KOMMENTAR »Film skal ses i biografen«. Sådan sagde Ole Michelsen altid i det klassiske filmprogram ’Bogart’, der kørte på DR1 i 17 år indtil 2002.
Gælder det samme med musik? Oplevelsen af musik og film kan naturligvis ikke sidestilles 1:1 på den måde, men bliver musikken ’bedre’, når den høres live fra en scene? Er det den ’ægte’ måde at indtage musik på?
Det er ikke uden grund, at nogle udgivelser bliver beskrevet som ’album til høretelefonerne’. Først er der selvfølgelig den musik, som er så sammensat i studiet, at den ikke kan reproduceres live. Men der er også den musik, som er så sart, at den fungerer bedst, når lytteren indtager den helt alene – omsluttet af lydene uden forstyrrelser udefra.
Sådan et album er Frank Oceans ’Blonde’ faktisk. Så fint, delikat og intimt, at det umiddelbart skal nydes i et indelukket, mentalt rum, for at man for alvor får alt det ud at det, som Ocean så tydeligt har lagt i det.
Så hvad skal man forvente af Frank Oceans koncert på NorthSide næste år? Det er svært at svare på, for sangeren er lige så nærig med sine koncerter, som han er fraværende i det offentlige rum.
Ifølge Songkick har han kun spillet 56 koncerter i hele sin karriere – ikke særligt mange, da han allerede tilbage i 2011 udgav gennembruddet ’Nostalgia, Ultra’, som med det samme eleverede ham til stjernestatus.
Han har ikke spillet live siden 2014, men var i 2013 på besøg i København med sin hidtil eneste koncert på dansk grund i kølvandet på ’Channel Orange’.
Jeg var der, og ud over at koncerten ikke føjede meget til det billede, man i forvejen havde af Ocean, så gik noget af intimiteten altså tabt i Tap1’s betonklods af en koncerthal.
»I Tap1 tøffede han for det meste rundt på scenen, ofte med en arm om livet eller bag på ryggen som en høflig museumsgæst«, skrev vores anmelder, og allerede dengang pressede spørgsmålet sig på, om Ocean som både musiker og menneske er bygget til at spille live.
Han har valgt et liv fri for kontakt med omverdenen, så hvorfor ikke lade udgivelserne tale for sig selv? Først for nyligt gav han et interview i forbindelse med ’Endless’ og ’Blonde’ – hans første i tre år og hele tre måneder efter udgivelsen af de to album.
Interviewet omhandlede koncerter i én lille bisætning, hvor Ocean fortalte, at han fulgte ekstremt nøje med i sine albumsalg, så han sammen med sit hold bedre kunne forberede, hvor de skulle planlægge koncerter. Besynderligt nok gik meget af snakken på penge: At Ocean efter en lang kamp endelig har fået kontrol over sin egen musik og den sideløbende indtjening.
Ocean har tidligere i dag annonceret en koncert på den britiske festival Lovebox i juli, og med NorthSide må man næsten formode, at der er flere koncerter på trapperne. NorthSide skriver, at festivalkoncerterne ikke bliver mange, men så måske en almindelig turné ved siden af?
Gør Ocean det bare for at tjene penge? Han er trods alt utroligt glad for biler…
Det tror jeg ikke, og den lillebitte flig af mistroiskhed er udelukkende tilstede, fordi interviewet i The New York Times ruskede i det meget ophøjede billede af Ocean som en musiker, der udelukkende lavede musik for musikkens skyld. En kunstnerisk sjæl, der tog pengene som et medfølgende gode.
Det var måske også at forlange for meget af det gode, selv om jeg inderligt tror på, at det langt hen ad vejen er sandheden.
Ocean deler ud af sig selv via musikken, ikke via interviews og offentlig tilstedeværelse: ’Blonde’ er som en dagbog, der frivilligt er blevet revet ud af hænderne og delt med hele verden. Dybt personlige fortællinger om selvforståelse, kærlighed og familie.
Så hvorfor ikke dele de fortællinger og erfaringer med publikum i øjenhøjde? Det må være den ultimative tilfredsstillelse – man har allerede delt så meget, hvorfor ikke gå planken ud?
Selvfølgelig vil Ocean gerne det, og det næste spørgsmål er så, hvordan musikken vil fungere live – specielt i en festival-setting som på NorthSide.
»Frank Oceans liveshow er så tilbagelænet, at det er nemt for et ivrigt festivalpublikum at drukne ham i tilråb og sang«, skrev Billboard i en anmeldelse fra festivalen Bonnaroo i 2014 – Oceans næstsidste koncert, inden han gik i eksil.
Og det var endda med ’Channel Orange’: Et i princippet meget nedbarberet r’n’b-album, der dog stadig glimter som en regulær diskokugle sammenlignet med ’Blonde’s introverte univers. Læg hertil, at Ocean på ’Blonde’ bruger vokaler i en meget mere eksperimenterende form – ofte med flere lag, der synger med og mod sig selv. Hvordan kommer det til at fungere live?
Det er en udfordring at have et hovednavn, som spiller stille musik, men som samtidig (selvfølgelig) skal have scenetid om aftenen i festivalens primetime.
Hvis vi udelukkende taler NorthSide, har jeg haft blandede oplevelser på den front: Jeg kunne simpelthen ikke falde ind i Sigur Rós’ univers i år, mens Lana Del Rey i min optik også havde problemer med at samle masserne i 2014.
Men det er lykkedes: The xx er ligesom Frank Ocean et act, hvor man kan gruble over, om deres musik opleves optimalt på en festival. Men da de i 2012 spillede på NorthSide i silende regn omkring midnat fungerede det. Jeg blev opslugt, folk (så vidt jeg husker) holdt deres kæft, og den tyste musik fik lov til at indhylle hele festivalpladsen i sin egen lille boble.
Det er det, jeg håber kommer til at ske, når Frank Ocean giver koncert på NorthSide fredag den 9. juni.
Det kan sagtens lade sig gøre, men det kræver, at festivalpublikummet og Frank selv kan finde en form for symbiose, hvor fadøl og feststemning bliver parkeret til fordel for et rum, hvor følelserne kan få frit løb – både til og fra scenen.
Forhåbentligt er kærligheden til ham så stor (og det er den vel…), at vi – publikum – vil give ham de bedst mulige betingelser i en svær disciplin. Så er resten ligesom op til Frank. At komme med den indlevelse, som sangene fra ’Blonde’ fortjener.
Gør han det, er der en uforglemmelig aften i vente.