Troye Sivan viser en ny, dyster side frem på ’In a Dream’ – og det klæder ham virkelig
Troye Sivan har nærmest bygget sin karriere på at være en underdog. Australieren har lavet to anmelderroste popalbum i løbet af de seneste fire år, haft flere filmroller, skabt en ekstremt loyal fanbase og gjort sig til en form for kunstnerisk muse for store internationale modehuse – men stadigvæk ligner de fleste et stort spørgsmålstegn, når man nævner ham.
Den dobbelthed er blevet et slags kendetegn; han laver popmusik i stadionformat, men hans eget format som kunster og berømthed er langt mere subtilt. Og når han udsender en ep, sker det derfor også uden det store postyr og midt i augusthedens lidt sløve agurketidsstemning. Det gør dog ikke ‘In a Dream’ mindre lytteværdig. Slet ikke.
Troye Sivans musikkartotek fortæller en historie om, hvordan han er gået fra bly viol på ‘Blue Neighborhood’ til selvsikker popkomet på ‘Bloom’ og nu ‘In a Dream’. ‘Bloom’ var, hvis du spørger mig, et noget nær perfekt popalbum med en skarp balancering af følsomhed og sårbarhed på den ene side og forløsende, spændstige popbaskere på den anden. Den elegante balance går igen på ‘In a Dream’, og yderligere udfordrer Troye Sivan sit tekstunivers og afsøger nogle knap så radiovenlige stemninger.
Førstesinglen ‘Take Yourself Home’ er en underlig genrehybrid med dubstep-outro og en atypisk percussion- og blæserfyldt instrumentering, ‘Stud’ byder pludselig på ægte klubstemning, og selv på en sang som det afsluttende titelnummer, der umiddelbart er et lige-ud-af-landevejen poptrack, udfordrer Troye Sivan lytteren med en dissonerende melodi i verset. Men eksperimenterne holdes i kort snor, så det fængende og umiddelbare, der kendetegner Sivan, stadig er det, der driver værket.
Da ‘Take Yourself Home’ udkom i april, så man på singlens artwork en rødhåret Troye Sivan med en blodig bridge-piercing mellem øjenbrynene. Allerede der fornemmede man en noget mere dyster og alvorlig Sivan end den blonde, Photoshop-smukke unge fyr på ‘Bloom’-albummet fra 2018. Og det klæder ham virkelig.
For lige så god, Sivan er til at være likeable og quirky i Youtube-challenges og what’s-in-my-bag-videoer, ligeså dygtig og betagende er han som artsy, Bowie-lignende excentriker i videoen til ‘Easy’. Og det mørke, man fornemmer i de nye sange, er næsten mere dragende end mere umiddelbare og ligefremme sange som ‘My, My, My’ eller ‘Youth’.
Det er et mørke, der klinger af kedsomhed og længsel efter forandring, og det er drysset ud over de fleste af sangene på ‘In a Dream’.
»I’m tired of the city / scream if you’re with me / if I’m gonna die let’s die somewhere pretty«, synger Sivan på ‘Take Yourself Home’, og på ‘Rager Teenager’ synger han om at være i kontakt med sit uregerlige, grænsesøgende teenage-jeg, som han ellers troede var væk for længst: »I just wanna go wild / I just wanna fuck shit up and just ride«. Det er en vildskab og utålmodighed, som både klæder Sivan utrolig godt, og som man også let kan relatere til i det herrens år 2020.
Men selv om teksterne på ‘In a Dream’ er mere alvorlige og eftertænksomme end på ‘Bloom’, er det ikke en bedrøvet udgivelse. Det er en ep, der gennem subtile musikalske eksperimenter og både bløde og voldsomme energier viser nye facetter af Troye Sivans musikerskab, der utroligt nok bare lader til at blive bedre og bedre.
Kort sagt:
Troye Sivan udfordrer sit tekstunivers og afsøger knap så radiovenlige stemninger på ‘In a Dream’s virkelig vellykkede seks numre.