Sturgill Simpsons formidable countryrock overvandt hans sære setup i Store Vega
Setuppet til countrystjernen Sturgill Simpsons koncert i Store Vega var temmelig sært. Ikke det underligste i verden, men stadig nok til, at jeg rynkede på næsen over det. De fire musikere var placeret langt tilbage på scenen, så den forreste halvdel af scenegulvet var fuldstændig tom. Deres monitors var også placeret langt inde på gulvet, ergo langt fra publikum – det resulterede i, at de forreste koncertgængere havde svært ved at høre det hele ordentligt.
I starten af koncerten hørte jeg gentagne råb til bandet om, at Simpsons vokal skulle skrues op. Simpson svarede sarkastisk, at den eneste løsning var, at alle trådte ti skridt tilbage – og at der ikke var nogen måde at gøre hans vokal tydeligere for de forreste. Jeg ved ikke det store om teknikken bag den slags, men jeg stod midterst på anden række, og jeg kan meddele, at hans vokal senere endte med at lyde præcis, som den skulle.
Simpson stod med sin guitar helt ude i venstre side af scenen, hvilket også var lidt ejendommeligt. Med sig havde han en bassist, en multidisciplineret tangentspiller og i midten af scenen en trommeslager. At sætte Simpson i midten, tæt på publikum, ville dog måske have fremhævet det, der alligevel var koncertens største problem: At han ikke kom særlig langt ud over scenekanten – og ikke blot fordi han fysisk var placeret langt fra den.
Han sang fremragende, og han spillede guitar som en drøm – men under det meste af det havde han lukkede øjne og lod til at befinde sig lidt i sin egen lille verden, hvor musikken var det eneste, der betød noget. Musikken lød så også fremragende, men det ville have været rart med en mere visuelt engagerende optræden, da en stor del af koncerter jo er at se kunstneren spille musikken. Den ivrige trommeslager og den vidunderligt selvtilfredse bassist var langt oftere det egentlige blikfang.
At jeg alligevel nød koncerten skyldtes så ene og alene, at bandet spillede vidunderligt. Den første time serverede han hele sit nyeste album, ‘Sound and Fury’. Det lød storartet, trods lydproblemerne i starten. Harmonierne mellem synthesizeren og guitaren var lige så tilfredsstillende og fængslende, som de er på albummet, og sonisk var bandets optræden altid rig på nerve og nærvær.
Derefter stod det på en blanding af covers og højdepunkter fra bagkataloget. Hans covers var nydelige, men de var nok også det mindst interessante, aftenen havde at byde på. When In Romes ‘The Promise’, Willie Nelsons ‘I’d Have to Be Crazy’ og William Bells ‘You Don’t Miss Your Water’ (velsagtens bedst kendt med Otis Redding) blev alle fremført som en rustik, nostalgisk blanding af outlawcountry og 60’er-sydstatssoul – med Booker T. Jones-kanaliserende orgel og hele molevitten.
Disse rolige tracks blev dog også brugt som små pauser fra de højoktan-jamsessions, som efter den indledende time blev koncertens mest kalorierige indhold. Det mindede mig en del om, da jeg så de ligeledes countryrockede ekvilibrister i Wilco imponere i Den Grå Hal sidste år. Nogle af sangene fik vi således i udgaver, der var så proppet til med guitarsoli, at de var omtrent tre gange så lange som deres studieudgaver.
Man skulle tro, at det ville blive kedeligt i længden, men i disse øjeblikke, hvor samspillet blev langt vigtigere end publikumskontakten, fik vi vellyd i spandevis. Simpson havde altid endnu et trick i ærmet, der kunne få en i forvejen stærk sang til at blive endnu mere gribende. Der var så stærke teksturer på tværs af hele bandet, som gjorde det til en fryd at høre, hvordan de jammede, ofte med overraskende musikalske venstresving hist og her. Den afsluttende ‘Call to Arms’ på knap 20 minutter endte med at være det mest medrivende ved hele koncerten.
Simpson og hans band spillede i sammenlagt lidt over to timer – og trods den lidt ujævne start, kunne jeg ikke stå stille til sidst.
Kort sagt:
Sturgill Simpson var ikke den mest ekspressive performer at se på, men han spillede umanerligt stærkt sammen med sit dygtige band.