Princess Nokia i Store Vega: Svingende attitudelege fra hiphoppens tomboy-diva
Det siger meget om en kunstner, når hun skyder sin koncert i gang med sine tre største hits. »I step in this bitch and I do what I want / I don’t give a damn and I don’t give a fuck«, rapper Princess Nokia på ‘Kitana’ – og med hendes hellige hittreenighed bestående af den heftige gennembruds-banger ‘Tomboy’, attitudebraget ‘Kitana’ og hekse-hiphophymnen ‘Brujas’ var showet i gang.
Det var ganske vist en kende tidligt at skyde et potentielt klimaks af, men hey: Princess Nokia giver vitterligt ikke en fuck. Den lille rapper (med det borgerlige navn Destiny Frasqueri) var ikke kommet for at levere en salgsvenlig showcase i Store Vega. Hun var kommet for at gøre præcis det, der passede hende, og det gjorde hun så sandelig også. På godt og ondt.
Et helt essentielt punkt på prinsessens dagsorden er, at hendes koncerter skal være et trygt frirum for alle, der deltager – et show tilegnet kvinder og LGBTQ-personer. En beundringsværdig og vigtig tanke, der blev udtrykt en tiltrængt kende mere afbalanceret end tidligere på året på Sigurdsgade, hvor hun med en velmenende segregering af publikum endte med at undergrave den underliggende idealistiske intension.
Den fyrige newyorker, hvis iltre temperament og kompromisløshed har været en stor del af hendes brede gennembrud i år, var heldigvis i varmt lune. Det ene øjeblik var hun en regulær, fandenivoldsk tomboy på ‘G.O.A.T.’, ‘Green Line’ og, you guessed it, ‘Tomboy’, det næste var hun sensuel og »hella cute« på numre som ‘Mine’ og ‘Brick City’, hvor Nokia leverede ægte 90’er-hiphopdiva-musikvideoatittude.
Det er berigende, at Princess Nokia bryder med den klassiske hiphop-klassificering, der har tradition for at sætte sin kunstner (særligt de kvindelige af slagsen) i bås. Miss Destiny er mindst lige så meget en forfinet prinsesse, som hun er årtusindets mest notorisk hårdføre 3310.
Attitudelegene havde dog nok været en kende mere overbevisende, hvis vi ikke havde været det allersidste stop på europaturnéen, idet lidt af fandenivoldskheden tydeligvis blev taget på rutinen.
Den største anke går dog ikke mod aftenens hovedperson, men derimod hendes dj. Hele settet blev leveret, som når stive spader river aux-stikket ind og ud af deres telefoner til en privatfest: Ingen vellykket afrundede outtroer, men derimod et par pludselige introer, der afbrød Frasqueris få enetaler.
Hen mod slutningen kom vi omkring en mere sårbar version af Princess Nokia, da hun leverede den charmerende ‘Honeysuckle’-ballade ‘Apple Pie’ samt ‘Metallic Butterfly’-sangene ‘Dragons’ og ‘Young Girls’. Dog forekom hendes fraseringer en anelse for karikerede, så indslagene blev mere skabede end så smukke, som de har potentialet til at være.
Afslutningen nåede ikke at komme i nærheden af den stærke, energiske indledning, og luften gik desværre helt af ballonen med et par malplacerede, corny mini-coverversioner af henholdsvis Doris Days ‘Dream a Little Dream of Me’ og Feists ‘1-2-3-4’. Efter et hurtigt smut forbi ‘Different’ smuttede Nokia af scenen til de pølle-punkede toner af Sum 41’s ‘Fat Lip’, så antiklimakset blev totalt.
Den fandenivoldske fragmentering, der gennemsyrer en Princess Nokia-koncert, er hendes største styrke. Fuck alle former for konformitet og fuck alle dem, der vil underlægge nogen den. Når hun er stærkest, er der intet og ingen genre, hun ikke kan lægge sig ud med. Men når graden af troværdighed svinger, bliver selvsamme mantra hendes allerstørste svaghed.
Læs interview: Ingen fucker med Princess Nokia: »Det er meget respektløst af dig at spørge om«
Læs også: Street style: Det var kvindernes aften til Princess Nokia i Store Vega