Soundvenue Springer: Bathsheba laver pop til både dansegulvet og din tudetur

Bathsheba er ikke bange for at sætte ærlige og dystre tekster sammen med en solid popsang. Sammen med blandt andre Benal-produceren Magnus Albert har hun skabt et kontrastfyldt univers, hvor tårekanalerne og danseskoene ubesværet går hånd i hånd.
Soundvenue Springer: Bathsheba laver pop til både dansegulvet og din tudetur
Bathsheba. (Foto: Emil Vinther/Soundvenue)

Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.

Melankolien og mørket har for længst gjort sit indtog i den skamløse popmusik, og det kan også høres hos danske Bathsheba og hendes hidtil to udgivne singler ’Blind’ og ’Are You There?’. Her ledsages dystre produktionselementer og hudløst ærlige tekster af veludførte hooks, der er lige til radiobølgerne – uden at undskylde for det, og uden at gå på kompromis med personligheden vel at mærke.

Den unge sanger har markeret sig som en del af det kvindelige musikfællesskab SheCanPlay, ligesom hun kan skrive samarbejder med erfarne navne som Hennedub og den ene halvdel af Benal, Magnus Albert, på cv’et. Sidstnævnte har blandt andet stået bag debutsinglen ’Blind’, og her har mødet mellem den upåklagelige popproduktion og Bathshebas dystre lyriske univers altså resulteret i en kontrastfyldt banger, der befinder sig i smørhullet mellem en tudetur og en tur på floor.

Med en hypnotiserende vokal drages lytteren til en verden, hvor det er en selvfølge, at hjertesorger ikke nødvendigvis står i modsætning til katarsisfyldte ture på dansegulvet. Her hersker i stedet en accept af, at følelsesmæssig smerte er uundgåelig, men også overkommelig, hvis man bare kan holde ud, til omkvædets forløsende bas gør sin entré.

Bathshebas sangskrivning tager udgangspunkt i hendes egne oplevelser – både fra en kompliceret barndom, men også mere nutidige kvaler som forhastet dating og ungdommens mindreværdskomplekser. Og selv om det for nogen måske kan virke grænseoverskridende at dele ud af sit indre følelsesliv på den måde, så ville det være sværere for Bathsheba at lade være. Hun har altid brugt sin musik som terapi.

»Da jeg startede med at skrive mine egne sange, havde jeg alle mine melodier oppe i hovedet. Jeg brugte musikken som en form for ventil for de ting, der skete i min barndom. Jeg flyttede hjemmefra allerede som 15-årig. Min far har aldrig rigtig været så meget inde i billedet og har aldrig boet fast i Danmark, så da mine forældre blev skilt, og min mor i den forbindelse mødte en ny mand og derfor glemte mig lidt, følte jeg mig meget alene. Jeg voksede op med en forestilling om, at hvis de to primære personer i mit liv konstant valgte mig fra, hvorfor skulle alle andre så ikke også gøre det? Jeg bruger stadig musikken som terapi i dag, og selv om hverken ’Blind’ eller ’Are You There?’ handler eksplicit om min barndom, er det mange af de samme følelser af at se sig selv som overflødig og fravalgt, der går igen«.

»Det er vigtigt for mig, at min musik både indeholder noget til dem, der gerne vil ligge derhjemme under dynen og græde, men også til dem, der bare gerne vil ud og danse. Jeg tror på, at man kan komme ud med sine følelser både ved at svælge i dem, men også ved nogen gange at lægge dem fra sig. Det melankolske kommer helt naturligt til mig, fordi jeg har de ting i bagagen, jeg har, men især med ’Blind’ synes jeg virkelig, at Magnus (Albert, red.) var god til at gå med ind i min lidt dystre tankegang og så samtidig give det et skud energi og power«.

»Jeg tror aldrig, at man finder ’sin lyd’. Det lyder sygt banalt, men jeg tror, det er en rejse, du er på, hvor det er for fedt at have dygtige mennesker med, så man konstant kan lade sig inspirere. Jeg har så meget respekt for både Magnus og Hennedubs producerevner og stoler virkelig meget på, at de ved, hvad de laver. Det er jo det, de er bedst til. Det skal jeg ikke ødelægge. Men samtidig er jeg så meget inde over opbygningen og indholdet, at jeg stadig tydeligt kan se mig selv i slutproduktet. Jeg føler, at dem, der lytter til mig, kan se eller høre, at jeg lyver, hvis jeg ikke tager udgangspunkt i mig selv og er med hele vejen. At de tænker: ’Ej, det har hun sgu ikke prøvet det der’. Det skal være så ægte som muligt, og det bliver det jo bedst, hvis jeg synger om ting, jeg selv har oplevet og følt«.

Bathsheba (Foto: Emil Vinther/Soundvenue).

»Jeg er vokset op med, at pop ikke rigtig var noget, man lyttede til. Det var ikke sejt. Efter jeg er blevet ældre, er jeg bare blevet stolt af at lave god pop. Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det skulle være et problem at lave musik, der er ’populært’ og appellerer til så mange mennesker som muligt. For selv om jeg selvfølgelig laver musik, fordi jeg elsker det, så vil jeg jo også bare gerne have, at så mange som muligt lytter og føler noget til min musik – og nu laver jeg så pop, fordi det, for mig, er den genre, der bedst kombinerer følsomhed med attitude. Lige nu i hvert fald. Jeg vil ikke udelukke, at jeg om et år bevæger mig i en hel anden retning, men jeg synes, man skal hvile i, hvor man er nu. Med forbehold for, at det også kan være fedt at være i det næste, der kommer«.

»Da Magnus spurgte, om jeg ville med Benal på scenen i Store Vega lige før nytår, var mit første udbrud bare: Jamen, hvad skal jeg lave deroppe? Fordi det var så længe siden, jeg havde spillet live på det tidspunkt, og nu skulle jeg pludselig stå foran et trippeludsolgt Store Vega. Da jeg så kom op på scenen, vidste jeg bare lige præcis, hvad jeg skulle gøre, og det kan jeg ellers sagtens komme i tvivl om, når jeg står i et studie. Jeg føler mig så meget hjemme på en scene, og det har jeg gjort, siden jeg var barn. Jeg har altid godt kunne lide at underholde, og det er simpelthen så meget værd, når man kan se på folk, at de har det fedt«.

»Da jeg var med i SheCanPlay, lærte jeg virkelig meget om musikbranchen, og jeg er så taknemmelig for, at jeg mødte så mange seje kvinder. Mange af os har ligesom været skolet til at konkurrere mod hinanden, men SheCanPlay hjalp mig til at tænke mere solidarisk. Der er så mange latterligt talentfylde kvinder derude, og hvis vi løfter hinanden op, kan vi kan blive bedre sammen. Samtidig havde mine veninder svært ved at sætte sig ind i min situation. Jeg kunne sige ’Wow, jeg har lige signet med Universal’, og så ville de sige ’Sygt, hvornår skal du så spille på Roskilde?’. Det har været så fedt at møde nogen, der kunne forstå, at den slags ikke bare sker overnight. Desværre, haha«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af