Det kunne have været et politisk statement. Det kunne have været sympati med Colin Kaepernick, der blev et regulært symbol på den amerikanske racedebat (og en varm kartoffel i NFL-regi), da han knælede under nationalsangen i 2016.
Spekulationerne var mange, da Jay-Z, Beyonce og lille Blue blev siddende, mens alle andre rejste sig, da Demi Lovato sang den amerikanske nationalsang ’Star Spangled Banner’ under søndagens Super Bowl.
Men var det så et politisk signal, Knowles-Carter-familien ønskede at sende? »Det var det faktisk ikke, sorry«, indrømmede Jay-Z, da han i går lagde vejen forbi Columbia University til en q&a (videreformidlet via Complex), til en god portion latter blandt publikum.
Under interviewet fortalte han, at han og hans hustru egentlig bare gik i »artist mode«, da Demi Lovato indtog scenen. »Så jeg ser egentlig bare showet. Virkede mikrofonen? Var den for lav i begyndelsen? Er der for mange højtalere på gulvet?«.
Jay-Z understregede yderligere, at han ikke ville udsætte Blue for at skulle være en del af en sådan form for politisk protest. Han uddybede om sin otteårige (og angiveligt også ret så nysgerrige, alderen in mente) datter: »Hvis nogen kender Blue … Hvis vi fortalte hende, vi ville gøre noget i den retning, ville du se hende prikke til mig hundrede gange. Hun ville sige: ’Hvad tid? Gør vi det? Gør vi det nu? Gør vi det nu?’«.
Beyonce and Jay-Z watching Demi Lovato perform the National Anthem #SuperBowlLIV pic.twitter.com/JYrwwZFH1X
— conservative_certainty (@UScertainty) February 3, 2020