TDE-sangeren SiRs udsøgte slowmotion-r’n’b smelter langsomt på tungen

Top Dawg Entertainment lugter blod. Efter at have regeret hiphoppen med genrens velsagtens stærkeste mandskab i en rum tid, har CEO Anthony ’Top Dawg’ Tiffith og co. på det seneste påbegyndt et mindre frontalangreb på den nært beslægtede r’n’b. Først introducerede de SZA. Og nu hedder nyeste værktøj i pladeselskabets artistiske schweizerkniv SiR.

Inden den Inglewood-baserede r’n’b-sanger samme tid sidste år satte sine kragetæer på en efterstræbt TDE-kontrakt, trissede han rundt i et 9-17-job i Guitar Center. Jeg skal ikke kloge mig på hans tidligere arbejdsforhold i en kæde, der løst oversat er USA’s svar på 4Sound, men efter at have hørt debutalbummet ’November’ tør jeg godt udbasunere, at 31-årige SiR var grelt overkvalificeret til stillingen som lønmodtagende guitarpusher.

Graver man længere ned i cv’et end salg og service, støder man nemlig på sangskriver-credits for legendariske navne som Anita Baker og Jill Scott bag kulissen. Sangskrivermeritten afslører, at borgerligt døbte Sir Darryl Francis er lidt af en gammel sjæl i en ung og kåd genre, noget man øjeblikkeligt hører det sekund, pianotangenterne danser dovent op fra jazzrøgen på ’Something Foreign’, hvor selv køteren Schoolboy Q holdes i snor.

Hvor andre urbantalenters materiale ofte lynsteges i lydflader så bittersøde, at de hviner i kindtænderne, simrer SiRs skæringer i en tekstur af umami, der smelter på tungen i sneglefart. Tålmodighed er en dyd i TDE-croonerens kosmos, hvilket han selv cementerer på rygerhymnen ’D’Evils’: »Maybe I’m not flying, but I’m floating / if we’re not headed to the top, where we goin’? / two miles an hour, can you picture me rolling?«.

Når han ikke flyder vægtløst rundt i melodiøse skyer af cannabis, implanterer han afdæmpede, metaforfrodige billeder i lytteren som på det fabelagtige soulstykke ’Something New’ med sanglærken Etta Bonds: »You shine your light in the winter, I’ll miss the darkest view / now it’s the perfect season to swim the deepest blue«.

Selv om konkrete livssituationer længe har været r’n’b’ens foretrukne inspirationsbrønd, er de en sjældenhed her. På ’Never Home’ sniges en håndfuld arrige voicemails ind – en af genrens ældste travere – men oftest omdannes hverdagsting til tilduggede mystikker på eksempler som stripperserenaden ’I Know’, hvor SiR nærmest esoterisk gjalder »I know who your baby mama really is«, mens beatets boom bap-trommer dunker tungt a la D’Angelos ikoniske ’Devil’s Pie’.

’November’s meditative slowmotion-r’n’b er ikke bare et sporadisk tema, det er et narrativt greb, idet albummet fremlægges som en rumrejse, der transcenderer tid og sted. Undervejs ledsages SiR af K; en kvindelig og kunstig intelligens (spillet af hans virkelige kone Kelly), som trods sin computeriserede ageren tjekker op på ham og rapporterer om de trillioner (!) af kilometer, der må tilbagelægges for at nå en ukendt destination.

Konceptet lyder umiddelbart corny, men det fungerer: Hvert nummer efterlader et glødende spor efter sig uden at blive for spacey eller flagrende. Selve indpakningen er sci-fi, men det er indholdet som sådan ikke, da SiRs tilsnit deler glasklare blodsbånd med soul-, funk- og jazztendenser fra en tid, hvor taktil, rustik instrumentering var alfa og omega. Ikke mindst hans forkærlighed for slæbende trommer gør, at tracklisten aldrig blafrer helt ud i universets yderste spiraltåger.

Spørgsmålet er så, hvor SiR er på vej hen med sin langtidssimrende rumodyssé? Et eller andet sted har jeg ikke lyst til at vide det. Jeg håber faktisk lidt, han aldrig lander.

---

Kort fortalt:
SiRs udsøgte ’November’ er en halv time lang debutplade, der på magisk vis føles som en årelang rumodyssé, hvis destination er ukendt. TDE-sangerens metaforfrodige sangskrivning er både levende og fjern: Den går sjældent i detaljer med noget som helst, men er samtidig aldrig for flagrende eller spacey takket være et fantastisk øre for jazzede instrumenteringer og boom bap-slæbende kvaliteter.