KOMMENTAR Siden Ariana Grande i 2014 udgav singlen ‘Break Free’ har jeg været fuldstændig solgt til hendes kompromisløse, bombastiske popmusik. Som popstjerne er hun indbegrebet af, hvor langt en popsang kommer med heftige build-ups, effektfulde drops, et dansevenligt omkvæd og ikke mindst en fejlfri powerhouse-vokal. Hendes musik er nærmest en fysisk oplevelse. Af samme årsag glædede jeg mig som et lille barn til, at hendes album ‘Sweetener’ endelig udkom i fredags.
Noget af det, Ariana Grandes poppersona hidtil har manglet, har været en afklarethed omkring, hvilken slags popstjerne den amerikanske sangdiva egentlig gerne vil være.
Den har peget i både EDM-, ballade og dancehall-agtige retninger, men med singlerne ‘No Tears Left To Cry’ og ‘God Is a Woman’ virkede det som om, Grande endelig havde fået en tyngde og en retning i sin musik, hun ikke havde haft før. ‘No Tears Left To Cry’ havde en anderledes, 90’er-agtig instrumentering, og ‘God Is a Woman’ havde en urkrafts-agtig feminin power, der virkede som den definitive afsked til hendes nuttede teenageimage.
Da ‘Sweetener’ endelig udkom viste det sig dog at være under stærk indflydelse af Pharrell Williams’ særegne lyd, og noget af den mere faste form, man havde set Grandes karriere tage i løbet af det seneste års tid, kunne man så stille spørgsmålstegn ved endnu en gang.
Men lytter man forbi Pharrell-produktionerne er der virkelig (som i virkelig) gode popsange at hente på ‘Sweetener’, og særligt nummeret ‘Breathin’ står ud som en af albummets absolut bedste sange. Mest af alt fremstår det som en videreudvikling af den lyd, der absolut er Grandes allerstærkeste domæne – den ubetingede, frygtløse popmusik.
Popnummeret i sin reneste form
‘Breathin’ er produceret af popstjernens partner in crime, svenskeren Ilya, og den indeholder flere typiske Grande-kendetegn. Verset har melodisk og harmonisk ligheder med verset i ‘One Last Time’ fra Grandes andet album ‘My Everything’, og som oftest ligger hendes stemme i sit bløde, dybe toneleje. At lægge ud med en dybere stemmeføring kommer til at fungere som en slags tretrinsraket, når Grande senere i broen synger i et lysere leje og derefter i omkvædet skruer fuldt op for sin kraftfulde vokal, mens instrumenteringen forløses med et fremadstormende, statisk beat a la Drakes ‘Hold On We’re Going Home’.
Opbygningen af nummeret er ikke revolutionerende, men den er ekstremt effektfuld. Man ser samme opbygning i EDM-bangeren ‘Break Free’, den low-key ‘Side to Side’ og ‘No Tears Left To Cry’ for den sags skyld. Den ekstatiske popforløsning har med andre ord været Ariana Grandes go-to-skabelon, og det, der gør ‘Breathin’ til noget særligt, er egentlig hvordan nummeret følger samme formel, men med en langt mere rolig, moden og halvalvorlig tone.
Sangen er et eksempel på, hvordan Ariana Grande er lykkedes med at modne sit udtryk uden at gå på kompromis med sin poppede lyd. Hvem siger, at eftertænksomhed og følsomhed ikke kan formidles gennem en banger? Hvor tidligere hits kredsede om forelskelse, break-ups og hede flirts, beskæftiger ‘Breathin’ sig med mere abstrakte følelser, og da Grande for nyligt gæstede Jimmy Fallons talkshow fortalte hun, at sangen handler om angst og angstanfald, hun selv har oplevet.
»Feel my blood runnin’ / swear the sky’s fallin’ / how do I know this shit’s fabricated?«, synger hun.
Generelt møder man langt flere sange på ‘Sweetener’ end tidligere, der lader til at have personlige referencer til Grandes følelsesliv. ‘Everytime’ og ‘Better Off’ er begge virkelig flotte r’n’b-numre, der har en ro og virkelig fin eftertænksomhed. På den måde har Grande virkelig bevist, hvordan hendes popmusik sagtens kan følge med hendes alder og rettes mod et ældre og måske mindre ærkepoppet publikum.
Alligevel er albummet et så musikalsk fragmenteret, og man kan ikke lade være med at undre sig over, om Gramde har været i en mindre identitetskrise rent musikalsk. Hvorfor skal Pharrells produktioner fylde så meget på ‘Sweetener’?
Pharelliana Grande
Da jeg lyttede til ‘Sweetener’ første gang, var jeg direkte rasende over Pharrells fremtrædende rolle på albummet. Det virkede dybt unødvendigt.
Men efter et par dages grublen og en del gennemlytninger senere virker Pharrells tilstedeværelse dog knap så meget som en uberettiget indblanding. I højere grad virker han som et symptom på en stor musikalsk nysgerrighed hos Ariana Grande – og vellykket eller ej kan man ikke klandre hende for at ville søge nye veje, efter hun i så mange år er blevet pakket i en kasse som en lidt for pussenusset syngemaskine.
Allerede på ‘No Tears Left To Cry’ (produceret af Ilya og Max Martin) viste Grande, at hun snusede til nogle anderledes musikalske grænser. Nummerets subtile opbygning og de skarpe synthflader i verset virkede ikke som noget, hun tidligere havde prøvet kræfter med. Og at hun går planken ud med Pharrell Williams i hånden virker næsten som den førnævnte nysgerrighed ført ud i yderste potens.
Den sære, bouncy stemning, der optræder på samtlige af de Pharrell-producerede tracks, er grænsesøgende, anderledes og har uden tvivl børstet det sidste spor af nuttet teenagestjerne af Grandes image.
Men lytter man til ‘Sweetener’ efterfulgt af Justin Timberlake’s ‘Man of the Woods’-album, Janelle Monáe-nummeret ‘Juice’ eller N.E.R.D-hittet ‘Lemonade’ feat. Rihanna, der alle er produceret af Pharrell, fremstår Grande lidt som et pitstop på vejen i superproducerens karriere.
De ovennævnte udgivelser lyder nemlig ekstremt Pharrell-generiske – inklusiv Grandes. Og dermed kommer hendes musikalske nytænkning også til at fremstå en anelse halvhjertet, selv om det i grunden er friskt i hendes eget univers.
Den retning, som Grandes mest poppede ’Sweetener’-numre tegner, virker langt mere interessant – særligt efter de har fået tilføjet et ekstra lag af personlighed. Der er noget befriende over, når Grande tør hvile i sin popvokal og fyre op for de bombastiske popudskejelser, og at hun af og til også snuser lidt til hiphop-tendenser virker kun charmerende – som på numrene ‘Everytime’ og ‘Pete Davidson’. Hun burde altså holde sig til de svenske superproducere frem for Pharrells varme, men også efterhånden lidt gennemtærskede lyd.
Sammen med singlerne ‘No Tears Left To Cry’ og ‘God Is a Woman’ står ‘Breathin’ altså klart som den mest kærkomne tilføjelse til Ariana Grandes musikkartotek, der emmer af potentiale mere end nogensinde før.
Forhåbentlig tør Grande i fremtiden hvile i, at hun egentlig er allermest grænsesøgende og kompromisløs, når hun lader sin enorme vokal udfolde sig i de mest ekstravagante popproduktioner.
Læs anmeldelse: Ariana Grande ‘Sweetener’