Surprise-albummet…
Jeg havde næsten glemt, hvordan det føles at vågne op til et nyt, uanmeldt værk fra en superstjerne. Det var lidt mere en ting for et par år siden, men ikke desto mindre har Solange nu beriget os med årets første ægte surprise-album.
Solanges nye album ‘When I Get Home’ blev nemlig sluppet løs natten til fredag, og selv om sangeren sidste år teasede, at noget var på vej, »formentligt snart«, så er hendes fjerde soloalbum altså landet komplet ud af det blå.
Og der er som udgangspunkt virkelig meget at tage fat på. Sådan er det jo ofte, når et helt album lander uannonceret, og man ikke har haft den mindste mulighed for at forberede sig via singler, tracklister, gæsteannonceringer eller lignende. Alt er helt friskt, ikke en eneste lyd har en følelse af noget genkendeligt. Og det er der jo bestemt også noget skønt i.
Jeg har lyttet ‘When I Get Home’ igennem hele morgenen, og her er så tre hurtige tanker om helheden. En decideret anmeldelse kommer i næste uge, for det virker i den grad som om, at det her er et album, som fortjener at blive gået grundigt efter i sømmene.
1. Radikal trackliste
Når Solange laver et album, er det ikke et album i konventionel forstand. Det er noget andet, noget mere. Et kunstværk, et statement, en historie. Der er noget mere på spil end bare musikken.
I denne omgang er albummet ifølge en pressemeddelelse en »udforskning af oprindelse«. Et værk om, hvad der sker med mennesker og deres personlighed, når de flytter rundt, udvikler sig, vender tilbage – i Solanges tilfælde til fødebyen Houston, hvor albummet er lavet.
Derfor er ‘When I Get Home’ sammensat af 19 ‘numre’ fordelt over 39 minutter. Sådan en fordeling ser man ikke lige hver uge, og her er altså masser af interludes, små vignetter og musikalske ideer, som flettes sammen med de otte numre, som kan mønstre en spilletid på omkring de tre minutter.
‘A Seat at the Table’ var 21 numre på 51 minutter, så helt ny er denne her formular altså ikke, men den forekommer i denne omgang endnu mere radikal med endnu flere opbrud og korte indslag.
Men der er en grund til, at det er sådan her. Tag bare den lille ‘Can I Hold the Mic (interlude)’, der kommer som femte nummer og blot varer 22 sekunder.
»I can’t be a singular expression of myself, there’s too many parts, too many spaces, too many manifestations, too many lines, too many curves, too many troubles, too many journeys, too many mountains, too many rivers, so many«, siger Solange, og på meget kort plads har man her fået en indkapsling af hele albummets tematik.
2. De mange kendte gæster er godt gemte
På Spotify er der ikke en eneste feature at finde på tracklisten, men det betyder ikke, at ‘When I Got Home’ ikke byder på gæster – de er bare godt gemt.
‘When I Got Home er »written, performed, and executive produced by Solange«, og der er ingen tvivl om, at det er hendes helt egen vision, som skinner igennem fra start til slut. Hun har dog fået lidt hjælp udefra til at folde visionen ud, og listen af bidragsydere tæller blandt andet Blood Orange, Sampha, Pharrell, Earl Sweatshirt, Tyler The Creator, Gucci Mane, Playboi Carti, Panda Bear, Metro Boomin, Abra, The-Dream og Steve Lacy.
Det er mange kendte gæster, men ordet ‘gæster’ er måske også malplaceret, for i de fleste tilfælde er der tale om producerassistance og andre slags bidrag end vokale. Nogle gang i et meget lille omfang. For eksempel har Earl Sweatshirt produceret outroen på ‘Dreams’. That’s it. Tyler The Creator, Panda Bear og Sampha står alle krediteret som ‘additional vocals’ på ‘Time (Is)’, men det er altså ikke meget, man hører til dem.
Gucci Mane får lidt taletid på ‘My Skin My Logo’, det samme gør Playboi Carti på ‘Almeda’, men altoverskyggende er det, at hele denne her liste af gæster udelukkende fungerer som ekstra krydderi. Det er ikke selve hovedretten.
Det minder mig om, da Frank Ocean udgav ‘Blonde’. Credits-listen var uendeligt lang og næsten som et lille skattekort, man kunne følge for små oplevelser. Det samme gælder her.
3. Musikken er sumpet og blid
Med ‘A Seat at the Table’ fra 2016 blev det klart, at Solange er en auteur. Hun serverer ikke nødvendigvis ‘nem’ kunst. Det er tankevækkende og skal skilles ad og samles igen – men samtidig er hendes musik også virkelig sanselig. Noget der bare flyder.
Sådan er det også med ‘When I Got Home’. Jeg kan ikke prale af at have forstået den store samlende helhed her efter to-tre gennemlytninger, men musikkens formål er til at forstå.
»Der er masser af jazz i kernen, men med hiphoptrommer og bas, fordi jeg gerne vil have, at det skal bange«, udtalte Solange sidste år, og det kan man faktisk godt høre.
Det første længere nummer, ‘Down With the Clique’, har en jazzet følelse over sig (specielt trommerne), men det er trukket ned i sådan en spacefunket sump, hvor strukturer og teksturer flyder rundt som en isvaffel, der smelter i solen.
Den der slibrige varme går igen på numre som ‘Way to the Show’ og ‘My Skin My Logo’, mens man også sagtens kan føle inspirationen fra hiphop.
Tag et nummer som ‘Stay Flo’: Umiddelbart albummets mest ‘lette’ og poppede track, som det glider afsted med en blød r’n’b-lyd og et følsomt piano. Men lytter man efter, ligger det hele oven på, hvad der i essensen er et hiphopbeat. Her har Metro Boomin hjulpet til på produktionen.
Den blide lyd fortsætter på tracks som ‘Dreams’ og ‘Time (Is)’, og det er nok de to elementer, som musikalsk står stærkest frem: Den sumpede funk-feel over for den sælsomme r’n’b. Nogle gange hver for sig, nogle gange oven i hinanden.
Så er der også lige Pharrell, som har været med til at producere to tracks: ‘Almeda’ med Playboi Carti er måske albummets mest hiphoppede indslag, men ‘Sound of Rain’ er klart det mest interessante af de to. Der ligger så mange små obskure valg og lyde i produktionen, at det virkelig er et spændende track at sætte på repeat.
Som du kan læse, sker der virkelig meget på de her 39 minutter. Både musikalsk, tematisk og i alle de små indslag, man skal forholde sig til. Én ting, som jeg dog ikke har skrevet noget om endnu, er Solanges stemme. Den er fantastisk, smuk og sårbar, inderlig og søgende. Men det er ikke noget nyt.
Læs også: Ude nu: Her er ugens fem vigtigste nye album