»Er I lige så gode venner, som I altid har været?«
Jeg er en time inde i mit interview med forsanger Fine Glindvad og de to musikere Simon Andersson og Simon Kjær, og selv om de tre ikke har givet direkte udtryk for splinter i venskaberne, synes spørgsmålet alligevel besnærende, som om noget står lidt usagt. Flere gange i løbet af samtalen har de tre beskrevet årene, der er gået siden debuten, som hvis ikke tumultariske, så i hvert fald hektiske.
Og meget er da også sket, siden de tre højskolevenner uden en eneste udgivelse i bagagen blev booket til Spot Festival for tre år siden. Men koncerten gik. Og den gik godt. Siden fulgte debutsinglen ’Away From Me’ og med den en frygteligt masse omtale. Og ikke bare herhjemme, men også i det fagre udland, hvor alskens musikmedier ikke var langsomme til at hylde den minimalistiske, skandinaviske r’n’b, som Chinah med ét blev symbol på.
»Dette er kostbar, passion-drevet synth-r’n’b af den fineste slags«, skrev for eksempel det anerkendte amerikanske musikmedie Stereogum om ’Away From Me’, og da debut-ep’en ’Once the Lights Are On’ udkom et halvt år senere, kvitterede vi her på mediet med overskriften »Perfekt pop« og dertilhørende fem stjerner.
Barren blev altså knaldet umanerligt højt og hurtigt op, og nu – tre år senere og en enkelt ep mere i kataloget – rager Chinah atter op i landskabet med deres debutalbum ’Anyone’, der udkommer 9. november.
Og ér de, Fine, Simon og Simon, så lige så gode venner, som de altid har været?
»Ja«, stemmer de enigt i efter først at have grinet lidt af spørgsmålet. Som om det overhovedet kunne komme på tale, at deres venskaber ville krakelere under en smule turbulens.
»Men man kommer til et punkt, hvor man kan sige hvad som helst til hinanden, og det er jo ikke altid en god ting«, siger Fine.
»Vi er i hvert fald nået over høfligheden«, tilføjer Simon A.
En anmassende uro
Men selv om uroen og det hektiske tempo, som har præget trioen, siden de for tre år siden bragede på scenen, ikke nødvendigvis har kostet venskaberne, svæver det ikke desto mindre rundt som et essentielt vilkår på det nye album. Her regerer en anmassende uro, genrerne blander sig frit, og stemningen er aldrig helt gennemskuelig. Og det er helt bevidst.
»Albummets røde tråd er vokalen, fordi den altid har den her døsighed over sig. Et subjekt, der står i midten af alle mulige forskellige omgivelser. Den er lidt paralyseret, måske«, fortæller Fine.
Som om den står i et stormvejr…
»Præcis«, siger Fine.
»Det har vi egentlig altid snakket meget om«, siger Simon K.: »Men hvor vi indtil nu har haft det som et billede i hovedet, har vi her gjort det mere tydeligt. Den her vokal, som simpelthen bare ikke reagerer på de ting, der sker omkring den«.
»Fuldstændig upåvirket af omstændighederne omkring én«, siger Fine.
»Og det var jo lidt den følelse, vi havde sidste år. Tingene gik meget hurtigt, og albummet har lidt af den samme uro«, siger Simon A.
Den indadvendte nænsomhed og den udtryksfulde råhed
Vi sidder omkring et anonymt spisebord hjemme i Simon Kjærs lejlighed. På væggen hænger en akustisk guitar, på gulvet indrammer to store højtalere en mindre pladesamling. Foruden de tre bandmedlemmer og undertegnede er her også en repræsentant fra Chinahs pladeselskab. Men hans tilstedeværelse kan umuligt være af frygt for, at Fine, Simon og Simon får sig forvildet ud i nogle uheldige udtalelser. Det er de simpelthen for velovervejede til.
Specielt Fine og Simon K. er enormt eftertænksomme. Nærmest hvert ord vejes på tungen, før det sendes ud gennem læberne. Simon A. er mere ekspressiv. Ikke uovervejet eller forhastet, men mere umiddelbar. I Chinahs musikalske univers finder man samme samspil mellem den indadvendte nænsomhed og den udtryksfulde råhed.
»Vi har altid været enige om, at det aldrig har været spændende at kommunikere noget, som er helt glad eller trist på den patetiske måde. De spændende følelser er jo dem i mellem«, siger Simon K.
»Hvis noget lyder rigtig clean, kan vi godt lide at finde ud af, hvordan modstykket så lyder«, siger Simon A.
»Jeg tror, at kontraster altid har været en vigtig ting for os«, siger Fine: »Det kan vi slet ikke undgå«.
Dropbox-pop
I rummet ved siden af stuen hænger der endnu flere instrumenter på væggene, og det ene hjørne af rummet er fyldt ud med keyboards, trommemaskiner, studieheadsets, mikrofoner og andet gear, man kan skabe og indspille musik med. Det er Simon Kjærs soveværelse, og det er her, at størstedelen af hans musik bliver til. Fine fortæller, at mange af hendes vokalstykker på ’Anyone’ er optaget liggende i hendes sofa, mens Simon Andersson flere gange har produceret sine bidrag til albummet på caféer. Faktisk er de sjældent sammen om musikken.
»Vi er så forskellige musikalsk, og så er det rigtig fedt at få lov at beholde forskelligheden i startfasen og så give det videre til en anden, som så kan sætte sit eget præg på det«, siger Fine.
»Når vi giver hinanden lov til at lave hver sit i hver sin retning, er der også gode muligheder for, at vi inspirerer hinanden på andre måder«, siger Simon K.
»Vi har nok også bare en lyst til at lave noget, der har noget skramlet over sig«, siger Simon A.: »Der er noget sjæl i eksempelvis en vokal optaget first take i sofaen, som kan være meget svær at genskabe i et studie«.
Helt lavpraktisk oprettede de tre en Dropbox, da de begyndte det indledende arbejde forud for albummet. En tom mappe, hvori de hver kunne dumpe stykker musik i, som de andre så kunne samle op og forme videre på. Som en kasse med legoklodser, der langsomt blev mere og mere fyldt.
»Vi fyrede bare ideer ind, og hvis nogen tændte på et eller andet, kunne det pludseligt tage en retning«, siger Simon K.: »Vi ville gerne gå formålsløst til værks med albummet for at befri os fra ambitioner fra pladeselskabet, fra os selv og fra alle mulige andre«.
»Meget af det, som er på albummet, er ofte lavet ret hurtigt og ikke blevet forskønnet flere gange efterfølgende«, siger Simon A.
»Nogle af vokalerne på albummet er jo også first takes. Hvor det simpelthen er første gang, jeg synger melodien«, siger Fine.
Stoler I meget på jeres instinkter?
»Ja«, svarer Fine og Simon A. enstemmigt.
»Vi har i hvert fald gjort det mere på den her plade«, siger Simon K.
Jeg har lyst til at spørge, om man kan kalde deres musik for Dropbox-pop, men jeg afholder mig, det lyder en kende for åndssvagt og minder nok også for meget om termen Soundcloud-rap til rigtigt at falde i god jord. Men der er altså alligevel noget over det, andet end at være et karikeret genrenavn, for ’Anyone’ er om noget lyden af en rodekasse, et hav af ideer og intuitioner, indskud og first takes, som skyder i tolv retninger og alligevel samler sig.
’Drown Me’ er afgrundsdyb, industrialistisk synthpop, ’Everything Is New’ er masserende og klangfyldt, ’Give Me Life’ er hårdtslående, elektronisk house, ’Monster Sirens’ er minimalistisk r’n’b, og sådan kan man blive ved.
»Jeg kan nævne mange genrer på albummet, som jo egentlig er modstridende«, siger Fine: »Men det må de gerne være. Man må godt lige blive overrasket, når et nyt nummer starter«.
»Det er en spejling af, hvordan vi har det, og hvordan vi ser verden«, siger Simon A.
Synes I, verden er noget lort?
»Jeg synes ikke, at verden er noget lort«, siger Simon K.: »Men der sker alt muligt helt vildt, alt muligt helt stenet, ting, der stikker i alle mulige retninger. Og det, man står tilbage med, er en følelse af distance«.
»Vi kunne ikke have lavet det her album som det første. Verden var måske lidt glattere for os dengang«, siger Fine.
»Vi har gjort det, vi har været nødt til at gøre«
Da jeg hørte singlerne til ’Anyone’, var en af mine første tanker, om Chinah ikke frygtede at miste en stor del af deres følgere.
Chinah anno 2015, hvor Fines vokal var tydeligere og mere poleret, synthtonerne blødere og melodierne mere fremtrædende, blegner som en velfriseret skolepige ved siden af den skånselsløse og rå, til tider næsten ubehagelige rebel, som Chinah tager sig ud som anno 2018.
Og selv om det jo ud fra en kunstnerisk betragtning er en fuldkommen odiøs bekymring, må den ikke desto mindre være nærliggende for et band.
»Vi har gjort det, vi har været nødt til at gøre«, siger Simon A.: »Af den simple årsag at blive ved med at have lyst til at lave musik. Det har aldrig rigtig været en mulighed for os at lave noget som det første. Vi ville tilsidesætte os selv så«.
»Budskabet ville blive helt forkert. Vi vil gerne have, at folk kan lide det, men det er ikke muligt at tænke i de baner. Så må det være okay, at nogen ikke kan lide det. Det gør måske ikke noget«, siger Fine.
»Det værste ville være, at alle synes, det lyder fint, at det ikke er noget særligt«, siger Simon A.: »Jeg håber da, at det til en vis grad deler vandene. Man vil jo gerne lave noget, der er markant på en måde«.
»Vi vil gerne have folk til at tænke«, siger Simon K.
»Der må gerne være nogen, der hader det«, siger Simon A.
Læs også: Chinah tager på Danmarksturné til efteråret