Grizzly Bear burde skrue mere op for deres nyfundne udadvendthed på ‘Painted Ruins’
Man kan ikke just klandre Grizzly Bear for ikke at have varmet op til deres femte album. Siden maj har Brooklyn-kvartetten løbende udsendt teaser-videoer på deres Youtube-kanal, og op til udgivelsen er fire sange blevet udgivet som singleforskud på ‘Painted Ruins’.
En forståelig markedsføringsstrategi, når nu det drejer sig om gruppens første i fem år, men samtidig en pudseløjerlig disposition, eftersom Grizzly Bears melodier typisk er intrikate og rummer nuancerige detaljer i en sådan grad, at et album netop bør vurderes som et samlet værk. Fremfor en række drypvist pirrende lanceringslunser.
Nuvel, nu foreligger det fuldgyldige resultat, og der er åbenlyst lagt en fokuseret indsats i studiet, hvor Ed Droste, Daniel Rossen og deres medsvorne både har afsøgt nye territorier, men også er henfaldet til tidligere tricks. Det introspektivt inderlige har gennem karrieren været et særtræk ved Brooklyn-firkløverets output, men hvor disse takter tidligere har været fremherskende, vælger Grizzly Bear i denne ombæring at balancere dette imod en anderledes upbeat tilgang til sangskrivning, arrangementer, fremførsel og produktioner.
Gruppens karakteristisk harmoniske vokalpartier og alternative greb om folkrock er fremherskende på ‘Four Cypresses’, ‘Glass Hillside’, ‘Three Rings’, der kan rubriceres som Grizzly Bear classic. Det bliver dog paradoksalt lidt for mageligt og generisk, netop fordi musikken andre steder har fået en mærkbar og klædelig udadvendt tyngde.
Vurderet på gruppens nye takter er ‘Mourning Sound’ albummets funklende prisme. Drevet frem af en frisk rytmisk puls med en bærende bas tilsat doser af new wave-synths er der tale om en mere kølig lyd. Det klæder Grizzly Bear, og elementerne er ligeledes fremherskende i det bredspektrede lydbillede, der folder sig udover alle frekvenserne på ‘Aquarian’, hvor en voluminøs bund af trommer og synthbas kontrasteres af krystallinske guitarkaskader, samt på ‘Cut-Out’s stigende progression mod et fornemt klimaks af percussive brag.
‘Losing All Sense’ og ‘Sky Took Hold’ søger mod at væve gruppens vanligt intime fokus med de nye ekstroverte og energiske takter, og det bliver altså sidstnævnte, der står tilbage som de mest visionære og musikalsk forløste for Grizzly Bear anno 2017.
»Were you even listening? Were you riding with me?«, lyder det fra Droste i ‘Wasted Acres’. Et spørgsmål, der kan tolkes både som en bøn og en søgende bekræftelse. Herfra modsvares med et ‘delvist’.
For ligeså forfriskende Grizzly Bears udadvendte excesser virker, lige så ærgerligt er det, at de ikke går all-in på disse nye takter, men også vælger at hvile på laurbærrene af fordums succesrige bedrifter.
Kort sagt:
Brooklyn-kvartetten er efter fem års albumpause tilbage med et udspil, der delvist fastholder deres greb om alternativ folkrock, men også introducerer en mere upbeat, new wave-inspireret lyd. Det havde klædt Ed Droste og co. at gå all-in på disse nye tone- og taktarter, som er de mest visionære og musikalsk forløste.