1. Popgeniet
Talk Talk blev dannet i 1981 og udgav året efter debutalbummet ‘The Party’s Over’. Den britiske musikpresse var ikke sen til at sætte trioen – som foruden Mark Hollis på vokal, guitar og keyboards bestod af bassist Paul Webb og trommeslager Lee Harris – i bås med samtidige new romantics-bands som Duran Duran og Orchestral Maneuvres In the Dark. Det tidlige Talk Talk er da også tidstypisk synthpop med analoge keyboards og trommemaskiner.
Albummet ‘It’s My Life’ (1984) blev det kommercielle gennembrud, som gav bandet mulighed for at folde formatet helt ud på ‘The Colour of Spring’ (1986). Man kan betragte dette album som et overgangsalbum, der bygger bro mellem de rendyrkede poptendenser og den musikalske transformation, bandet efterfølgende gennemgik.
Det er nok også ‘The Colour of Spring’, som tydeligst viser Mark Hollis’ unikke fornemmelse for at fusionere den øjeblikkeligt fængende popmelodi med subtile og pirrende lag at fordybe sig i.
2. Postrockens gudfader
Mark Hollis havde dog ambitioner, der stak væsentligt dybere end den umiddelbare popappel, hvilket kom til udtryk på Talk Talks fjerde album ‘Spirit of Eden’ (1988). Allerede på ‘The Colour of Spring’ havde gruppen forsaget elektroniske instrumenter til fordel for klangen af akustiske instrumenter; en arbejdsmetode, som nu blev mere fremherskende, ikke blot i lydbilledet, men også i kompositionerne.
Foruden Hollis, Webb og Harris medvirkede 15 studiemusikere og et kirkekor i skabelsen af de langstrakte og dvælende kompositioner, som Talk Talks pladeselskab EMI-Parlophone responderede særdeles køligt på. De lagde sag an for kontraktbrud, men retten gav dog Hollis og co. medhold.
‘Spirit of Eden’ og efterfølgeren ‘Laughing Stock’ (1991) vidner om et radikalt, men også velovervejet, smukt eksekveret og meget indflydelsesrigt stilskifte. Det er tydeligt, at både Radiohead, Mogwai, Sigur Rós og postrockscenen generelt har taget ved lære af Hollis’ musikalske vision, som nu centrede sig lige så meget om lydteksturer som melodier.
3. Vokalen som instrument
Som den særegne musikalske begavelse, han var, havde Mark Hollis naturligvis også en unik måde at anvende sin ekspressive vokal på. Med en klar vision om, at den ikke skulle dominere, men indgå i det musikalske landskab på lige fod med instrumenterne, er Hollis’ vokal i høj grad netop også det.
Et instrument, hvor det altså for så vidt er irrelevant, hvad der bliver sunget, eller om man kan forstå teksten. Det er klangen, der skal manifestere sig, hvilket særligt kommer til sin ret i den ambiente ‘I Believe In You’ fra ‘Spirit of Eden’. Hollis’ stemme er svøbt i rumklang og subtil delay, og den fjerner hverken fokus fra svalende bækken-kantslag, improviserede guitarer eller keyboards. Alting samler sig naturligt i en helstøbt og tindrende smuk sammenhæng.
4. Stilhedens skønhed
»Lad være med at spille en tone, medmindre du har en grund til det«.
I forbindelse med udgivelsen af sit første og eneste soloalbum i 1998 gav Mark Hollis et interview til DR2’s musikprogram ‘Okay Tone’. Her fortæller han uddybende om sin æstetiske vision, heriblandt dyrkelsen af minimalisme og stilhedens skønhed.
Selv om der er elementer af det på de sidste Talk Talk-album, er minimalismen for alvor det bærende æstetiske princip på Hollis’ selvbetitlede soloudspil. Her træder hans inspiration fra klassisk musik og jazz-improvisationer klart igennem. Ofte er vokalen blot akkompagneret af enten klaver og kontrabas eller blæsere og akustisk guitar, tilsat diskrete whiskers på trommerne.
Dette album blev Mark Hollis’ svanesang, idet han umiddelbart efter udgivelsen forlod musikbranchen for at hellige sig samværet med sin familie.