Frank Ocean – enmandskult uden overraskelser

Bag mig diskuterede to kvinder, hvilken sang Frank Ocean ville vælge at åbne torsdagens koncert med. Den ene holdt på ’Lost’, den anden var sikker på ’Pyramids’. Begge var ’oplagte’ valg, blev de enige om: Slagkraftige tracks der ville give en god start. Men ingen af dem fik ret, for den 25-årige sanger valgte at lægge ud med et nyt, uudgivet nummer – en afdæmpet, klaverbåret sang.

Egentlig var det ikke et overraskende træk. Modsat mange af de sværvægtere han samarbejder med – Beyoncé, Jay-Z, Kanye m.fl. – blæser Ocean dig ikke bagover med store armbevægelser. I Tap1 tøffede han for det meste rundt på scenen, ofte med en arm om livet eller bag på ryggen som en høflig museumsgæst. Oceans uprangende optræden satte dog ikke en dæmper på publikum.

Læs anmeldelse: Frank Ocean ‘Channel Orange’

Efter fremførelsen af den lidt for emo-agtige klaverballade ’Acura Integurl’ sendte sangeren et halvt, skævt smil mod publikum, der kvitterede med brøl og hvin. Under samme nummer blev aftenens gennemgående visual også fremvist: En film der viser en bil, der kører ud i ødemarkens intethed, tilsyneladende uden at nå nogen vejne. Filmens golde, udsigtsløse rejse stemte måske godt overens med mange af skæbnerne i Oceans fortællinger, men interessen svandt hurtigt og i stedet opstod en undren over hvorfor der skulle baggrund til, når den ikke blev udnyttet mere.

Heldigvis havde Frank nok blændende numre til at opveje det lidet fængslende sceneshow. Man kunne ikke andet end give sig hen til ’Lost’, nær-perfekt pop med en simpel, dunkende baslinje, mens den sødmefulde ’Forrest Gump’ og dens twangy, sydstatssoulede guitarriff gled let og behageligt ned som musikalsk melasse. Omvendt var ’Crack Rock’ mere uregerlig i form af de overarbejdede bækkener og det sporadisk spruttende orgel, men ikke mindre betagende.

Læs også: 12 ting du ikke vidste om Frank Ocean

Ocean nåede et af tinderne med ’Pyramids’, en episk tre-akts forestilling, der straekte sig fra laserstråle-synths og marchende beat til sørgmodig, sexet slow-jam til omtågede soli fra Franks skrattende, effektbelagte ekstramikrofon og hans guitarist.

Desværre holdt niveauet ikke hele vejen igennem. ’Channel Orange’-bonustracket ’Golden Girl’ sigtede efter en luftig Honolulu-stemning, men endte hurtigt med at gå i tomgang, hvilket også gjorde sig gældende for det andet nye nummer – ud af tre uudgivne tracks fremført – der lød monotont, livløst og blottet for kompositorisk udvikling.

Læs også: Se Frank Ocean spille tre nye numre live

Badet i rødt lys sang Ocean et af aftenens højdepunkter, den intense bagsæde-bekendelse ’Bad Religion’, hvis fortælling om uigengældt kærlighed kulminerede i et skrig, som fik publikum til at juble. Og ja, det var et fantastisk skrig. Et desperat, kuldegysende skrig, men ligesom med en stor del af torsdagens koncert var der ikke meget nyt at hente, hvis man allerede havde skamlyttet Oceans udgivelser. Hertil var de tre nye numre ikke stærke nok til at opveje den ikke altødelæggende, men ærgerlige mangel på distinktion mellem Frank Ocean på plade og Frank Ocean live.