Vampire Weekends halvhjertede indsats på Roskilde Festival vendte på halvvejen

Efter 45 minutter skete det endelig: Stemningen blev som ved et trylleslag vendt, og det var så sandelig heller ikke et minut for tidligt. Den første halvdel af Vampire Weekends koncert på Orange Scene var nemlig en dødssejler, man ikke kunne engagere sig i.

Der var dømt teknisk ekvilibrisme, da Brian Robert Jones fyrede op for ekspansivt guitarlir på ‘Sunflower’ og ‘Sympathy’, men lige lidt hjalp det. ‘How Long’ klaskede til jorden, og det var frustrerende, at en tindrende juvel som ‘Step’ bristede som en sæbeboble, mens band og publikum kæmpede for at finde en fælles kemi.

Det virkede praktisk talt heller ikke som om, Ezra Koenig følte sig komfortabel i rollen som frontmand for en tusindtallig festivalforsamling. Forsangeren havde et fraværende, sjælløst blik i øjnene, og hans moderate publikumsinteraktion virkede kunstig og pligtskyldig.

Bedst som Vampire Weekend truede med at forsvinde ind i indforstået rytmekons-nørderi, og ens irritation tog til i styrke, fik fire effektivt affyrede skud i form af ‘Harmony Hall’, ‘Diane Young’, ‘Cousins’ og ‘A-Punk’ aktiveret det engagement, man i den grad tørstede efter.

Et vendepunkt, som bevirkede en spænding om, hvorvidt de ville holde kadencen. Det var heldigvis tilfældet med en ulmende ‘Ya Hey’ og ‘Jerusalem, New York, Berlin’, som trak tæppet for. Man sporede nærmest et lettelsens suk hos Ezra Koenig over, at koncerten var slut.

Vi var også lettede – men mest fordi en halvhjertet indsats heldigvis blev vendt på halvvejen.

Oversigt: Her er alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival