Roskilde Festival: Flexlikekev havde mere fokus på moshpits end på musikken

»Moooshpit! Moooshpit!«

Sådan lød det igen og igen, efter Flexlikekev havde indtaget Countdown-scenen. Den dansk-britiske rapper var ikke bare kommet for at rappe, han var kommet for at skabe en fest.

Og en fest, det fik han.

Den unge rapper havde fart på, og med boomende bas, tunge beats og tyk autotune på vokalen tog publikum godt imod de gentagne opfordringer om at holde energien oppe.

Det kom bare overhovedet ikke til musikkens ret. Flexlikekevs lyd er relativt alsidig, som den kombinerer mumblerap og dyster drill med undertoner af UK rap, men under lydtrykket fra bassen blev producer Phatfaces beats desværre reduceret til en omgang generisk trap, hvor den største musikalske spænding lå i, hvornår beatet droppede, så man kan kunne hoppe løs igen.

Festen tog et nøk op, da Flexlikekev selv hoppede ud til publikum og blev ét med massen, men at han følte behov for af brøle riffet fra ’Seven Nation Army’ ikke bare én, men fire gange i løbet af koncerten for at få folk med, var også et tegn på, at musikken ikke var nok i sig selv.

Gæsterapper Madmanmax gjorde god figur på den fængende ’Guap’, men gæstebidragene tog en drejning mod det værre, da en gut i fuldt Adidas-tracksuit og elefanthue joinede scenen på en guitar, hvis diskante lyd skar i ørerne, som han med begrænsede evner forsøgte at rocke sangene op med shreddende soli.

Fokus var med andre ord mindre på musikken og mere på pitten. Det var en skam, for evnerne hos Flexlikekev fejler bestemt ikke noget.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival