Frank Oceans NorthSide-koncert delte publikum og kritikere i to. Var det et unikt udtryk for selve kunstneren Frank; en perfekt formidling af den intimitet, der omfavner hans kunstneriske virke som et skrøbeligt kram? Eller blev intimiteten netop skudt i stykker, da den blev blæst op i festivalformat?
Selv var jeg i den skuffede halvdel efter at have set Frank spankulere rundt på catwalk-scenen i Aarhus – indelukket i sit eget sarte sind med en surround sound-opsætning, der kun kom til sin ret for de nærmeste omkring den centrerede scene.
Det var en koncert for de få. Et enestående format med frisk nytænkning af selve live-oplevelsen, men ganske enkelt ikke bygget til at være en festivalkoncert. Her var gode intentioner ikke nok – selve udførelsen og showets opbygning faldt sammen om sit eget koncept. Hvis man vil intimiteten, må man også forsøge at levere den til hele det publikum, man ved kommer til at være til stede.
Jeg havde for længst glemt skuffelsen, indtil Frank Ocean i går delte en lille live-video fra studiet via sin Tumblr. Det er ikke mere end 151 sekunder, hvor sangeren sammen med Buddy Ross fra sit turnéhold spiller en intim, øm, nærværende og gribende version af ’Nikes’.
Videoen hedder ’-5’, fordi sangen er pitched ned – fem halvtoner, hvilket faktisk er det, som vokalen i den oprindelige udgave på ’Blonde’ er pitched op. Så her synger Frank Ocean faktisk ’normalt’ over et summende elektrisk piano og med fuld kontrol over de skrøbelige fraseringer, der hver gang lyder, som kan de ramle sammen som et korthus af følelser.
‘Hvorfor spiller Frank Ocean overhovedet live?’, spurgte jeg i slutningen af sidste år i kølvandet på annonceringen af NorthSide-koncerten. For hører hans musik ikke hjemme i studiet og i høretelefonerne?
Min daværende frygt blev bekræftet på NorthSide, hvor koncerten føltes malplaceret. Det mest oplagte er at spørge, om selvsamme show havde fungeret i en mindre setting. Det nemme svar er ja, for det var i høj grad de gigantiske omgivelser, der sugede livet ud af oplevelsen som en Dementor fra Harry Potter-universet.
Samtidig virkede showet for opsat på at prøve at genskabe magien fra øvelokalet. Frank med store hørebøffer på, hans musikere placeret i en cirkel – det var hyggeligt, for nu at bruge et ord, som amerikaneren nok ikke kender. Men også lidt pompøst i sin søgen efter at være det diametralt modsatte.
Det var ganske enkelt lavet til at formidle intimitet på en stor scene, og derfor ville det også have føltes forceret – måske ditto malplaceret – på et mindre venue inden døre.
Forventningerne til Frank har altid været urimeligt høje, men der er en uligevægt mellem hans kunstnerisk skyhøje ambitioner og så den øjenhøjde, som hans musik møder sit publikum i.
Men hvad er det så, jeg vil have? Jeg vil have det, som den nye live-video er og kan. Nærvær uden omsvøb. Intimitet uden krukkeri. Det, som ’-5’-videoen i bund og grund formidler, er den ægte og uredigerede udgave af det, som Frank prøvede at skabe på NorthSide. Det minder mig om hans optræden i ’Saturday Night Live’ i 2012 – siddende på en barstol til tonerne af ’Thinkin Bout You’.
Det er det, man i mangel af bedre kan kalde en ’normal’ Frank Ocean-optræden. Men tiden har også vist, at Frank er alt andet end en ’normal’ kunstner.
Det kan virke utaknemligt at skyde hans festivalkoncerter ned på den måde. Det var en oplevelse, uden tvivl, og jeg er glad for at have oplevet det. Men NorthSide gav mig ikke den Frank Ocean-koncert, som jeg også har på fornemmelsen, at mange andre sukkede efter. Den rolige, men samtidig intense oplevelse, som den nye live-video viser, at Frank uden tvivl er i stand til at levere – hvis han altså gad ’synke’ til det niveau rent kunstnerisk.
Pt. har Frank Ocean dog ingen koncerter planlagt, og den lille stribe af festivalshows over sommeren er sandsynligvis det eneste, vi får i denne omgang.
Det er ærgerligt af en hel masse forskellige årsager, naturligvis, men takket være den nye video føles længslen efter et ægte klubshow ekstra stor. Jeg ved godt, at han aldrig kommer til at spille i Store Vega eller noget, der minder om det, af rent økonomiske årsager, men nu (modsat tidligere) tror jeg på, at der findes et format, hvor det sagtens ville kunne fungere i Royal Arena – uden alt for mange shenanigans.
At håbe for meget på det urealistiske er dog spildt tankekræft, og videoen ender nok aldrig som mere end en flig af, hvad der kunne have været. Og ligesom NorthSide-skuffelsen skal denne her længsel nok forsvinde. Det er bare at holde op med at gense de 151 magiske sekunder. Selv om det er svært.
Læs også: Hør Frank Oceans nye nummer ‘Provider’ – også nyt afsnit af ‘blonded RADIO’