Pixies i K.B. Hallen: Når det var værst, var det frygteligt – når det var bedst, var det mageløst

Pixies i K.B. Hallen: Når det var værst, var det frygteligt – når det var bedst, var det mageløst
Pixies i K.B. Hallen. (Foto: Mathias Bak Larsen/Soundvenue)

De første 25 minutter af Pixies’ koncert i K.B. Hallen var decideret frygtelige. Bandet udviste ikke den store karisma, ingen sagde et ord, og vigtigst af alt var forsanger Black Francis’ rytmeguitar alt for højlydt sammenlignet med resten af lydbilledet.

De fleste Pixies-fans ville næppe tøve med at nævne bandets famøse loud-quiet-loud-dynamik som en essentiel del af bandets musikalske udtryk. Hvis man fjerner den komponent fra ellers klassiske kompositioner som ‘Caribou’ er det at fjerne hele sangens fundament, og det hele falder simpelthen bare til jorden. Og når Black Francis’ skingre, skramlende elguitar overdøver det hele i de mere stille passager, ender det spændstige loud-quiet-loud med at forfalde til et kedeligt loud-loud-loud. For lige at gnide salt i såret, medførte det også, at jeg fik svært ved at høre, hvad leadguitarist Joey Santiago foretog sig – og normalt er han altså en mere interessant guitarist end Francis.

Det kan selvfølgelig være, at guitaren lød bedre andetsteds i salen – men helt oppe foran, hvor jeg stod, lød opvarmningsbandet Blood Red Shoes fint, og når Francis holdt fingrene fra sin elektriske, var der ingen mærkbare lydproblemer. Og jeg syntes da også, at det lod til, at elspaden gradvist blev afdæmpet som aftenen skred frem, omend vi skulle helt til aftenens næstsidste sang, ‘Hey’, før jeg rent faktisk fandt den velintegreret.

Det kommer næppe som den store overraskelse, når jeg så siger, at koncerten 25 minutter inde blev reddet ved, at Francis skiftede til en akustisk guitar, hvis lydniveau klædte kompositionerne langt bedre. ‘Catfish Kate’ endte således med at præsentere en vellyd til koncerten, som var dejligt tiltrængt. Herfra fik vi 20 minutter med den akustiske, vel at mærke mens resten af bandet stadig havde gang i elektrisk instrumentation – og således blev sangenes dynamiske potentiale indfriet.

Lysshowet begyndte også herfra at blive mere ambitiøst, og hvis det ikke var fordi Francis desværre skiftede tilbage til sin elektriske guitar efter de 20 minutter, ville jeg helt kunne tilgive, at bandet ikke kom særlig meget ud over scenekanten, og at de ikke sagde ét eneste ord til publikum, end ikke inden ekstranummeret ‘Debaser’.

Francis var fortrinsvis akustisk i anden halvdel af den to timer lange koncert. Denne time bød på nogle højdepunkter, blandt andet charmerende fællessang til ‘Where Is My Mind’ og ‘Here Comes Your Man’, samt et elegant temposkift i slutningen af den punkede ‘Nimrods’ Son’, der førte nummeret stilfuldt over i koncertens allerbedste sang: ‘Vamos’

Ikke blot var ‘Vamos’ vellydende og rig på rå punkattitude, den lod også leadguitarist Joey Santiago optræde med en mageløs noise-solo, hvor han spillede guitar med både sin hage, sin vest, sin hat og sin skaldede isse. Det var overvældende, og koncerten måtte gerne have budt på flere af den slags overraskelser.

For derudover blev der spillet meget sikkert, selv i de mere velklingende sektioner, og både hos Black Francis og bassist Paz Lenchantin var det svært at mærke nogen antydninger af spilleglæde. Manglen på overraskelser gjorde bandets udtryk noget ensartet og i visse momenter decideret kedeligt.


Kort sagt:
Koncertens værste øjeblikke i starten var frygtelige, men da showet toppede med en støjende guitarsolo under ‘Vamos’ var det så til gengæld umanerligt godt. Dog føltes størstedelen af koncerten fattig på den spilleglæde og legesyge, der ellers kendetegner bandets bedste album.

Læs anmeldelse: Pixies ‘Beneath the Eyrie’

Pixies. Koncert. K.B. Hallen.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af