Ikke igen: Ja Rule og 50 Cent-beefen er blusset op på ny

Ikke igen: Ja Rule og 50 Cent-beefen er blusset op på ny
Ja Rule. (Foto: Dia Dipasupil/Getty Images)

Man siger jo, at gammel kærlighed aldrig ruster, og det samme gælder åbenbart for gammel beef. For selv om 50 Cent og Ja Rule nu altså har skændtes i omkring 20 år, har de to rappere tydeligvis ikke tænkt sig at stoppe foreløbig.

Og ligesom det var tilfældet i beefens storhedstid, har det nu i konfliktens sene alder været 50 Cent, der har haft overtaget. Sidste efterår lykkedes det ham nemlig at udføre en genial prank, hvor han købte 200 billetter til en Ja Rule-koncert via en tilbudsside, hvorefter han lod dem stå tomme. Eller i hvert fald næsten tomme: 50 Cent tog ind til koncerten alene for at se sin gamle nemesis blive ydmyget ved at skulle spille foran tomme sæder.

Dén historie gik verden rundt, men nu hævder Ja Rule altså, at det aldrig skete og tilbyder endda 10.000 dollars til enhver, der kan bevise, at episoden fandt sted. »50 Cent er en patologisk løgner«, skriver han blandt andet på Twitter. »Jeg tilbyder 10.000 til enhver, der har billeder eller video af det show, som klovnen siger, han har købt 200 billetter til, så det stod tomt. Jeg venter…«

Ja Rules udtalelser kommer i kølvandet på, at 50 Cent for nyligt gav et interview, hvor han fortalte hvorfor, han købte billetterne. Men ifølge Ja Rule er det hele altså løgn. Mon dette er starten på endnu et kapitel i rappernes lange beef-historik? Vi venter spændt.

Hvis du i øvrigt undrer dig over, hvad de to noget slidte rapstjerner laver, når de ikke er i totterne på hinanden, så er her en kort update: 50 Cent spillede senest et katastrofalt show i en halvtom Royal Arena, som vi bedømte med én enkelt stjerne ud af seks, mens Ja Rule på det seneste primært har været i medierne for sin rolle som bagmand for den katastrofalt mislykkede Fyre Festival.

Læs også: Åh, nej: Ja Rule planlægger ny Fyre Festival

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af