktiviteter – navne som Calvin Harris og The Chainsmokers har altså også tjent en del dollars på decidere musikudgivelser.
Den samlede indtjening for top ti faldt fra 2015 til 2016 med én procent, men fra 2016 til 2017 er den steget fra 270,5 millioner dollars til 298 millioner.
Verdens bedst tjenende dj’s – 2017
1. Calvin Harris – 48,5 millioner dollars
2. Tiësto – 39 millioner dollars
3. The Chainsmokers – 38 millioner dollars
4. Skrillex – 30 millioner dollars
5. Steve Aoki – 29,5 millioner dollars
6. Diplo – 28,5 millioner dollars
7. David Guetta – 25 millioner dollars
8. Marshmello – 21 millioner dollars
9. Martin Garrix – 19,5 millioner dollars
10. Zedd – 19 millioner dollars