When Saints Go Machine spillede Mickey Mouse-techno i slowmotion på Roskilde Festival

Det var en halsbrækkende mission, When Saints Go Machine var på torsdag eftermiddag. Placeret på festivalens næststørste scene for sine fortidige meritter, samtidig med at bandet er i fuld sving med et nyt kapitel, der netop er et opgør med den melankolske electropop, der har skabt deres popularitet.

Koncerten var derfor en balancegang mellem ambition og appel; en åben slagudveksling mellem bandets kunstneriske integritet og hensynet til deres fans. Forsøget på at bygge bro mellem de abstrakte lydeksperimenter fra dette års ’It’s a Mad Love’ og bagkatalogets stærke melodier var sympatisk, og gruppen virkede taknemmelige over responsen – ikke mindst forsanger Nikolaj Vonsild som smilende, langlemmet indpisker. Men som koncert var det en bumpet oplevelse.

Live har bandet transformeret sig til en tæt elektronisk enhed, hvor Silas Moldenhawers trommesæt er skrottet til fordel for en omfattende maskinpark. Og der blev banket solidt igennem med bassen på flere af de ældre numre som ’Fail Forever’ og ’Church and Law’, som skabte en døsig eftermiddags-rave-stemning, mens den nyere, autotunede ’ZeroFrame’ lød som Mickey Mouse-techno i slowmotion.

Det mest rendyrkede popmoment var ubetinget, da Coco O. entrerede scenen med solbrille, guld-bling og divaattitude og sang duet med Vonsild på ’Hos mig igen’. Det og numre som ’Mannequin’ og ’Parix’ var det melodiske sødemiddel, der fik de mere radikale udskejelser til at glide ned og gjorde, at man trods alt hang på hele vejen igennem.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival