Paul McCartney i Royal Arena: En rocklegende med et luksusproblem
Paul McCartney har et luksusproblem: Hvordan skræddersyer han den ideelle sætliste med tanke på den periode, der i altoverskyggende grad har tegnet hans musikalske løbebane?
Trods en solokarriere, der har varet i 48 år, vil det nemlig for altid være de foregående otte år med The Beatles, som har defineret hans status som superstjerne. Hvilket han også anerkender, og vi blev i rigt mål forkælet med juveler fra den uopslidelige skattekiste i Royal Arena fredag aften.
Udgivelserne på egen hånd blev skam tilgodeset, blandt andet med det glimrende Wings-deep cut ‘Nineteen Hundred and Eighty-‘Five’ og veloplagte udgaver af ‘Come On To Me’ og ‘Fuh You’ fra det nyligt udsendte ‘Egypt Station’. Men det var tiden med John, George og Ringo, der gjorde dybest indtryk.
Savnet af de gamle bandvenner var mærkbart, og man fik en klump i halsen under den emotionelle Lennon-hyldest ‘Here Today’ og Harrisons ‘Something’, indledt solo på ukulele inden bandet stemte i og eleverede klassikeren med en blændende kollektiv indsats.
McCartneys backingband havde en stor aktie i den store koncertoplevelse. Rusty Anderson og Brian Ray leverede både respektfulde gengivelser og var ej heller berøringsangste med at antænde guitar-stikflammerne. Ligesom trommeslager Abe Laboriel Jr. med gestikulerende autoritet holdt den næsten tre timer lange koncert på ret kurs.
Det var i momenter tydeligt, at de mange år i showbiz har tæret på hovedpersonens stemmebånd. Stemmen magtede ikke helt ‘Maybe I’m Amazed’ og ‘I’ve Just Seen a Face’. Desto mere stærkt stod bandets udsøgte vokale assistance.
Selv om det var konventionelle tricks at varme arenaen op med pyroteknik under ‘Live and Let Die’ og fællessang-opdele mænd og kvinder i codaet på ‘Hey Jude’, virkede det efter hensigten. Det var jo også det, de 16.000 tilskuere var kommet for.
Macca var hertil i muntert sludrehumør. Udover de hyggelige, men indstuderede danske gloser oplæst fra teleprompteren, fik vi blandt andet anekdoten om, hvordan Jimi Hendrix spilede ‘Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ live to dage efter sangen udkom. Sidstnævnte i forbindelse med en overraskende jam af guitarlegendens ‘Foxy Lady’.
Koncerten var en glimrende showcase af Beatles-katalogets spændvidde og den udvikling, Liverpool-firkløveret gennemgik. Fra den rudimentære første demo ‘In Spite of All the Danger’ over ‘All My Loving’s driftsikre popkvalitet og ‘Eleanor Rigby’s orkestrale melankoli til ‘Being for the Benefit of Mr. Kite!’s snurrigt indtagende psychedelia.
‘Helter Skelter’ var en forrygende magtdemonstration, der understregede, hvorfor nummeret betragtes som en forløber for garage og hård rock. Ligesom ‘Abbey Road’-medleyet ‘Golden Slumbers’, ‘Carry That Weight’ og ‘The End’, tilsat et visuelt sansebombardement af detaljer fra The Beatles’ ikoniske pladecovers, effektivt rundede aftenen af.
En aften, hvor skrøbeligheden trængte sig på, men også en aften der viste, at spilleglæden stadig bobler i Paul McCartney med samme vitalitet og samlende kraft som de udødelige sange, der har defineret hans karriere.
Kort sagt:
Rocklegenden delte gavmildt ud af skattekisten under en veloplagt koncert, hvor det særligt (og forventeligt) var The Beatles-klassikerne, som hev stikkene hjem. Når stemmebåndene hos den 76-årige hovedperson blev presset, tog hans bundsolide backingband loyalt over og holdt koncerten på et højt niveau gennem knap tre timer.