1. Ryan Adams slipper catchy kærlighedssang
Ryan Adams er en af rockmusikkens helt store romantikere, og i anledning af valentinsdag står den på en spritny kærlighedssang fra ham. ‘Baby I Love You’ er uforfalsket og romantisk kærlighed i et rosenrødt univers. Det kunne tyde på, han er kommet sig over sit knuste hjerte, siden hans breakup-album fra sidste år, ‘Prisoner’.
‘Baby I Love You’ – perfekt at sende som et virtuelt valentinskort. Just sayin’.
2. Kodak Blak deler heartbreak-mixtape
Kodak Blak er ikke kendt for sine kærlighedssange, men det vil han lave om på med udgivelsen ‘Heart Break Kodak’. Han sidder ganske vist i fængsel for tiden, men det har øjensynligt ikke forhindret ham i at få udgivet 17 sange, hvor han viser sig fra en ny, mere følsom side.
Grunden til hans nyfundne bløde side? »They don’t show no love to me on Valentine’s«, som han skriver via Instagram. Læg desuden mærke til mixtapets fabelagtige cover, hvor han gør sig som nuttet englebasse.
3. Amber Rose deler playliste dedikeret til 21 Savage
Amber Rose har lavet en kærlig Spotify-playlist til kæresten 21 Savage, og i anledning af valentinsdag har resten af verden nu mulighed for at høre 21 sange, der udtrykker deres forhold. Et forhold, der ifølge listen byder på både ‘The Greatest Sex’, hvilket vi ikke er helt sikre på, om vi behøvede at vide.
To af sangene, ‘You’ af Jesse Powell og ‘Tonight’ af Ready for the World, er desværre ikke tilgængelige på dansk Spotify, men ellers er der godt med smooth r’n’b fra Mary J. Blige, Frank Ocean og R. Kelly.
4. Hiphoppens ultimative powercouple hopper på latinpop-remix
Sidste år hittede den puertoricanske reggaeton-stjerne Chris Jeday (omend nok mest i de spansktalende dele af musikverdenen) med latinpop-tracket ‘Ahora Dice’ med J. Balvin, Ozuna og Arcángel. Nu er hiphoppens ukronede powerpar Cardi B og Offset hoppet på et remix af nummeret, og de sørger for at smække den et nøk i vejret på hjerte/smerte-skalaen med et par heftige heartbreak-linjer.
5. Lion Babe udgiver den intime ‘Honey Dew’
Duoen Lion Babe har mestret lyden af r’n’b med spændende elektroniske tiltag, men på den nye ‘Honey Dew’ fejrer de valentinsdag i en mere klassisk 90’er-stil, hvor deres lyd i grunden ville passe fint ind på Amber Roses førnævnte playlist. Det er en intim, sensuel kærlighedssang, som når det er bedst.
6. J Hus leverer smooth 50 Cent-balladecover
J Hus har besøgt BBC Radio 1’s Live Lounge, og som programmets tradition dikterer, resulterede det også i et frisk covernummer. Her faldt valget på 50 Cents kærlighedsklassiker i rapformat: ’21 Questions’.
Nummeret er hentet fra ‘Get Rich or Die Tryin’, der netop er fyldt 15 år, hvilket sandsynligvis er årsagen til valget. Men i dagens anledning har vi naturligvis bestemt, det er fordi, han bare er en sucker for love…
7. Wale vs. Valentinsdag på nyt nummer
Valentinsdag kan være lidt af en møgdag, hvis man har hjertesorger, og i så fald har Wale dagens soundtrack klar i form af sangen ‘All Star Break Up’, hvor han på hooket rapper ‘I don’t believe in Valentine’s’. Så hvis du har hjertekvaler, eller generelt bare har undertrykt tiltagende opkastfornemmelser, mens du gik denne kærlighedssnaskede liste igennem, er Wale der for dig.