Hvert amerikansk talkshow har efterhånden sit eget flagskibskoncept, som er skræddersyet til at få opmærksomhed på de sociale medier. James Corden har sin Carpool Karaoke, Jimmy Fallon har faktisk en hel skare af faste koncepter, og så er der Jimmy Kimmel, der har sine Mean Tweets, hvor kendisser bliver konfronteret med internettets ucensorerede meninger om dem.
I denne omgang har Kimmel haft besøg af en perlerække af musikere, der blandt andet tæller Billie Eilish, som dog ikke virker sønderligt påvirket af tweetet: »Billie Eilish klæder sig som om, hun har mistet alt sit tøj efter en gymnastiktime, så de gav hende, hvad de fandt i glemmekassen«.
Men det er ikke alle berømthederne, der trækker på skuldrene af deres tweets. Chance the Rapper virker for eksempel oprigtigt overrasket over hans onde tweet, hvor han får hug for sin Super Bowl Doritos-reklame: »Er der folk, der ikke kan lide mig? What the fuck?«
Lizzo giver som sædvanligt sine haters modspil med et vanligt sassy comeback til et tweet, som påstår, at sangeren må have kørt meget i bus og spist mange såkaldte ‘happy meals’: »Ja, jeg er en big bitch, og jeg kører i bus – tourbus motherfucker. Hvor er din?«
Hele seancen, som også får besøg af blandt andre John Mayer, Green Day og Alice Cooper, rundes af med Cardi B, der får æren af at læse følgende: »Jeg har lige set en Cardi B-optræden uden lyd, og man kan alligevel bare se, at hun er højlydt. Tak, men nej tak«. Cardi stiller sig dog lidt uforstående over for tweetet og spørger flere gange med sin karakteristiske Bronx-dialekt: »Er jeg højlydt?«, inden hun slutter af med et »Sut min røv!«
Læs også: »Jake Gyllenhaals pik lugter af hotdogvand«: Ny stribe celebs læser mean tweets hos Jimmy Kimmel