The Killers’ ’Imploding the Mirage’ er alt for meget, men alligevel ikke helt nok
The Killers har aldrig været den mest originale knallert på havnen. Las Vegas-drengene har altid stjålet fra især 80’erne, og på deres to første album gjorde de det med stor succes. 80’ernes engelske indierock og Springsteens amerikanske landevejsrock fik tilsat et solidt skud glitter, og når The Killers var bedst, skrev de storladne rocksange med perfekte hooks og en levering, der fik de enorme omkvæd til at gå rent ind, som gjaldt det liv eller død.
Men efter ‘Sam’s Town’ fra 2006 skete der noget. Det var som om, de mistede et filter i forhold til forbillederne. I stedet for blot at låne fra det bedste fra 80’erne, fandt de nu inspiration i alt fra årtiet og mistede deres fokus i et bombastisk miskmask, som hurtigt udvandede den nerve, der gjorde dem vedkommende i første omgang. Jeg holdt simpelthen op med at tro på Brandon Flowers, når han sang om de store følelser.
Nu siger kalenderen 2020, og The Killers har udgivet deres femte album ‘Imploding the Mirage’; en udgivelse, der viser fremgang for et band, som jeg personligt havde givet lidt op på, men som heller ikke kan dy sig for at falde tilbage i de gamle dårlige vaner.
Gruppen starter ellers stærkt med ‘My Own Souls Warning’, der lyder som ’The Killers do The War On Drugs do Springsteen’ på steroider, men med sine triumferende synths og insisterende fremdrift er det et af de bedste numre, jeg har hørt fra The Killers’ hånd de seneste ti år. Helt samme nerve finder man ikke på ‘Blowback’, der til gengæld er en glimrende popsang, mens ‘Dying Breed’ også byder på amerikansk heartland rock på ganske fin maner.
Bedst er dog den fremragende singleforløber ‘Caution’ og dens omkvæd, der er som skabt til, at 100.000 mennesker kan skråle med, inden Fleetwood Macs Lindsey Buckingham brænder det hele ned med en brandvarm gæste-guitarsolo. Det er den bedste start på et The Killers-album i mange år, og selv om det stadig ikke er særlig originalt, så begynder jeg her så småt at tro på Brandon Flowers igen!
Men så snart optimismen blomstrer, kammer det hele over på klassisk The Killers-maner. Sangene bliver for store, svulstige og ufokuserede – som ‘Lightning Fields’ og ‘My God’, hvor ellers spændende gæstevokaler som k.d. lang og Weyes Blood bliver spildt i to hæsligt himmelstræbende sange, hvor især sidstnævnte skuffer i et rod af kor, falset og hele pibetøjet.
Det er The Killers, når de er værst og nærmest kvalmt storladne. Og når Brandon Flowers på netop ‘My God’ synger »And I’m at the top of my lungs / ‘cause big love cannot be understated / don’t push, control is overrated«, så indkapsler det faktisk et af The Killers’ helt store problemer de seneste 10-12 år: De forstår simpelthen ikke begrænsningens kunst.
Alt skal råbes med store ord, og bandet rækker ud efter himlen, den bagerste række på stadionet, stjernerne og det store fyrværkerishow på hver evig eneste sang. Det er alt eller intet, stræk din knyttede næve mod himlen og rid med på det næste store omkvæd af bombastisk Las-Vegas-rock-overflod!
Men det bliver så stort og pompøst, at det ikke rigtig føles ægte, og i stedet står man tilbage med en følelse af, at ‘Imploding the Mirage’ på én gang er alt for meget, men alligevel ikke helt nok.
Kort sagt:
The Killers’ femte album starter med et brag og genfinder kortvarigt den nerve, som bandet ellers har manglet i mange år. Men halvvejs gennem ‘Imploding the Mirage’ falder Las Vegas-drengene alligevel tilbage i deres gamle dårlige vaner.