Ryan Adams’ break-up-album forveksler pastiche med personlighed
En indlysende mangel på originalitet har ikke forhindret Ryan Adams i at skabe sig en karriere, der er kendetegnet ved en ret stor alsidighed og en evne og lyst til at prøve nye udtryksformer af inden for rammerne af nogle genkendelige sangskrivningsskabeloner. Man ved altså aldrig helt, hvad man får serveret med et nyt Adams-album, men man ved til gengæld, at genkendeligheden skinner igennem uanset de varierende stilistiske gevandter, han iklæder sine sange.
Der har været en vis hype omkring ’Prisoner’ op til udgivelsen, hvilket nok primært skyldes to ting: For det første har den vanligt meget produktive (han siger selv, at han skriver fire-fem sange på en god dag!) sangskriver ikke udgivet et album med eget materiale siden 2014’s selvbetitlede album, der for mange fans oplevedes som en genantænding af en anstrengt kærlighedsaffære, der har haft sine indlagte op- og nedture undervejs, men i reglen varet ved siden tiden med americana-ensemblet Whiskeytown sidst i 90’erne.
For det andet er Adams i mellemtiden blevet skilt fra Mandy Moore, hvilket lægger op til et stort break-up-album fra hans hånd. Og vi, der ikke kan lade være med at sætte pris på Adams, kan nok godt blive enige om, at han er bedst, når lokummet brænder under ham (’Heartbreaker’, ’Love is Hell’).
Når man lytter til de angiveligt meget personlige sange på det nye album, spørger man sig selv: Er det den virkelige Ryan Adams, der taler, eller er det snarere Ryan Adams, som han forventer, at vi gerne vil høre ham tackle sine kærlighedskvaler? Eller måske Ryan Adams, som han oplever, at hans idoler taler om deres smerte og derfor forsøger at imitere?
Sondringen er relevant, for Adams synes (desværre) ude af stand til at overskride de allermest klichefulde greb, når det kommer til kunsten at konkretisere sin smerte. Hans sange er proppet med faste vendinger og vage generaliseringer om kærlighedens og bruddets natur og om selvets sårbare og sårede ego i malstrømmen af den proces: »I’m heading for a breakdown«, »I am a prisoner for your love«, »Close my eyes, I see you with some guy / laughing like you never even knew I was alive« – og så videre og så videre…
Adams mener sikkert (og med en vis rette), at klicheer er på sin plads inden for rammerne af en tre- eller fireminutters rocksang, men når klicheerne kommer til udtryk som et tema gennem 12 sange og grundtonen er selvmedlidende frem for egentligt selvanalyserende, så kan det være svært ikke at se klicheerne som udtryk for sangskriverens egne begrænsninger snarere end som et brugbart værktøj til at kommunikere nogle universelle følelser med.
Et andet – og måske beslægtet – problem er, at Adams musikalsk er ude i endnu en meget tydelig pasticheøvelse i den forstand, at slægtskabet til Bruce Springsteen – og særligt dennes 80’er-lyd på album som ’Born in the USA’ og ’Tunnel of Love’ (sidstnævnte, i øvrigt, Bossens eget markante bud på et skilsmissealbum) – er nærmest pinagtigt indlysende.
Én ting er sangtitlerne – ’Breakdown’, ’Haunted House’, ’Broken Anyway’, ’Outbound Train’ – der er eklatant springsteenske i sig selv. Noget andet er lyden af sangene. På ’Haunted House’ og ’Outbound Train’ forsøger han ikke just at skjule forbindelsen til idolet: Melodierne er Springsteen classic, og Adams’ fraseringer lægger sig lige i slipstrømmen af Bossens nasalt, sammenbidte røst.
På ’Shiver and Shake’ gør han et forsøg på at ramme ’I’m On Fire’ lige på kornet. Det slipper han mere end helskindet fra. Det er et af albummets fineste øjeblikke. Men ellers kan det til tider være vanskeligt at forholde sig nøgternt indlevende til et album, der i så skamløs en grad forveksler pastiche med personlighed. Det skaber en underlig form for distance, og det fremmaner et billede af en kunstner, der ser sig tilfreds med at modellere sit eget splintrede selvbillede efter lidt for velkendte skabeloner med tanke på, at han netop – qua sin skilsmisse – prøver at kommunikere en mangel på ligevægt.
Når der alligevel er tale om et nogenlunde-over-middel-album fra Adams’ hånd, skyldes det, at den melodiske side af sagen er på plads. Bevares, det hele er hørt før, men ved gentagne aflytninger vokser der alligevel nogle detaljer frem, der giver melodierne – og ikke mindst de 80’er-rock-glinsende produktioner af dem – en ekstra slidstærk fernis.
Man kan undre sig over, at Adams ikke har forsøgt at rendyrke den tunge power-ballade-stil som han trykker af med snerrende overbevisning og stor melodisk fremdrift på åbningsnummeret ’Do You Still Love Me’ – en stil, der bibringer en interessant kontrast til lyrikkens ret jordnære forestillinger om smerte og tvivl – men Adams finder snart ind i et mere kontemplativt leje, hvor americana-stilen sådan set kun er en pedal-steel-guitar væk.
Som fan er man blevet vænnet til at nøjes med kun halvvejs stærke albumoplevelser fra hans hånd – her er der tale om et konsistent acceptabelt sangskrivningsniveau (der er ikke en eneste decideret stinker) og, altså, en produktion med flair for at ramme en vital 80’er-rocklyd.
’Prisoner’ er derfor både en understregning af en kunstners (selvpålagte?) begrænsninger og en karriereforlænger, der vil fastholde alle Adams-aficionados’ tålmodige kærlighedsaffære med den rastløst romantiserende vrag, hvis frisure er et godt billede på den kunstnerpersonlighed, der gemmer sig neden under de uregerlige tjavser.
Kort sagt:
Et nogenlunde-over-middel-album fra Adams’ hånd med et konsistent acceptabelt sangskrivningsniveau (der er ikke en eneste decideret stinker) og en produktion med flair for at ramme en vital 80’er-rocklyd.