When Saints Go Machine vender mainstreamscenen ryggen med kompromisløs ep
When Saints Go Machine har det seneste årti stået for et dragende og grænsesøgende popmusikalsk univers i evig bevægelse. På det seneste udspil, ’Infinity Pool’ fra 2013, sprættede Nikolaj Vonsild og co. marginerne i udtrykket yderligere op for snart efter at give hinanden frie tøjler i andre kreative konstellationer – måske som et varsel om, at mainstreamscenen var ved at blive for kunstnerisk trang?
Med den nye, længe ventede ep ‘It’s a Mad Love’ lader When Saints Go Machine os i hvert fald forstå, at de giver zero fucks for dansk popmusik. Den sidste dosis tilgængelighed i kvartettens udtryk ofres på kompromisløshedens bål, men på ‘It’s a Mad Love’ ulmer gløderne mere, end flammerne slikker lystigt. Og det er desværre nogenlunde ligeså utilfredsstillende, som det lyder.
På de fem nye sange vægter When Saints Go Machine atmosfæriske teksturer over strukturer og har med egne ord efterstræbt en naturlig og følelsesbetonet progression i lyd og tekst fremfor at tøjle sangene i klassiske arrangementer. En brav tilgang, men som lytter er det svært rigtigt at få greb om de gennemgående dystre og urolige lydlandskaber, hvor Nikolaj Vonsilds ofte forvrængede falset får lov at knejse som et ensomt og forblæst fyrtårn.
På ‘Infinity Pool’ var det en fræk og overskudsagtig gestus at indlemme Killer Mike i det ellers introverte og kunstfærdige skandinaviske udtryk. Lidt overraskende er Run the Jewels-rapperen atter ombord på ‘It’s a Mad Love’, hvor hans visit på åbneren ‘ArrowThroughSkinOutOfBlueSky’ tilsat et opklippet vokalhook udgør ep’ens vel nok mest tilgængelige stund.
Nikolaj Vonsild synes på de nye sange at have adapteret den umage kollegas udtryk, da han gennemgående taler til lytteren gennem fremmedgørende filtre fremfor at synge. Det er selvsagt ikke kedeligt at være til en spoken word-session med unikummets intime falset, når han på ‘ZeroFrame’ slynger svært forståelige fraser omkring et dumpt, hypnotisk beat, eller når han på ‘ThisIsWhyIdon’tThinkSunSeesLight’ lader autotune-draperet rap være det tætteste, man på ep’en kommer på et reelt omkvæd. Men alligevel savner man lidt mere dynamik i udtrykket eller lidt flere genkendelige melodistumper at hægte de udflydende formeksperimenter op på.
When Saints Go Machine tager med ‘It’s a Mad Love’ det endelige opgør med mainstreamscenen. Paradoksalt nok resulterer det i deres hidtil mest anonyme udspil.
Kort sagt:
Efter fem års pause vender When Saints Go Machine mainstreamscenen ryggen med den kompromisløse ep ‘It’s a Mad Love’. Her vægter kvartetten atmosfæriske teksturer over popmusikalske strukturer, imens Nikolaj Vonsilds ofte forvrængede vokal mere taler end synger. Undervejs indtræffer øjeblikke af dyster skønhed, men som lytter savner man alligevel lidt flere genkendelige melodistumper at hægte de udflydende formeksperimenter op på.